Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

11. december 2012

Ulidelig lethed?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 23:09

Lad mig bare slå fast, at overskriften til dette blogindlæg ikke er en rigtig litterær reference, idet jeg ikke har læst “Tilværelsens ulidelige lethed”. Da nu det er på plads, må jeg hellere gå over til den egentlige grund. Lige efter, at jeg har fortalt, at dette indlæg også handler om sygdom, som så mange før det. Jeg skulle møde til kontrolbesøg på sygehuset i dag kl. 10.30. Pænt sent, så vi nåede lige at få solopgangen med på vejen:
Solopgang ved motorvejen
Nå, men efter lidt ventetid kom jeg så ind for at tale med en læge, om hvordan det er gået. Jeg tegner og fortæller, prøver så vidt muligt at fremstille mine symptomer og iagttagelser på en nøgtern måde og afslutter med at sige, at jeg synes, det er lidt træls, at jeg skal gå til kontrol hos to forskellige afdelinger, idet jeg jo stadig kun er én patient, der har fået én ting lavet. Nå, men det kan lægen i hvert fald godt hjælpe mig med: Han siger, at jeg jo har det godt nok, og derfor behøver jeg ikke gå til kontrol hos den anden afdeling mere. Dog skal jeg lige gå ind og få taget det røntgenbillede af min brystkasse på vej ud. OK. Godt så, det skal han da ikke have utak for.

Men der slutter historien så ikke. Lægen begynder at kigge i journalen og mumle noget om, at det jo er ved at være for sent, hvis det skal give nogen mening, idet det er næsten 2 måneder siden, jeg blev opereret. OG HVAD for en ting er ved at være for sent? – får jeg klemt ud. Jo, han kan læse i journalen, at man “kun” havde forventet at finde overfladisk kræft i mit spiserør, men af det materiale de tog ud under operationen, kunne de se, at der faktisk også var cancer i det næste lag væv under slimhinderne … Det er det første, jeg hører noget om det, og det i et tonefald, som når man fortæller, at man gerne vil have minimælk i kaffen. Det, der evt. var ved at være for sent, var at “tilbyde” mig kemoterapi for at være helt sikker osv. Jeg har tidligere, af andre læger, fået at vide, at jeg hverken skulle have kemoterapi eller stråler, idet man var helt sikker på, at man havde fået al cancer med ud.

Dagens læge kigger videre i papirerne og siger, at han lige skal diskutere det på lægekonferencen og så vil han give mig besked. Jeg spurgte så, om jeg ikke skulle scannes, så man kunne se, om jeg har mere kræft eller hvad. Nej, det tilbyder man ikke, for hvis der er mere, er løbet kørt mht. operation og det, der så er tilbage er kemo som livsforlængende behandling. Her knækkede min film. Kemo er gift, og jeg har ikke lyst til at indtage gift uden at vide, om det er strengt nødvendigt. Jeg ved selvfølgelig godt, at lægen snakker med mange kræftpatienter, og at det på den måde bliver hverdag for ham. Men jeg er altså stadigvæk “kun” mig, og en cancerdiagnose og den efterfølgende behandling er en voldsom ting for mig. Med andre ord er jeg altså ikke bare en pakke, der er hoppet op på et samlebånd, selv om behandlingsforløbene nu omtales som “pakker”. Det er sikkert en udmærket ting, fordi man på den måde kan få den bedste praksis implementeret hver gang, man skal bare lige huske, at det er individer, der får disse “pakker”.

Men selv om man nu har checket alle punkter på listen, kan jeg helt sikkert sige, at jeg aldrig bliver det samme menneske igen, og at jeg slet ikke har fundet mig tilrette i den “nye Henny” endnu. Jeg er stadig meget optaget af at prøve at finde mig tilrette i mit eget skind, og det går ikke lige nemt hver dag. Bl.a. fordi jeg har smerter, har svært ved at vænne mig til den nye måde at spise på, har svært ved at acceptere, at jeg bliver så træt så hurtigt osv. osv. Så er det jeg mener, at lige meget hvor mange kræftpatienter man ser hver dag, og lige meget hvor meget værre end mig flere af dem utvivlsomt har det, så kunne man godt tale lidt mere seriøst, se det menneske man har foran sig, og ikke indskyde ord som “kemoterapi” i en tilfældigt henkastet sidebemærkning, bare fordi det nu er en mulighed på en eller anden checkliste. Jeg savnede med andre ord, at man så mig som et helt menneske i dag. Det må for pokker da også efterhånden være almindelig kendt, hvor stor en rolle, det psykiske spiller for patienter af alle slags. Jeg mener, vi er jo mennesker, ikke maskiner, der har sendt nogle defekte dele til reparation hos en fancy blikkenslager!

I sammenligning hermed var det ikke noget særligt at få at vide, at siden de kom til at fjerne min milt ved operationen, skal jeg altid have et kort på mig, der fortæller dette, og jeg skal altid have en penicillinkur i huset, i fald jeg skulle gå hen og få mere end 38,5 i feber, samt at jeg skal vaccineres mod lungebetændelse hellere i dag end i morgen.

Hvis du hang på så længe, skal du have tak. Jeg tror, jeg skriver dette mest for selv at få det ud af systemet. Nu får vi se, om det lykkedes.

24. november 2012

Bleg sol og fast arbejde

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 14:21

Nok er det november, men solen kan da finde på at titte frem. Det gør den f.eks. lige nu. Man behøver ikke nøjes med mit ord, næh, jeg har skam været ude på Bagterp Prærie for at skaffe dokumentation. Prærien, AKA haven, er dette langstrakte areal med græs og diverse buskagtige vækster ude bagved huset.
Bleg sol
Selvom solen ikke har meget magt, var den alligevel i stand til at lave en “lens flare” af dimensioner, og det område af himmelen, hvor solen faktisk er, er totalt brændt ud. Nå, det er nok fotografens skyld. Da jeg snuppede vores spejlreflekskamera, sad primelinsen i, og selvom jeg ikke er særlig gode venner med den, gad jeg ikke skifte den ud. Jeg må jo også se at få lært, hvad det egentlig er, den er god til. At tage billeder i modlys lader ikke til at være en af dem! Hvis jeg bliver lidt bedre venner med den linse, kan det jo være, at den får fast arbejde her hos mig.

Jeg er ret begejstret for vores spejlreflekskamera, men det bliver brugt alt for lidt. Hvorfor nu det? Det er jo, ud fra mange betragtninger, det bedste kamera, jeg har adgang til. Men den vigtigste betragtning er alligevel: Det bedste kamera er det, du har med. Jeg har aldrig spejlreflekskameraet med, for nu hvis … Jeg har derimod altid min telefon med kamera med mig. Jeg har som oftest mit lille Casio lommekamera med, netop fordi det er – hallo – et lommekamera. Det ligger ikke i vejen, og det er der, hvis man nu skulle falde over et godt motiv. Hvis der en dag kommer et spejlreflekskamera i lommeformat, så vil jeg nok begynde at spare sammen til det. Jeg overvejer faktisk også et af de såkaldte “systemkameraer”. Som jeg har forstået det, er det små kameraer, der præsterer en kvalitet, der sagtens kan stå mål med spejlrefleks. Nu er jeg også så nærsynet, at jeg næsten altid bruger autofokus, så spejlrefleks er vel nærmest spildt på mig, eller hvad?

Olga kan godt lide at kravle op på raftehegnet og bruge det til sine gymnastiske øvelser og negleslibning bl.a.
Strækøvelser
Det er gået op for mig, at hvis jeg var sådan en, der lavede juledekorationer, kunne jeg finde en del materialer ude på prærien, i form af divers tjørneprodukter. Nogle år har de haft festlige røde bær. Det har de, så vidt jeg kan se, ikke i år. Men de er da meget pæne alligevel. Især dem med de hvide kanter.
Planter fra prærien
Men nu er jeg ikke sådan en, der laver juledekorationer, så jeg lader tjørnene sidde, hvor de sidder. Ude på prærien.

En sidste ting til fast arbejde. Det er en travl tilværelse at være syg. I et stykke tid har jeg vidst, at jeg skal møde på sygehuset mandag morgen kl. 8 for at få min stent fjernet. I dag modtog jeg så en indkaldelse til tirsdag morgen kl. 8, hvor der skal være “journaloptagelse” og undersøgelser med henblik på ambulant indlæggelse onsdag kl. 7.15 til yderligere undersøgelser. Jeg har fået at vide, at jeg skal regne med 24 timers indlæggelse til proceduren mandag, så nu tænker jeg: Mon jeg når det hele? Hvis der altså ikke er tale om en fejl, er jeg optaget både mandag, tirsdag og onsdag i næste uge. Men nu har jeg jo også haft “fri” i en uges tid. Bortset fra, at man jo ikke holder fri fra smerter, åndenød og efterhånden lede ved søbemad. Nå, det var vist fr Selvmedlidenhed, der stak sin grimme næse frem der.

Kloge hoveder mener jo, at man ikke skal dvæle ved det negative, men derimod være taknemmelig, fordi det gør en stærkere. Det synspunkt kan jeg ikke helt forlige mig med. Man må da have lov at give udtryk for det, hvis der er noget, der kommer på tværs eller bliver rent ud sagt utåleligt. At man så på lidt længere sigt har bedst af ikke at blive hængende i mudderet er en helt anden sag. Så kan man jo prøve at gøre som et solur:
Tæl kun de lyse timer
Det tæller jo kun de lyse timer. Der bliver så ikke meget at tælle lige på den her årstid. Så meget desto mere er der grund til at lægge mærke til det, når bliver talt!

5. juli 2010

Ikke det skywatch

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 22:28

Aftenhimmel
Men bare en lokal variant. Det er utroligt, at himlen kan se ud på så mange forskellige måder. Sådan som den ser ud her til aften, tror jeg aldrig jeg har set den før. Det er sikkert bare solen, der reflekteres i nogle forureningspartikler eller sådan noget, men derfor ser det da meget godt ud, synes jeg.

Ældre indlæg »