Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. oktober 2016

Lidt af hvert på en lørdag

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 13:59

Under en samtale om muligheder man kunne have udnyttet (græd ikke over spildt mælk!), muligheder man stadig kan udnytte (er dampen helt sluppet op? Det er den sikkert) viser der sig noget på horisonten: Skal – skal ikke? Er nok meget træt af “skal”. Faktisk kan man sige, at mit eksperiment med totalt anarki ikke er slut endnu. Nogle dage, ikke mange, leves med stærk energi. Meget adrenalinstyret, tror jeg. Andre dage lader man stå til i en grad, de fleste ville have svært ved at forestille sig. Og dog ville udenforstående have svært ved at kende forskel på de to slags dage. Nogle af “laden-stå-til-dagene” undskylder jeg med, at jeg er fysisk utilpas i større eller mindre grad, men ikke alle. De energiske dage er sådan set farligere, for nogle gange sætter jeg skibe i søen uden at få dem styret i havn igen. Og så tager anarkiet først fat.

Selve mediet her er jeg begyndt at tænke meget over. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at forbedre mit skriveri. Ikke sådan med grammatik og den slags, idet jeg bilder mig ind at have styr på den side af det. Mere generel formuleringsevne. Kunne godt tænke mig at skrive strammere. Skære mere til benet, uden at det dog skal blive manieret. Bare tættere og mere ærligt. Ikke mere udleverende. Der går jeg vidt nok, som det er. Det kunne i sin vorden blive sådan noget som at undgå pleonasmer og andre ufrivillige sprogblomster. Ups, korrekturlæsning, der er vist ingen vej uden om dig?

Jeg har også et ønske omend ikke en plan om at inddrage flere fotos eller andre billeder af egen avl her. Og det siger jeg så i et indlæg, der atter er ord og kun ord.

Ellers skal jeg da love for, at efteråret har taget ved! Det har lagt sig over og spundet sig ind i alt. Lyset er ved at være væk. Det er lige før, det ikke kan betale sig at trække gardinerne fra, hvis man er stået lidt sent op. Og det er man ofte. Jvf. første afsnits tale om anarki.

Hvis der var nogen, der forstod, hvad det handlede om, kan de lige give lyd. Jeg er nemlig ikke helt sikker på, at jeg selv forstod det.

22. september 2016

Valg eller vilkår?

Mange af de vilkår, der har formet folks liv, kan enten være bevidste valg, vi har foretaget, eller vilkår, vi har været underkastet.

Nogle gange kan det være enten eller, og det kan gøre ondt, hvis man ikke brænder igennem med det, der nu gælder for en selv.

Fx det der med børn. Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg er blevet spurgt om, hvor mange børn jeg har, så ville jeg være hovedrig. (Ikke mindst fordi netop dette spørgsmål var et, vi altid lærte begynderkursister at stille). Når jeg så har fortalt, at jeg ingen børn har, er det ikke sjældent, jeg er blevet spurgt “hvorfor?”. Mange er helt overbevist om, at kvinder skal have børn. Hvis ikke de har, må de enten være meget sære eller helt værdiløse.

I mit tilfælde var det ikke et aktivt fravalg. Hvis jeg havde haft noget at sige om den sag, ville jeg bestemt have haft børn. Det fik jeg så ikke, og et stykke hen ad vejen var det en sorg. Men efterhånden som tiden gik, og det biologiske ur endelig stod på “over”, har jeg tænkt, at det måske ikke var så skidt en ting, at jeg ikke fik børn. Hvem ved, måske ville jeg slet ikke have været i stand til at give dem en ordentlig opvækst? Hvad ville jeg have stillet op, hvis jeg havde fået et barn med et væsentligt handicap? Ville jeg have kunnet klare den situation? Det håber man naturligvis, men hvem ved? Med andre ord er jeg gået fra at føle mig underlagt et meget hårdt og unfair vilkår til at have taget et eksistentielt valg.

Tilbage til kursisterne, så nåede jeg frem til, hvad jeg skulle sige, når jeg blev mødt med “hvorfor?”. Ovenfor kan man læse nogle langhårede svar, som bestemt ikke egner sig til begynderundervisning i det danske sprog. Ja, måske egner de sig ikke en gang til livet uden for privatsfæren, i så fald må I læsere undskylde mig. Men jeg kom simpelthen frem til at svare “Inch Allah”, (om) Gud vil, og det afsluttede al videre nysgerrighed. Man vil kunne gætte, hvilket modersmål flertallet af mine kursister havde …

Jeg gad nok vide, hvad jeg ville have svaret, hvis min barnløshed havde skyldtes et bevidst valg. Jeg anerkender selvfølgelig, at det er et helt legitimt valg at foretage i en verden, der i forvejen er overbefolket.

Jeg synes dybest set, at det med børn eller ej er en privat sag. Jeg er også af den opfattelse, at de fleste i vores kulturkreds synes, at det er en privat sag. Derfor kan det altså godt undre mig, at det spørgsmål indgår i alt begyndermateriale. Hvordan skal de nye få et indtryk af, hvad der er normal, høflig konversation, når deres undervisningsmateriale fortæller dem noget helt andet?

18. september 2016

På den anden side af “drøwten”

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 15:07

Drøwten var et fælles engdrag (etymologisk gæt: =”driften”; “kvægdriften”), som lå syd for det husmandssted, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom. Vi gik derned for at plukke engblommer om sommeren, og hele året kunne vi bruge “drøwten” til at lege på eller som en slags genvej hen til skolen. Jeg tror såmænd ikke, det var kortere vej, men afveksling er godt, også når man er barn.

På den anden side af “drøwten” boede der en mand, vi kan kalde ham “Olsen”. Det hed han ikke, han havde et navn, der nemt ville kunne genkendes, og han har muligvis familie, der ikke ville bryde sig om, at jeg skriver, som jeg gør.

Vi var alle sammen bange for Olsen. Mellem os børn gik der sladder om, hvad han ville gøre ved os, hvis han fangede os. Min far havde en konflikt med ham en gang. Jeg tror, det var en hegnstvist eller noget med en grøft, som de hver i sær ikke ville påtage sig ansvaret for at dræne. De råbte vist lidt af hinanden hen over den grøft.

Olsen boede alene, og hans hus så meget forfaldent ud. Det vi kunne se af det. Det lå temmelig langt fra “Drøwten”, og vi skulle ikke have noget af at nærme os huset. Vi var jo ret sikre på at komme til skade, hvis vi gjorde det. Vi havde ikke noget at have det i. Der var ingen rapporter om, at han rent faktisk havde gjort nogle børn noget.

Olsen var med andre ord ikke særlig populær, og ingen havde noget med ham at gøre. Ingen jeg kendte, i hvert fald.

Olsen var sikkert lige glad. Det håber jeg i hvert fald.

Han havde under alle omstændigheder, og helt uden at gøre noget for det, sat sig i respekt hos alle egnens unger.

Ældre indlæg »