Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

14. marts 2016

Mere statistik

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 22:55

Der var jo mange flere søgeord end de 25, jeg kommenterede på i går, så nu tager jeg lige nogle flere. Jeg må have savnet det med søgeordene, så jeg er meget glad for, at Eric og Hanne hjalp mig på rette vej med Google Analytics.

  1. renovering lejlighed: Ja, det kan man jo også. Men det er vist noget, værten tager sig af, for det meste. Eller der tænkes måske på ejerlejlighed? Ellers er det med at renovere noget, som jeg ikke lige har fået gjort. Men nu bor jeg jo heller ikke i lejlighed.
  2. låsby svendsen: En handelsmand, der først gjorde sig som auktionarius i nogle meget underholdende løsøreauktioner, hvor der ikke var en eneste vare, der var hel og i orden. Jeg var selv til sådan en auktion en gang, og jeg bød på en meterhøj gipshund, der havde mistet det ene øre. Heldigvis blev jeg budt over, for jeg havde bestemt ikke noget at bruge den hund til. Det var mere for sportens skyld, at jeg bød. I de senere år tegner der sig et noget mere gustent billede af Låsby Svendsen. Selv om han er fallit, ejer/ejede han mange faldefærdige rønner i landlige omgivelser. Han lejer/lejede dem så ud til bordelvirksomhed og til såkaldte sociale nomader. Fx boede familien i den forfærdelige Brønderslevsag i et Låsby-Svendsen-hus. Det er gudskelov blevet revet ned nu.
  3. brugt bamsestol: Sådan en har jeg jo haft. Og tegnet:
    Bamsestol
    Brugte Bamsestole kan man købe på de kendte auktioner til en sær masse penge. Man kan også købe nye for endnu flere penge.
  4. oxapax virkning: Beroligende. Søvninducerende. Visse kilder påstår, at de også kan virke stik modsat, men det har jeg nu ikke erfaring for, at de gør. De er nok mere end en anelse vanedannende, så det er ikke noget, man skal tage for sjov.
  5. lommekamera: Noget, folk brugte i gamle dage, før de fik smartphone. Jeg har faktisk et par stykker af dem stadigvæk, men jeg må indrømme, at jeg ikke bruger dem ret meget. Hvis ikke telefon eller tablet er gode nok til det billede, jeg skal bruge, tyer jeg til spejlreflekskameraet, som stadig kan tage bedre billeder end telefonen kan.
  6. nationale symboler: Det må vel være flag og sådan noget?
    Symboler
    Jeg lavede denne montage som illustration til et indlæg, hvor jeg besværede mig over Dansk Folkepartis tagen patent på alt dansk. Det er jeg stadig sur over, forresten!
  7. de 4 årstider: Det er vel stadig forår, sommer, efterår og vinter. Eller som nogen vil sige: Regntid og tørtid. Eller grøn vinter og hvid vinter. Det er ikke, fordi jeg ikke kan tælle. Jeg ved godt, at der i de to sidste udsagn kun er to årstider.
  8. tunika xxxxl: Sådan nogle kan alle få brug for. Jeg selv havde mest succes med at finde den slags telte på nettet. De er smidt ud, fordi jeg jo tabte mig voldsomt i forbindelse med min sygdom. Nu har vægten sneget sig en smule op i den sidste tid, men jeg regner bestemt ikke med at få brug for den størrelse igen! Ikke, blev der sagt!
  9. loppeeksem hos katte hjørring: Jeg ved ikke, om de hjørringensiske katte lider mere af loppeeksem end katte fra andre lokaliteter, men jeg ved, at et par af mine katte uvilkårligt får eksem, så snart de har fået lopper. Og det er en kamp at holde dem loppefrie. Enten virker loppemidlerne ikke ordentligt, eller også går kattene ud og kommer i dårligt selskab og rager sig lopper til igen. Og igen.
  10. såmænd: Ja, det er vel et lille adverbium, der i sig selv ikke betyder det helt store. Når udlændinge, der lærer dansk, begynder at anvende et ord som “såmænd”, og gør det korrekt, så ved man at de er ved at have nået et pænt niveau. Såmænd.
  11. abc plakat: Der var noget, der hed Abc-teatret en gang. Mon det er en plakat derfra, der hentydes til? Jeg har selv udformet en del plakater med alfabetet, men de var til brug i en snæver kreds, og jeg vil ikke offentliggøre dem her, for der var vist noget af billedematerialet, jeg ikke helt havde rettigheder til. Men dette E er dog mit eget:
    Bogstav E
  12. sort kat: Sådan nogle har jeg jo. Og der er bragt billede af en af dem for ganske nylig. Måske skulle man skrive lidt om overtro? Der knytter sig noget overtro til sorte katte, noget med, at det er ulykkebringende, hvis en sort kat render over vejen foran en. Det har desværre nok ført til, at man har behandlet sorte katte grimt. Jeg spekulerer også på, om der er sket en alvorlig udrensning, for det er reletativt sjældent at se en kat, der er fuldstændig sort. Mine tre har alle større eller mindre hvide aftegninger.
  13. solur til haven: Sådan et kunne jeg aldrig drømme om at købe, for det virker jo ikke i regnvejr! Men der var allerede et solur i haven, da vi købte huset, og det står der endnu.
    Solur
    Dette er ikke et eksempel herpå, men jeg har tit brugt soluret, når jeg har taget billeder af mine åndssvage armbåndsure.
  14. repatrieret: Hjulpet tilbage til fædrelandet. Bruges mest om personer, der er kommet hertil som flygtninge, og som efter eget ønske er vendt tilbage til deres land. Eller bruger man det også i de tilfælde, hvor folk bliver “udsendt”, somme tider med en betjent ved hver side? Det er jeg faktisk lidt i tvivl om. Desværre er det nok et ord, der er meget velegnet til newspeak. Med det mener jeg, at politikere begynder at anvende ellers velkendte ord i en betydning, der ligger noget fjernt fra den, folk kender eller kan gætte sig til. “Omfordelingsbidrag” og “arbejdsudbud” er andre eksempler på denne uskik.
  15. truxal rus: Det tror jeg sq godt nok ikke er muligt. Truxal er et eksempel på gammeldags psykofarmaka. På et tidspunkt, hvor jeg næsten ikke kunne rumme mig selv, blev jeg tilbudt at prøve Truxal. For mig var det totalt virkningsløst. Your mileage may vary. Og så skal det i et ord!
  16. kejserkrone blomst: Har jeg virkelig skrevet om det? Det husker jeg ikke. Søge, søge. Nej, det virker ikke sådan. Hvordan sådan en søgning kan føre til min blog er da noget af en gåde. Men det er måske ordet “blomst”, der gør det? Og jeg har da skrevet lidt om blomster.
    Ærteblomst
  17. sorte kat: Det vil det hedde i bestemt form, som fx min sorte kat eller den sorte kat.
  18. danmarks national symbol: Se ovenfor. Nu har vi vel heller ikke kun et nationalsymbol (det skal i et ord!). Men da DF nu forsøger at monopolisere de gammelkendte nationalsymboler, er tiden måske i virkeligheden inde til, at vi tager diskussionen op, om hvad (hvis noget), der egentlig er vores nationale symboler. Det ville jeg ikke have noget imod. Nationalisme, derimod, det har jeg det skidt med. Også i krigstider som disse.
  19. nattesæde: Det, at man sidder oppe om natten. Det kan man jo gøre af så mange grunde. Nogle mennesker kan fx være i gang med et megalangt blogindlæg og gerne ville være færdig med at skrive det, inden man går i seng. Det er der i og for sig ikke noget forgjort ved.
  20. invicta ure kvalitet: Det ved jeg noget om. Jeg har ejet 5 Invictaer. Et af dem gik i stykker. De andre er udmærkede. Invicta er et urmærke, der er lidt ildeset af cognoscenti (også kaldet WIS= Watch Idiot Savant). Jeg købte mine Invictaer, inden jeg fik mit WIS-diplom.
  21. smerter i ryggen: Det er uden tvivl noget skidt. Og mere end halvdelen af nationen har dem, men det skal da ikke afholde netop dig fra at gå til lægen med dine rygsmerter. Nogle gange kan problemerne afhjælpes, og nogle gange er smerter symptom på noget andet, som man kan blive behandlet for med større eller mindre held.
  22. blindskrift kursus: Det skal i et ord, med fuge-s, sådan her: Blindskriftskursus. Du finder et udmærket, gratis blindskriftskursus her. Det kan virkelig anbefales. Selvom teknologien med tale til tekst bliver bedre og bedre, så vil det for mig i hvert fald aldrig kunne erstatte glæden ved at skrive. Og den glæde bliver større, hvis man skriver hurtigt og træfsikkert. Jeg fik det aldrig lært, mens jeg kun havde skrivemaskine til rådighed, så dengang havde fjumrelaksfabrikanterne kronede dage. Men efterhånden går det ganske godt med at skrive på pc. Men backspaceknappen kan godt komme på overarbejde somme tider.
  23. dobbelthage: Ja, der må jo være en del mennesker, der har problemer med den slags, for ellers ville de vel ikke google på det. Problemet med dobbelthager er, at de er kommet for at blive. Selv om man taber sig, vil der stadig være skind og underhudsfedt i hageområdet. Men man kan jo overveje et lille tørklæde, eller måske en rullekrave?
  24. aftenundervisning: Det findes der jo en del af i det her land. Man kan gå til aftenundervisning, eller man kan afholde aftenundervisning. Det var ikke de sløveste kursister, dem jeg havde om aftenen, men hold da op, hvor det nogle gange trak tænder ud at skulle på arbejde igen om aftenen. Nu, hvor jeg ikke længere arbejder, skulle jeg måske selv begynde at gå til noget aftenundervisning? Det vil jeg gøre. Overveje, altså.
  25. det gode fedt: Nu er vi ude på tynd is igen, for jeg er ved den søde grød ikke ernæringsekspert, og skulle man, hvilket jeg ikke forventer, finde råd om ernæring på disse sider, bør man nok ikke følge dem. Jeg har ingen ide om, hvad der godt at spise, for jeg har fået så mange stort set modsigende oplysninger om den sag, og jeg tør simpelthen ikke gøre mig klog på det.

Nå, det var de næste 25 søgeord. Nu tror jeg, at jeg har fået nok statistik for denne gang. Og det har alle andre sikkert også. 😉

13. marts 2016

Statistik

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 18:01

I kommentarsporet ovre hos Stegemüller fik jeg lige anvisning på, hvordan man finder frem til søgeordene i Google Analytics, og da jeg ikke kan få det til at virke hver dag, har jeg taget tilfældet i agt og behandler herunder de første femogtyve søgeord mere eller mindre retfærdigt:

  1. henny stewart: Det hedder jeg. Jeg sætter normalt pris på at blive stavet med stort, men jeg er godt klar over, at mange, jeg selv inklusive, bruger søgemaskiner på den der lidt dovne måde. Og nettet er i al almindelighed ligeglad.
  2. leif lalleglad: Han er PolyAnnas danske fætter. Han tror altid, at det nok skal gå, uanset om det faktisk går ad H til, og derfor opfører han sig ikke altid ansvarligt.
  3. fyrre fed og færdig ordsprog:Tjah, det er det vel. Det ligger nok i, at kvinder normalt er ret så ude af stand til at reproducere sig, når de har nået den alder. At der så er så mange andre ting, man kan foretage sig i en hvilken som helst alder, er en anden ting.
  4. Zappergeneration:Det har man kaldt unge mennesker, lige siden fjernbetjeningen blev opfundet. Det er nemlig nemmere at kalde folk ved øgenavne end rent faktisk at finde ud af, hvorfor de ikke hører efter en.
  5. gastroskopi bedøvelse: Man får normalt ikke nogen særlig bedøvelse til gastroskopi. Man kan blive tilbudt en lokalbedøvende spray i svælget, men min erfaring med den er, at den ikke virker, og at den er ubehagelig. Endvidere kan man blive tilbudt noget benzodiazepinagtigt, der skulle gøre én mere ligeglad med, at nogen hejser en slange med en kikkert ned i spiserøret. Den første gang, jeg skulle have det foretaget, fik jeg bare besked om at holde op med at skabe mig. Det kan også i visse tilfælde lade sig gøre at få foretaget gastroskopi i fuld bedøvelse, fx hvis lægerne ved, at de skal mere end bare lige have et kig, hvis det altså bliver en længerevarende undersøgelse, og hvis patienten er besværlig nok! Men: Det anbefales ikke at få undersøgelsen foretaget i fuld bedøvelse. En sygeplejerske sagde en gang til mig, at muligheden for, at patienten siger “av” i visse tilfælde kan redde patientens liv! Og i øvrigt er fuld bedøvelse i sig selv ikke helt ufarligt.
  6. Slankeblog: Videre, næste.
  7. koloskopi fuld bedøvelse:
  8. Se gastroskopi fuld bedøvelse ovenfor, bortset altså fra det med sprayen i svælget. 😉
  9. frisurer efterår 2015: Du er lidt sent ude, og i øvrigt aner jeg intet om det. Man skal være glad, så længe garnet sidder fast i den ene ende!
  10. Besøgelsestid: at kende sin besøgelsestid er lidt det samme som at udvise rettidig omhu.
  11. Houzz: Er en app til tablets og telefoner. Det er sådan lidt indretningspornografi. Smukke billeder af smukke interiører med oplysning om pris, ikke værdi på de forskellige genstande.
  12. operation dobbelthage:Uha. Mon det er en slags efterårsmanøvrer? Nå, alvorlig talt, man kan sikkert godt mod betaling af et større beløb få en plastikkirurg til at fjerne en dobbelthage. Det ville være lidt fiksere, hvis man undlod at få den til at begynde med, men i et land hvor en fjerdedel af befolkningen er sygeligt overvægtige, deres udsendte har/har haft en rem af huden, er det måske nok lidt meget at bede om.
  13. Fortov: Jo, det er så den anordning til fodgængere, der er ved siden af mange gader.
    fortov
    … Skrev hun så og bragte et billede af en cykelsti …
  14. billeder til væggen: Jo, altså, regner du med at finde dem her? Så må jeg skuffe dig. Hvis du ikke har mulighed for at købe et regulært kunstværk eller en plakat med en reproduktion, kan jeg anbefale dig at gå i
    TigerDer sælger de lærreder og akrylmaling og pensler, og så kan du jo lave dit eget guldaldermaleri.
  15. Persienner: Sådan nogle praktiske indretninger, man kan have for sine vinduer for at sikre udsyn og mod indsyn. Skulle det have været indsigt? Sikkert ikke.Persienner
  16. Skrivebord: Et bord, man kan sidde ved, mens man skriver, hvis man er blevet træt af at sidde med sin computer på skødet. Det er sikkert sundt at sætte sig ved et skrivebord noget af tiden, for så får man da i det mindste den motion, der ligger i at gå derhen, plus at man sidder i en noget anden stilling, og variation er jo tit et gode.
  17. totempæl til salg:Det har jeg ikke, nej. Men jeg har et billede af en.
    Totempæl
  18. verdens største dobbelthage:Den er jeg ikke leveringsdygtig i, og jeg tror ikke engang, jeg ville bryde mig om at se den. Men ellers er jeg da meget godt med:
    Dobbelthage
  19. Fiskebåde: Det hedder fiskerbåde. Det er jo fiskere, der fisker. Ikke fisk.
  20. de fire årstider billeder:OK. Det har jeg godt nok bragt mange gange, men skidt med det:
    De 4 årstider
  21. Basismad:Det ved jeg ikke, hvad er. Der er nok stor uenighed om emnet. Nogle mener, at man skal indtage flest kulhydrater, andre at man skal sky disse som pesten. Jeg ved ikke, hvad der er bedst. Men igen i dette tilfælde er variation godt. Og så kan man, når man er fuldvoksen, med fordel leve efter devisen “Lidt, men godt”. De fleste kan sikkert klare sig med væsentlig mindre portioner, end de umiddelbart tror.
  22. sorte katte: Dem har jeg nogle stykker af. Det er ikke dem, jeg selv har valgt. De er nemlig fint stribede, men tre sorte katte lader til at have valgt mig. De er også fine!
    Sort kat
  23. dame frisure: Nå. Snak med din frisør, eller lad garnet gro og køb en elastik. Eller brug en hat! Så skal det forresten i et ord.
  24. nået eller noget:Nu er vi inde på et emne, som jeg finder særdeles interessant. Har du nået, det du skulle, eller er der noget, du skulle se at få gjort, mens tid er? Når folk ikke kan kende forskel på de to ord, er det efter min mening, fordi de læser for lidt. Læsning vil gøre de fleste mennesker bevidst om, hvad der er tale om. De samme mennesker har ofte problemer med for eller får, og det er jo slet ikke ligegyldigt, hvad man skriver.
  25. luksusfælden budget:Det er et godt stykke tid siden, jeg har set programmet. Jeg synes efterhånden, de kære eksperter var meget nedladende og strenge over for de stakkels uøkonomiske deltagere. Deltagerne blev i for høj grad hængt ud og hængt til tørre, og det blev lidt ubehageligt at se på, derfor holdt jeg op.

Se det var de første 25 søgeord, som jeg fandt frem til ved hjælp af Google Analytics. Og ved at gentage ordene her, altså lave en selvreference, har jeg ødelagt den mulige nytte, nogen kunne have af søgeordene. Men nu sælger jeg jo heller ikke noget, så det gør ikke så meget.

22. november 2014

På en skala fra 1 til 5 …

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 12:41

Hvor tilfreds er du så? De fleste er sikkert kommet ud for den slags enqueter på nettet efter et køb eller bare sådan i al almindelighed, fordi det er blevet så rasendes interessant, hvad alle vi “pengestærke” forbrugere mener om alt muligt.

Således blev jeg også selv interviewet af en spirrevip af en ung kvinde med en Ipad i bussen på vej hjem forleden dag. Det var såmænd meget skånsomt; hun tolkede selv mine pauser i svarene … Hun kunne så desværre ikke gøre noget ved min manglende bybus fra forleden. Dels, fordi det i al almindelighed er svært at reparere på fortiden (det turde være indlysende, men når man ret betænker, hvor mange mennesker dette ikke er gået op for endnu, finder jeg det relevant lige at nævne det igen …), dels fordi hun altså kun havde: På en skala fra 1 – 5 og ingen kommentarfelter. Det er ikke alle facetter af NT, jeg er helt tilfreds med, men omvendt vil jeg sige, at NT er bedre end sit rygte. Bl.a. fortjener de fleste chauffører stor ros for deres måde at være på, og ikke mindst for deres måde at køre bussen på.

Da jeg var kommet hjem, lå der et brev fra Region Nordjylland. Jeg lod det ligge nogle timer, idet jeg ikke er vant til noget behageligt fra den kant. Jeg tænkte, at det måske drejede sig om endnu en screening, som jeg ville skulle gemme mig for. Hvad siger du? – Kan jeg allerede høre dig tænke, MEN det er sådan, at jeg ikke går til screeninger i disse tider. Jeg vil ikke have udstedt flere dødsdomme eller noget der ligner i meget lang tid, om nogensinde igen. I hvert fald vil jeg ikke have en så invasiv behandling mod cancer igen, som jeg allerede har fået. Hvis den samme slags cancer skulle komme tilbage, er det jo så heller ikke en mulighed. Men selv om man har haft cancer et sted, er det jo desværre ikke en garanti for, at det ikke også opstår i andre dele af ens korpus. Der er det så, at jeg har meddelt gennem de seneste år, at jeg ikke deltager i screeninger for brystkræft og livmoderhalskræft. Selv efter, at jeg har forklaret hvorfor, synes de fleste mennesker at mene, at det er dybt uansvarligt, men jeg lader den ligge her, idet det jo er mit liv, og jeg er tæt på at have så mange bi- og følgevirkninger af min første cancer, at jeg dårligt kan forestille mig, at det vil være en fordel at overleve evt. følgende, hvis sådan nogle skulle opstå.

Nu var Regionen så ude i et helt andet ærinde, viste det sig. Det var et skema med en række spørgsmål, der skulle besvares efter devisen: På en skala fra 1-5 osv. etc. … Der var også et enkelt kommentarfelt eller tre. Årsagen til, at jeg skulle have det skema nu, er at mit forløb på ambulatoriet er “afsluttet“.
Skema
Jeg har haft skemaet liggende her i nogle dage, men i betragtning af, hvordan mit forløb med kontroller, der ikke var kontroller, ikke-eksisterende eller alt for forsinket rehabilitering mm. har været, er det blevet til, at jeg ikke har udfyldt skemaet. Jeg har fundet et tomt sted på skemaet og skrevet følgende:”Jeg er så træt af ambulatoriet, at jeg ikke orker jeres skemaer. På ambulatoriet gik næsten alt, hvad der kunne gå galt, galt. På den baggrund er jeg meget tilfreds med, at forløbet er afkortet til to år”. Put that in your pipe and smoke it!

Bortset fra det, fru Kammerherreinde, så går det godt, så går det godt! Man har næsten ikke tabt hverken sit gode humør, sin galgenhumor eller sin efterhånden noget forkølede tro på det gode i menneskene …

Ældre indlæg »