Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. august 2016

Smag og behag

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 16:47

Pandekager. Vi har fået en slags mani med disse fedtede kreationer her i huset. I henved 60 år har undertegnede haft det allerstørste problem med at frembringe, gode, spiselige, tynde, gyldenbrune men ikke brankede pandekager, selv om det da ved grød ikke er raketvidenskab, der skal til.

Ja, måske ikke raketvidenskab, men så dog en færdighed, som man åbenbart skal tilegne sig og opøve. Fordi jeg nu er på efterløn, har jeg besluttet, at husmoderlighed i begrænset omfang er tilladt. Så længe, jeg nu synes, det er sjovt osv. Jeg gik ret videnskabeligt til værks, synes jeg selv. Jeg mente nok at kunne huske, hvordan sådan en pandekagedej skulle sammensættes, men jeg besluttede at kaste denne “viden” for vinden, idet frembringelserne jo netop ikke stod mål med ønskerne til produktets kvalitet.

Altså gik jeg til onkel internet og bad om opskriften på pandekager. Der fandt jeg for det første ud af, at jeg ikke skulle have spurgt i bestemt form. Der er et væld af opskrifter. Jeg koncentrerede mig om at finde en opskrift på gammeldags pandekager, som vor mor lavede – og laver – dem. Undervejs fandt jeg ud af, at man også kan lave pandekager af havregryn. Det bed jeg lige mærke i, for havregryn har et lavere glykæmisk index end hvedemel. Ikke meget lavere, og jeg skal da nok få det ødelagt med det syltetøj, jeg alligevel pøser på, men alligevel en signifikant forskel.

Manden har under hele processen udelukkende ytret støttende, opmuntrende vendinger. Han elsker nemlig pandekager, viser det sig.

Efter således at have sat mig ind i teorien og sorteret de mest kringlede opskrifter fra, var det så tid til at afprøve det i praksis. Tilfældigvis havde jeg ikke noget hvedemel i huset, den dag, så det blev havregrynspandekagerne, der skulle prøves først. Jeg var ikke imponeret. De var tykke, og der skulle bruges alt for meget smør, for at de ikke brændte sig fast i panden og var umulige at vende. Manden var vildt begejstret. Man skulle tro, han havde deltaget i Babettes gæstebud! Nu har han jo også været vant til nogle meget tykke, efter min mening aldeles ufordøjelige, “amerikanske” pandekager.

Jeg fik indkøbt hvedemel og afprøvede den simpleste af de opskrifter, jeg kunne finde. Den gav anledning til et Heureka-øjeblik hos mig, idet smørret skulle smeltes og blandes i dejen. Selv om der godt nok var tale om en hel del smør, så var det ikke nær så meget, som jeg brugte til havregrødspandekagerne. Jeg fandt også ud af, at det går nemmere med at lave runde, pæne, vendbare pandekager, hvis man anvender en mindre pande og sørger for, at denne er godt varm under hele processen. Man skal være over det, for det tager kun et øjeblik, før pandekagen skal vendes eller lægges over i stablen. I denne runde var jeg altså tilfreds. Manden knap så meget. Jeg tror, han mener, pandekager skal være en undskyldning for at æde store mængder smør. Hvis vi altså skulle stemme om det, ville det blive til en stemme til hver slags.

For husfredens skyld fandt jeg så på at behandle havregrynspandekagedejen på samme måde som den, jeg bruger til den dej, der er lavet af hvedemel. Altså at smelte smørret og røre det i dejen. Vupti! Så kunne pandekagerne laves tynde og de brændte ikke fast. Til gengæld bad manden om ekstra smør til pandekagerne.

Ja, jeg ved snart ikke, hvad man skal stille op, men jeg ved, at vi skal have et par dage med knækbrød, for ligefrem sundt bliver det altså ikke med de der pandekager, om de så er lavet af den ene eller den anden kornsort. Og jeg er også ved at være dødtræt af al den husmoderlighed. Det må være nok for indeværende kalenderår.

22. maj 2010

Vær med til at bryde et tabu!

Ca. en ud af fem danskere oplever på et tidspunkt at blive ramt af en psykisk lidelse som f.eks. depression, angst eller OCD. Det vil sige, at vi alle kender nogle, hvis vi ikke ligefrem selv har lidt af en af disse sygdomme.

Der er til stadighed et tabu omkring psykiske lidelser. Der er dem, der mener, at det er bedre at have brækket hver en knogle i kroppen end at lide af depression, f.eks. Dette tabu ligger også bag en systemisk diskrimination af psykisk syge. Det er nemlig et faktum, at de fleste med psykiske lidelser kan få et godt liv og komme ud på den anden side, hvis de får noget hjælp i tide. Den hjælp kan være medicin, men det kan også være psykologhjælp. Der er meget, der tyder på, at medicinsk behandling af psykiske lidelser i mange tilfælde mest er symptombehandling. Dette er bestemt bedre end ingenting, tro mig. I know whereof I speak! For at få fat om ondets rod, er det dog tit hensigtsmæssigt at få psykologhjælp. Og mens der ikke er nogle problemer i at få ordineret den nødvendige medicin (endnu), så er der altså ikke fri adgang til at få psykologhjælp.
Dråbe
Som det er nu, kan man, hvis man er under 38 år, få 60% tilskud til psykologhjælp. Alle andre skal betale fuld pris. Det betyder selvfølgelig, at virkelig mange, der har brug for hjælp, ikke får den. Prøv lige at forestille jer en person, der har brækket benet. På sygehuset forlanger de 40% af prisen for at tage røntgenbilleder, sætte benet sammen og sætte det i gips. Ellers må personen “gå” med uforettet sag. Utænkeligt, ikke sandt?

Depressionsforening, Angstforeningen og OCD-foreningen har i øjeblikket en underskriftsindsamling, og det er den, jeg gerne vil bede mine læsere om at støtte, hvis det kunne passe dem. Man mener, at man med 80-90 millioner kr. ekstra på finansloven kunne skaffe psykologhjælp til alle, der har behov. Det er peanuts i forhold til statens øvrige udgifter, og det kunne gøre en kæmpeforskel for mange mennesker, også nogen, du kender og holder af!

2. januar 2009

Nu går det mod lysere tider!

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 17:29

Man kan næppe mærke det endnu, desto vigtigere er det at huske det og fortælle det til andre. Men i dag har været en rimeligt klar dag. Jeg nåede lige at fange det sidste af solnedgangen gennem silhuetten af naboens træer:

Ellers er det jo hverdagen, der venter lige om hjørnet. Første arbejdsdag på mandag efter over 2 ugers juleferie. Ren luksus, men nu er det altså også ved at være nok. Trænger til at se noget andet end disse fire vægge. Så er det jo også sådan, at når man nu engang skal arbejde, så er det ikke godt at være væk fra det for længe. Man ville måske gå hen og glemme vigtig viden eller færdigheder, der er nødvendige for at kunne udføre sit arbejde ordentligt.

Vi får jo også hele tiden ørerne tudet fulde med, at arbejdet er så vigtigt for vores selvopfattelse og selvtillid. Når det gælder udlændinge, der frivilligt eller ufrivilligt er kommet hertil, så forsøger man at bilde dem og os andre ind, at når bare de kommer ud på arbejdsmarkedet, så er alle integrationsproblemer, ja alle problemer i det hele taget, løst. Det er en lidt farlig tro, den. Hvad sker der så, når folk mister deres arbejde, som nogen jo selvfølgelig vil gøre, specielt som samfundsøkonomien tager sig ud for øjeblikket? Bliver man så værdiløs? Uintegreret?

Det ville nok være sundere for os alle sammen, hvis ikke helt så meget af vores identitet lå i arbejdslivet. Men det bliver nok meget svært at overbevise folk om det.

Ældre indlæg »