Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

11. maj 2017

Knæk, bræk, fix, væk

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 9:47

I forrige uge var det kommet så vidt med mit manglende styr på smertesituationen, at jeg måtte krybe til korset, dvs. gå til lægen. Lægen var sådan set villig til at indlægge mig på stedet, men vi besluttede lige at prøve nogle ting af og se tiden lidt an først.

Uafhængigt af dette brækkede jeg en kindtand i fredags. Den fik jeg så lavet med stift, fire flader og jeg skal komme efter dig i mandags. Hele tirsdagen havde jeg afsindigt ondt i den, og bestilte tid til serviceeftersyn onsdag morgen. Valget stod mellem en rodbehandling og en udtrækning. Jeg valgte rodbehandlingen, for jeg er ikke helt parat til at blive afskrevet endnu. I morges skulle jeg så til kontrol igen, og kunne fortælle, at jeg stadig havde tandpine, selv om mit andet smertestillende da tog den værste kant, men heller ikke mere. Så mente tandlægen, at den skulle vippes ud, for når nerven er taget af med livet, og der ikke er betændelse, så er det fordi tanden er revnet hele vejen ned, når der stadig er smerter. Jeg kneb en tåre. Men nu får jeg da i hvert fald ikke ondt i den tand mere.

Så kunne man jo håbe, at smertesituationen stabiliserer sig hen over weekenden, så jeg kan finde ud af, om jeg skal lade mig indlægge i næste uge eller hvad. Det ville være meget forvirrende, hvis man havde vanvittigt ondt både her og der, så jeg håber at pløkkerne makker ret, så jeg selv kan forstå, hvad der gør ondt og hvor meget.

Jeg fik en pæn rabat på tandlægeregningen, selv om de jo bevisligt havde lagt både tid, kræfter og sager i det.

Hvis man synes, jeg er lidt fraværende på de sociale medier, så skyldes det sandsynligvis ovenstående.

Det at blive gammel og syg er ikke for nybegyndere.

18. januar 2017

Syg, rask eller midt i mellem?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 17:42

Nok har jeg været ude i at love mig selv (og andre) fortrinsvis at beskæftige mig med positive emner på denne blog, men jeg bruger den jo altså stadig til at undersøge ting for mig selv, lære om ting ved at skrive om dem, så derfor …

En stor fordel ved at være gået på efterløn er, at man ikke behøver bekymre sig om for mange sygedage i relation til arbejdsgiver, kolleger og, som det var i mit tilfælde, kursister. Men derfor kan man jo godt være træt af for mange sygedage, sådan generelt. Det føles jo ikke mere behageligt at være syg, end det hele tiden har gjort.

Jeg har stadig smerter som følge af min operation i 2012, flere når det er koldt, end når det ikke er. Iflg. de kloge skal jeg ikke regne med, at det bliver stort bedre, men man regner da lidt med det alligevel, gør man ikke? At opgive håbet om at det kan blive bedre er vist ikke noget, der blev fjernet operativt, heldigvis. Jeg får da også udleveret forskellige former for smertestillende, der kan klare det værste til de fleste tider. Men ikke det hele, altid, hvilket ville være, hvad jeg ville vælge, hvis jeg selv kunne bestemme. Det er heller ikke uden omkostninger for resten af ens livsførelse at tage stærk smertestillende medicin, så det ville jeg da egentlig helst undgå, men det kan jeg ikke.

Dertil kommer, at smerterne – ulogisk nok – giver anledning til frygt for, om kræften er kommet tilbage. Ulogisk, fordi kræften som sådan ikke gav den slags smerter, som følgevirkningerne af operationen gør. Jeg kan selvfølgelig godt rende til min praktiserende læge og forlange skanninger og deslige, hver gang jeg oplever den frygt, men jeg er bange for, at hun ville blive alvorligt træt af mig, hvis jeg gjorde det. Det kunne jeg så vælge at være ligeglad med, men erfaringerne siger mig, at den “frikendelse”, jeg ville få ved at en skanning ikke viser noget, ikke varer ret længe, før frygten er tilbage. I det store hele gør cirkusset med henvisninger, ventetid, ventetid, ny konsultation osv. ikke ret meget godt og er dermed stort set ikke værd at bruge tid på.

23. oktober 2016

Gå efter de energitætte fødevarer

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 20:15

Det var det råd, jeg fik af diætisten på hospitalet efter min operation. Ved det lav altså, hvor jeg overhovedet måtte få noget at spise. Det fik jeg jo ikke de første tre uger. Jeg fik selvfølgelig næring, men det blev tilført gennem en sonde direkte ind i den bageste del af min mave.

Jeg var ikke særlig begejstret for arrangementet med sonden. Dels er det en underligt kunstig måde at tanke op på, og dels tålte jeg de forskellige former for sondemad rigtig dårligt. Det var noget med hurtigt ind, hurtigt ud. Noget der gik hen og blev et tema i temmelig lang tid efter operationen, også længe efter at sonden var blevet fjernet, efter at suppetiden var overstået og jeg var tilbage på normal kost. Det var her, jeg skulle gå efter de energitætte fødevarer. Blandt andet havde de en speciel flødeis, hvor man havde lykkedes med at smide flere kalorier i end normalt.

Man havde meget imod at jeg skulle tabe mig, også selv om jeg vejede 118 kg, før alt det her gik i gang. Jeg selv ville da rigtig gerne tabe mig, men selvfølgelig skal man helst ikke gøre det lige i den situation. Det gjorde jeg så alligevel. Jeg tabte mig meget og hurtigt. Efter nogle få måneder var jeg nede omkring 70 kg, og der begyndte at svirre sådan nogle ord som fx “spiseforstyrrelse” i luften, hver gang jeg var hos en eller anden læge. Det, der var tale om, var, at jeg ikke kunne spise ret meget, ikke havde ret meget appetit, og når jeg endelig spiste, fik jeg som regel dumpingsyndrom, hvilket gjorde, at jeg ikke havde meget lyst til at spise de følgende dage. Og da slet ikke drikke proteindrikke og spise energiberiget is.

Jeg fik direkte ordre til at holde mig fra salater, grøntsager, frugt og andet “narremad”, der ikke indeholdt mange kalorier. Helt omvendte kostråd af resten af befolkningen. Min vægt blev liggende omkring de 70 kg i lang tid, så begyndte den gradvis at stige til 80 kg, hvor den stabiliserede sig et godt stykke tid, men nu er den gået op igen! Nu råber jeg vagt i gevær. Det her skal ikke fortsætte. Der vil blive spist en del frugt, mange grøntsager, og ikke så meget af det, som den første diætist beordrede mig til. Jeg skal sq ikke veje 118 kg igen. Om jeg så skal beskyldes for at have en spiseforstyrrelse igen, så er jeg ligeglad.

Salat, agurk, tomat, gulerod, I er ikke længere fredede her i huset.

Ældre indlæg »