Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. oktober 2017

Blandede bolcher

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 11:32

Hvor er det nederen, at man ikke kan se live tv på DR’s app på et Android-TV. Jeg lod mig overtale til, at Android var det rigtige smart-tv at vælge, når man ikke har tv-pakker. (Det har jeg så lidt alligevel, idet jeg stadig har TV2play og er brudt sammen og har fået Netflix, og begge ting fungerer på Androiden, men alligevel).

Sproglig brok

Jeg er helt med på, at mange af de mennesker, der skriver på de sociale medier, ikke ville have været blandt det skrivende folk før de sociale medier, og at vi derfor oplever flere og flere alternative måder at skrive på. At det skriftlige medium demokratiseres, kan jeg ikke blive fornærmet over, og jeg har lovet mig selv ikke mere at være en sur kælling over de sædvanlige fejl, man ser hele tiden. Men, men, men … Derfor kan man jo godt undre sig ind i mellem. Hvad er det fx for noget med “for” og “får”? Det virker virkelig forstyrrende på læsningen, når folk ikke kan kende forskel på de to. Fx kan nogen finde på at skrive: “Jeg for ikke §34 mere”. WTF? Nå, når man har genlæst, går det jo op for en, hvad der menes. Så skal det være: “Far, får får får?” Eller: “Far, for for for?”.

Ligeledes var jeg ved at kløjes i sætningen “Jeg er ikke forsøger”. Først tænker man: “Kære ven, hvis du ikke en gang forsøger, kan du vel ikke forvente (skulle det have været fårvente?) at opnå alverden, og hvad vil du med det “er” i sætningen? Men igen, efter fornyede studier af konteksten, går det op for en, at der menes “forsørger”. Både for/får og forsøger/forsørger-problematikken er ikke enlige svaler. De er begge hentet i FaceBook-grupper med folk, der har det svært på reducerede offentlige ydelser, og jeg har mere end en gang tænkt, at noget af den bedste hjælp, man ville kunne give disse mennesker, ville være at sende dem i skole, så der kunne rettes op på de svigt, de helt åbenbart har været udsat for fra Folkeskolens side.

Håber ikke, det blev for mavesurt, men jeg kan altså virkelig godt se et kæmpeproblem i at skulle skaffe arbejde eller uddannelse til mennesker, der ikke behersker deres eget sprog på det mest rudimentære plan. Selvfølgelig har de fleste af dem myriader af andre problemer, men det der med skriftsproget måtte man for pokker da kunne gøre noget ved! De kan vel ikke være hamrende ordblinde alle sammen.

Dovenskab

Denne blog opdateres yderst sjældent efterhånden. De fleste dage har jeg ikke nogen lyst til at ytre mig, hverken offentligt eller privat om noget som helst, og så må det vel bare være sådan. Det skal nok være en lettelse for nogen. Jeg har ikke selv nogen forklaring på fænomenet, udover at jeg jo ikke kommer meget ud mere og dermed ikke oplever så meget. Jeg er nok begyndt at tænke, at det er mindre interessant, hvad der foregår på indersiden af min hovedskal, og jeg gider ikke ret tit kommentere på det, jeg ser i fjernsynet. Men jeg lover ikke, at det ikke vil forekomme af og til.

11. maj 2017

Knæk, bræk, fix, væk

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 9:47

I forrige uge var det kommet så vidt med mit manglende styr på smertesituationen, at jeg måtte krybe til korset, dvs. gå til lægen. Lægen var sådan set villig til at indlægge mig på stedet, men vi besluttede lige at prøve nogle ting af og se tiden lidt an først.

Uafhængigt af dette brækkede jeg en kindtand i fredags. Den fik jeg så lavet med stift, fire flader og jeg skal komme efter dig i mandags. Hele tirsdagen havde jeg afsindigt ondt i den, og bestilte tid til serviceeftersyn onsdag morgen. Valget stod mellem en rodbehandling og en udtrækning. Jeg valgte rodbehandlingen, for jeg er ikke helt parat til at blive afskrevet endnu. I morges skulle jeg så til kontrol igen, og kunne fortælle, at jeg stadig havde tandpine, selv om mit andet smertestillende da tog den værste kant, men heller ikke mere. Så mente tandlægen, at den skulle vippes ud, for når nerven er taget af med livet, og der ikke er betændelse, så er det fordi tanden er revnet hele vejen ned, når der stadig er smerter. Jeg kneb en tåre. Men nu får jeg da i hvert fald ikke ondt i den tand mere.

Så kunne man jo håbe, at smertesituationen stabiliserer sig hen over weekenden, så jeg kan finde ud af, om jeg skal lade mig indlægge i næste uge eller hvad. Det ville være meget forvirrende, hvis man havde vanvittigt ondt både her og der, så jeg håber at pløkkerne makker ret, så jeg selv kan forstå, hvad der gør ondt og hvor meget.

Jeg fik en pæn rabat på tandlægeregningen, selv om de jo bevisligt havde lagt både tid, kræfter og sager i det.

Hvis man synes, jeg er lidt fraværende på de sociale medier, så skyldes det sandsynligvis ovenstående.

Det at blive gammel og syg er ikke for nybegyndere.

18. januar 2017

Syg, rask eller midt i mellem?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 17:42

Nok har jeg været ude i at love mig selv (og andre) fortrinsvis at beskæftige mig med positive emner på denne blog, men jeg bruger den jo altså stadig til at undersøge ting for mig selv, lære om ting ved at skrive om dem, så derfor …

En stor fordel ved at være gået på efterløn er, at man ikke behøver bekymre sig om for mange sygedage i relation til arbejdsgiver, kolleger og, som det var i mit tilfælde, kursister. Men derfor kan man jo godt være træt af for mange sygedage, sådan generelt. Det føles jo ikke mere behageligt at være syg, end det hele tiden har gjort.

Jeg har stadig smerter som følge af min operation i 2012, flere når det er koldt, end når det ikke er. Iflg. de kloge skal jeg ikke regne med, at det bliver stort bedre, men man regner da lidt med det alligevel, gør man ikke? At opgive håbet om at det kan blive bedre er vist ikke noget, der blev fjernet operativt, heldigvis. Jeg får da også udleveret forskellige former for smertestillende, der kan klare det værste til de fleste tider. Men ikke det hele, altid, hvilket ville være, hvad jeg ville vælge, hvis jeg selv kunne bestemme. Det er heller ikke uden omkostninger for resten af ens livsførelse at tage stærk smertestillende medicin, så det ville jeg da egentlig helst undgå, men det kan jeg ikke.

Dertil kommer, at smerterne – ulogisk nok – giver anledning til frygt for, om kræften er kommet tilbage. Ulogisk, fordi kræften som sådan ikke gav den slags smerter, som følgevirkningerne af operationen gør. Jeg kan selvfølgelig godt rende til min praktiserende læge og forlange skanninger og deslige, hver gang jeg oplever den frygt, men jeg er bange for, at hun ville blive alvorligt træt af mig, hvis jeg gjorde det. Det kunne jeg så vælge at være ligeglad med, men erfaringerne siger mig, at den “frikendelse”, jeg ville få ved at en skanning ikke viser noget, ikke varer ret længe, før frygten er tilbage. I det store hele gør cirkusset med henvisninger, ventetid, ventetid, ny konsultation osv. ikke ret meget godt og er dermed stort set ikke værd at bruge tid på.

Ældre indlæg »