Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

19. marts 2017

Advanced Style

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 13:24

Øverst i min bloggroll har jeg et link til Ari Seth Cohens “Advanced Style“. Som man vil kunne se, hvis man besøger linket, handler det om ældre mennesker, der er klædt smukt og fantasifuldt på. Nogle af dem er decideret cool, andre måske mere sjældent end kønt klædt. Meget få af de outfits, om nogen overhovedet, er noget, jeg kunne tænke mig at gå med.

Men alligevel er jeg fascineret af Ari Seth Cohens billeder. Selv om de ikke inspirerer mig til at gå hen at gøre ligeså, synes jeg, det er opløftende at se ældre mennesker, der har gjort noget ud af sig selv på den måde. Især er jeg begejstret for dem, der tør bære stærke farver. Selv har jeg det med at gå i sort, både på den ene og den anden måde. Det laver man jo nok ikke om på i min alder, men man kan jo glæde sig over, at andre både vil og kan have god stil op i alderen.

Når jeg tænker på, hvordan ældre kvinder gik klædt, da jeg var barn, var det noget med tæt permanentet hår og spinlonkjoler i mærkelige mønstre. De har nok siddet fast i en stil, der var moderne, da de var unge. Selv kan jeg heller ikke sige mig helt fri fra syndromet. Hvis jeg skal være “fin” er det cowboybukser og trøje, og det har det altid været. Hvis jeg ikke skal, og det er situationen de fleste dage, er det komforten, der er vigtigst. Tøj, der er til at røre sig i og ikke for varmt eller for koldt. Hvordan jeg ser ud i det er ikke så meget mit problem som mandens.

15. december 2016

Hvad skal man vælge? IV

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 15:14

151216
Dagens aftale overstået, så kan man gå videre med sit blogindlæg. Dagens ur er et Rotary Bridgewater. Ligesom det ur, jeg bragte i går, er det et Cartier look-a-like. Det var efter mine begreber ikke helt billigt, men kostede dog kun en brøkdel af et Tank Francaise. Men det, sådan et koster, skal vi mindst have en nyere bil for. Eller bruge som udbetaling på et hus. Uret er et quartz-ur.

Jeg iler videre med min “indkøbsguide”.

  • Nyt eller vintage?

Nogle mennesker kan slet ikke med tanken om at købe noget brugt. Sådan har jeg det ikke. Mange af de ure, jeg bedst kan lide, produceres ikke mere, så hvis jeg vil have sådan et ur, er jeg nødt til at købe vintage. Når man køber vintage, skal man være klar over, at der ikke er nogen garanti (med mindre man aftaler det med sælgeren), og at det derfor er et tab, man må tage på sin egen kappe, hvis uret ikke holder så længe. På den anden side set, hvis et ur har holdt i 30 år, kan det sagtens være, at det kan holde 30 mere. Jeg har ure, der er ældre end jeg selv, som stadig fungerer udmærket. Hvis uret ikke koster alverden, kan det jo også være en kalkuleret risiko.

  • Stort eller lille?

Ures størrelse er i høj grad et spørgsmål om mode. Store ure er moderne pt. Det er yderst sjældent, at moderne herrreure er mindre end 40 mm i diameter. I 50’erne, 60’erme og 70’erne var de sjældent mere end 36-38 mm, og dameurene var meget mindre. Jeg køber næsten aldrig dameure. De er for små. Dels kan jeg næsten ikke aflæse dem, og dels er jeg ikke lille. Jeg synes ikke om “miss Piggy”-looket, hvor det ser ud, som om man har en elastik om håndleddet. Omvendt køber jeg ikke moderne herreure, der er over 40 mm, for det føles, som om man render rundt med en tallerken eller en mindre parabolantenne. Man siger som tommelfingerregel, at et ur ikke må være så stort, at hornene, dvs. de anordninger, remmen sidder fast mellem, hænger udenfor armen.

  • Stil

Stil kan jo være et vidt begreb. Jeg selv synes ikke, urmoden har været bedre, end den var i 60’erne. Eller rettere sagt, 60’erne er den seneste guldalder indenfor design. Jeg kan også godt lide Bauhausstilen og Art Deco-stilen. Begge perioder er repræsenteret i urmoden. Fx er Cartiers tanks af enhver beskrivelse Art Deco. Mondaines “Railwayclock” er Bauhaus. Det samme er mit Wostok. Faktisk ejer jeg ikke andet end ure fra de stilperioder. På den måde kan ure være en overkommelig måde at dyrke designinteresse på.

  • Farvepræferencer?

Mange mener, at hvis man kun har et ur, så skal man vælge et med en hvid eller en sort skive. Det må man vel selv om! Man skal bare vide, at ure fås med mange forskellige farver på skiven. Jeg har selv en tendens til at vælge lyse skiver med mørke tal/afmærkninger og visere. Jeg synes, de er lettere at aflæse. Jeg sætter ofte en rem i en “frisk” farve på mine ure. Det kan bløde op på min ellers noget farveløse garderobe. Eller også bliver jeg bare glad i låget af at se en enkelt, stærk farve på mit ur. Man kan selvfølgelig også vælge at matche med bælte, taske og sko, hvis man er til den slags. Det er normalt ikke særlig svært at skifte en urrem. Hvis man har et ur, man godt kan lide, og remmen ikke kan holde mere, er der ingen grund til at smide uret væk. Billige urremme finder man let på eBay. De allerbilligste er derefter, det er dem, der koster 5-10 kr pr. stk. Jeg har købt glimrende læderremme på eBay til 15-20 kr pr. stk. Hvis man går ind til en urmager og beder om en ny rem, skal man regne med at betale omkring 200 kr. for den fornøjelse.

12. november 2009

Vejen til Damaskus

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 15:35

… har jeg aldrig været på. Jeg har nok heller ikke ligefrem håbet på en dramatisk omvendelse, men lidt åbenbaring i ny og næ ville måske ikke være så dårligt. Jeg mener, jo ældre man bliver, jo større risiko er der for, at man havner i en eller anden skure eller rutine, der måske ikke er så hensigtsmæssig, og som det måske ville være godt at blive rusket ud af. Som f.eks. mht. det, man kalder “personlig stil”. Altså tøj, sko, støvler, smykker og andre accessories, som det jo nu hedder på godt dansk, samt evt. maling til ansigtet mv.

Nåmenaltså, jeg har da været rundt i blogland, og flere steder har en bog om de emner været omtalt. Både hos Anne Undreland og Madame har Christina Wedels “Hvad klæder mig” været favorabelt omtalt, og jeg har selv været inde og læse det kapitel, man kan læse gratis på fr Wedels hjemmeside, nemlig kapitlet “Tal pænt til dig selv“. Det virkede godt nok lidt “new age” på mig, det der med at fremhæve det positive og ignorere det negative. Eller er det klikkertræning, jeg tænker på? Det er jo også så moderne. Men det kapitel virkede nu ikke i sig selv afskrækkende, jeg mener, hvis det virker på katten, kunne det jo også være, det virkede på en selv.

Ergo besluttede jeg mig til at bestille bogen, efter et par dage ankom den, og nu er den også læst. Og så er det altså, at jeg har fået en rigtig dårlig smag i munden. Formålet med øvelserne skal være, at man skal føle sig “lækker”. Ordet forbinder jeg ikke så meget med mennesker som med objekter, der skal fortæres, som f.eks. et stykke kamsteg eller en nystegt frikadelle. At se smart ud kunne jeg derimod godt tænke mig, eller se godt ud. Men det er altså ikke det, der er målet.

Men da jeg var kommet et stykke ind i bogen, nærmere bestemt til side 99, “Sandheden om tilskæring og snit”, hvor jeg kan læse om nogle ting man skal tage hensyn til, med mindre man er mere end 20 kg overvægtig, strike one, blev jeg klar over, at jeg slet ikke var i Wedels målgruppe. Herefter går fr Wedel så over til at sige, at hvis man er mere end 20 kg overvægtig, så vil hun opfordre os til at tabe mindst 15 kg, inden vi går ud og skaffer ny garderobe! Strike two. Kære fr Wedel, det er jo Dannevang, dette her, og det er altså alt for koldt at gå rundt med r**** bar, rent bortset fra, hvad sædelighedspolitiet ville have at sige om det, hvis man gik ud uden “garderobe”. Mht. det at tabe 15 kg, så vil jeg gerne tage diskussionen op med fr Wedel efter hendes evt. overgangsalder/rygestop/behandling for depression, hvis hun kommer i disse situationer. En af dem skulle da i hvert fald være rimeligt sikker. Når jeg kunne trænge til inspiration mht. mit tøj, så er det da ikke noget, der kan udsættes, til jeg engang er blevet ung og smuk, for det bliver jeg sgutte!

Der skal jo tre slag til, før man bliver dømt ude, så her kommer strike three: Det er i afsnittet om kjoler, og hvorfor fr Wedel mener, at mænd elsker dem. Det er fordi, og hold nu fast: “Der er fri tilgang”. Hun forklarer selvfølgelig, at der er tale om fantasier, som ikke nødvendigvis behøver blive udlevet osv. Men jeg må indrømme, at jeg finder det dybt tragisk, at en yngre kvinde kan skrive sådan noget bavl i det herrens år 2009, og endnu mere tragisk er det, hvis hendes læsere accepterer det! På side 48 er fr Wedel ovenikøbet ligeglad med kvindefrigørelse i henseende til hvor “lækker” man er. Jo tak do! Den slags tale får mig til at længes efter mine overalls, den lilla ble og et par røde kaptræsko.

Hvis man ikke synes, de tre slag er nok, så skal man åbenbart, for at være “lækker”, have fjernet hår både her og hisset, det er jo totalt amerikanske tilstande, Wedel her vil have indført. Man skal smøre sig ind i cremer både morgen og aften. Det er ikke så sært, at allergierne er på fremmarch, alt det skidt, folk vil udsætte deres hud for. Desuden skal kvinder iflg. Wedel gå med make-up! Det er altså et personligt valg, om man vil det eller ej. De fleste ser langt bedst ud uden!

Dertil kommer en næsten konstant tilskyndelse til at købe dyre sko, støvler, tasker og tøj. Jeg begynder så småt at se, hvor de kvinder, der optræder i “Luksusfælden” på TV3, får deres idéer fra. Det er jo gerne små, pjevsede koner, der med tårer i øjnene tilstår, at de bruger 3000 på frisør og “hårprodukter” pr. måned og har skabe, der er så fyldt med tøj, at de absolut intet overblik har. Den idé, at man skal eje noget dyrt tøj, som man så kan tillade sig at “blande” med noget billigere, er helt ude i hampen. Netop med tøj er det jo en kendt sag, at man ikke får det, man betaler for. Mærkevarer er i det store hele blærevarer og får ikke bærerne til at se en tøddel bedre ud.

Så nej, jeg er ikke imponeret over Christina Wedels bog. Overhovedet ikke, faktisk. Men hvis der var en stylist, der formåede at vise almindelige kvinder af alle mulige tykkelser og aldre, hvordan de uden at skulle ligge under for nogle mere eller mindre lumre mandefantasier kunne klæde sig smart og praktisk på for små penge, så ville jeg ganske givet være imponeret. Men det er nok for stor en mundfuld!