Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

7. maj 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: D

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 19:58

Bloglegen ABC i ord og billeder er allerede nået frem til bogstav D. Hvad skal man finde på? Det har været et lang dag, og hjernen brændte vist sammen allerede ved 3-tiden, så what to do?

Som før, når inspirationen ikke har været alt for påtrængende, konsulterede jeg min billedmappe. Der fandt jeg dette billede af en bildør. Ikke nogen helt tilfældig bil, næh, det er vores første bil, en flot rød Hyundai Elantra. Den var ubekvem at komme ind og ud af, men smuk, det var den nu. I 2008 opgav den ævred, eller rettere, vi opgav at få den gennem bilsynet, og så blev den erstattet med vores lille Suzuki, som er en helt anden historie, langt mere komfortabel for halvgamle stakler, men altså knap så elegant i linjerne. Man kan ikke få alt!
Døren til verden
Jeg kan godt lide billedet, fordi den hidsige, røde farve indrammer udsigten til marker og vindmøller på en lidt spøjs måde.

Ellers kunne døre som tema jo godt give anledning til nogle flere ord. Man kunne give sig til at være filosofisk omkring indgang, udgang og adgang og jeg skal komme efter dig. Men det er jeg for træt til i dag. D: Dør. Sådan er det.

Du kan finde nogle mere opfindsomme indlæg om bogstav D på ABC-bloggen. Der kan du også læse, hvordan du selv kan deltage i legen, hvis du skulle have lyst til det.

27. november 2009

ABC i ord og billeder: J

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 20:15

Ja, hvad skal man dog finde på… “Jeg” begynder jo med j, det gør “ja” og “jo” også, men hvad skulle man dog finde på at skrive om de ord, eller illustrere dem med for den sags skyld. Så er der jo “jul“, men det skal jeg være den sidste til at skrive om. Det har jeg forklaret andetsteds.

Det er også ved at være på tide at få nogle flere kattebilleder på bloggen, og måske kunne man kombinere ved at tænke i helt andre baner (=kigge billedmappen igennem). Ja, der har vi jo løsningen: J skal for det første betyde “jagtinstinkt“.

Olga skjuler sine instinkter

Vi har en livlig trafik af pindsvin i haven hver sommer. Det er mest om aftenen og om natten, de kommer frem, og det er også lidt forskelligt, hvor mange der er fra år til år. Det er måske delvis vores skyld. De første år kunne vi finde på at lægge ost ud til dem, men det er efter sigende den rene gift for et pindsvin, så måske har vi været med til at decimere bestanden. 🙁 Undskyld, pindsvin. Tilbage til jagtinstinktet: Man kan ikke se ret meget af det på billedet, det medgiver jeg. Olga er ret ung på billedet, men hun havde allerede på det tidspunkt lært en sund respekt for de små prikne. Men ikke mere, end at de skal undersøges og snuses til. Og haleføringen siger mig også, at jagtinstinktet ikke er gemt ret langt væk. Billedet er taget midt om dagen, hvor det faktisk er usædvanligt for pindsvinene at vise sig. Jeg tror, det må være en unge, der har forvildet sig væk fra sin mor, eller måske er den syg. Den fik lov at gå i fred for Olga, jagtinstinktet til trods.

Der kan godt blive plads til et J mere: Japansk. Det er ikke, fordi jeg skal til at lovprise sushi (som jeg har til gode at smage) eller animé-tegninger, som jeg ikke sætter ret stor pris på. Næ, det er såmænd vores trofaste pensionistvogn, Suzukien, der skal holde for:

Pensionistvognen

Vi bliver drillet noget med den bil. Dels lugtede den kraftigt af tobaksrøg, da vi lige havde fået den, dels er der en del buler i den, som vi ikke selv har lavet. Men vi fik den meget billigt, så det! Der er også folk, der kan finde på at spørge, om man godt må tage sådan en ud på motorvejen, og om den kan komme med rundt i svingene. Svarene er ja og ja! Det er nemlig en rigtig god bil. Man går ind i bilen og sætter sig. Man står ud af den igen, og det er ikke nødvendigt med hverken kran eller stok for at komme ud af den. Modsat andre biler, hvor indstigning foregår ved, at man styrer rumpetten ind i kabinen, lader sig falde og håber på det bedste, og hvor man dårligt kan komme ud igen uden hjælpemidler. Og så er den meget benzinøkonomisk. Ju hu for den japanske bil!
Bil med hale
Så kan sådan en bil jo også bruges til at gemme sig under, hvis man er en lille rød kat, der somme tider synes, at verden udenfor er lidt overvældende. For at gemme sig skal man jo så helst også have halen med indenfor. Det med at gemme sig under biler er ellers ikke noget, jeg er så vild med, at kattene gør, men jeg håber, at de har hjerne nok til at komme ud derfra, hvis der er tegn til, at bilen skal ud at køre.
Andre bud på Petunias ABC i ord og billeder, bogstav J, kan du finde her.