Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. oktober 2016

Gå efter de energitætte fødevarer

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 20:15

Det var det råd, jeg fik af diætisten på hospitalet efter min operation. Ved det lav altså, hvor jeg overhovedet måtte få noget at spise. Det fik jeg jo ikke de første tre uger. Jeg fik selvfølgelig næring, men det blev tilført gennem en sonde direkte ind i den bageste del af min mave.

Jeg var ikke særlig begejstret for arrangementet med sonden. Dels er det en underligt kunstig måde at tanke op på, og dels tålte jeg de forskellige former for sondemad rigtig dårligt. Det var noget med hurtigt ind, hurtigt ud. Noget der gik hen og blev et tema i temmelig lang tid efter operationen, også længe efter at sonden var blevet fjernet, efter at suppetiden var overstået og jeg var tilbage på normal kost. Det var her, jeg skulle gå efter de energitætte fødevarer. Blandt andet havde de en speciel flødeis, hvor man havde lykkedes med at smide flere kalorier i end normalt.

Man havde meget imod at jeg skulle tabe mig, også selv om jeg vejede 118 kg, før alt det her gik i gang. Jeg selv ville da rigtig gerne tabe mig, men selvfølgelig skal man helst ikke gøre det lige i den situation. Det gjorde jeg så alligevel. Jeg tabte mig meget og hurtigt. Efter nogle få måneder var jeg nede omkring 70 kg, og der begyndte at svirre sådan nogle ord som fx “spiseforstyrrelse” i luften, hver gang jeg var hos en eller anden læge. Det, der var tale om, var, at jeg ikke kunne spise ret meget, ikke havde ret meget appetit, og når jeg endelig spiste, fik jeg som regel dumpingsyndrom, hvilket gjorde, at jeg ikke havde meget lyst til at spise de følgende dage. Og da slet ikke drikke proteindrikke og spise energiberiget is.

Jeg fik direkte ordre til at holde mig fra salater, grøntsager, frugt og andet “narremad”, der ikke indeholdt mange kalorier. Helt omvendte kostråd af resten af befolkningen. Min vægt blev liggende omkring de 70 kg i lang tid, så begyndte den gradvis at stige til 80 kg, hvor den stabiliserede sig et godt stykke tid, men nu er den gået op igen! Nu råber jeg vagt i gevær. Det her skal ikke fortsætte. Der vil blive spist en del frugt, mange grøntsager, og ikke så meget af det, som den første diætist beordrede mig til. Jeg skal sq ikke veje 118 kg igen. Om jeg så skal beskyldes for at have en spiseforstyrrelse igen, så er jeg ligeglad.

Salat, agurk, tomat, gulerod, I er ikke længere fredede her i huset.

10. oktober 2016

Vox pop og hastige domme

Jeg kommer ikke til at angive nogen kilder. Interesserede kan gøre deres egen research. Der er nok at tage af.

Her i dagene efter Løkkes kontrafaktiske “håndsrækning” til de svageste grupper i samfundet, AKA kontanthjælpsloftet, er der blevet slynget rundt med tal, budgetter og vilde påstande om hvor meget eller hvor lidt denne eller hin hypotetiske familie ville have at gøre godt med.

I et af eksemplerne var der tale om en enlig mor, som hævdede, at det beløb, der kom til at mangle i hendes månedlige budget, ville komme til at gå fra børnenes fritidsinteresser.

Da hendes budget var blevet fremlagt i sin helhed, kunne man se, hvad der ellers skulle bruges penge på, sådan i alle detaljer. Her var der især 3 forhold, der blev fremhævet:

  • Kvinden var ryger
  • Hun budgetterede med en vinduespudser
  • Hun havde den størst mulige tv-pakke

Forudsigeligt nok har folkeviddet været ude med riven, for hvad bilder hun sig ind, at hun både vil ryge, ikke pudse sine egne vinduer, OG sidde og stene foran fjerneren hele dagen i stedet for at søge arbejde. Og at hun priorieterer alt dette over lille Sofies fodboldklub og Sofus’ balletundervisning eller vadenudevar.

Jeg vil godt prøve at kommentere de tre-fire “dødssynder” på en måde, så det kunne se ud, som om jeg forsvarer kvinden, hvilket jeg måske nok også gør, uden at jeg dog vil tages til indtægt for, at man begrænser børns fritidsaktiviteter mere end højst nødvendigt.

Ad 1) OK, så hun ryger, og hun kan bare holde op, mener nogen. Tja, jeg var selv ryger i 30 år, og der skulle en temmelig traumatisk hændelse til for mig, før jeg bare så meget som overvejede at holde op. Man kan ikke bare sådan lade være med at ryge. Cigaretter er mere afhængighedsskabende end heroin! En situation, hvor man er truet på udkommet, må være voldsomt stressende, hvilket også er en dårlig baggrund for et forsøg på at holde op med at ryge. Endelig er der nogen, der – helt lovligt – tjener gode penge på, at denne kvinde køber sine cigaretter. Hun skaber omsætning, job i tobaksindustrien og detailhandelen. Måske senere i sundhedssektoren. Man kunne faktisk frygte, at hvis alle kontanthjælpsmodtager holdt op med at ryge, så ville adskillige hjul gå i stå rundt omkring.

Ad 2) Jeg har godt nok ikke en vinduespudser, jeg lader bare vinduerne være beskidte. Jeg er nemlig ligeglad og kan komme af sted med at være det, fordi jeg har tolerante naboer. Jeg kunne nok også godt pudse de vinduer en gang i mellem, hvis det endelig skulle være. Det kan kvinden i vores eksempel måske ikke. Hun er måske syg? Historien melder ikke noget om det, men det er meget sandsynligt, idet man mener at ca. 70% af alle kontanthjælpsmodtagere er syge. De er i hvert fald ikke jobparate, og det er der jo en grund til. Det kan også være, at familien bor i et højhus, hvor man simpelthen ikke kan komme til at pudse vinduerne udvendigt, og er tvunget med i en kollektiv ordning. Hvem ved? Jeg gør i hvert fald ikke. Under alle omstændigheder er kvinden i vores eksempel med til at holde en vinduespudser i arbejde, så han ikke skal på dagpenge eller kontanthjælp.

Ad 3) Den største TV-pakke. Ja, her nærmer vi os måske et ømt punkt for mig personlig. Jeg må indrømme, at jeg synes, TV ligger lidt tyndt, hvis man er henvist til DR på nettet. Ikke at der ikke er mange programmer der, men så sætter man sig fx til at ville se en film. Man får lov at se det første par minutter, og så kommer der et skilt, hvor der står, at DR desværre ikke har ret til at streame vedkommende film. Nå, men når man selv har valgt ikke at have TV-pakker, så finder man ud af ikke at ærgre sig alt for meget over den slags. Og når man selv har valgt at gå hjemme hele dagen, er virkeligheden en ganske anden, end når man af arbejdsløshed og/eller sygdom er tvunget til det. I den situation skal ingen bebrejdes, at de har brug for nogle af de tomme kalorier til hjernen, som den store TV-pakke typisk giver. Den giver også gode og lærerige kanaler, og kvinden i eksemplet havde jo børn. Endelig er der det at sige, at det næsten altid koster penge, når man vil lave om på sine abonnementer, skifte udbyder osv., penge som en kontanthjælpsmodtager, der lige har fået sin indtægt beskåret, ikke lige står og har.

At melde ungerne ud af sportsklubben eller stoppe deres musikundervisning er sikkert meget nemmere. Man er ikke bundet hele og halve år frem i tiden.

Altså er der ikke nogen grund til at fordømme kvinden i eksemplet. I det hele taget skal man være forsigtig med at gå ud og have offentlige meninger om, hvordan andre mennesker skal agere i verden, uanset hvor meget eller lidt, de måtte have at gøre med. Og man skal ikke misbruge den situation, at nogen ærligt og redeligt har gjort rede for, hvordan de “nye tider” kommer til at påvirke deres liv ved simpelthen at give alverden indsigt i deres budget.

Når alt det er sagt, så vil jeg stadig, selvfølgelig, opfordre folk til at holde op med at ryge og, lige så selvfølgelig, forsøge af al magt at beskytte deres børn mod konsekvenserne af kontanthjælpsloftet, selv om det kan blive frygteligt svært.

3. oktober 2016

Posthus og bibliotek på en dag?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 16:46

Overskriften hentyder til en samtale, jeg havde med en ven for længe siden. Vi gjorde os lystige over en bekendt (som ikke var tilstede). Hun var arbejdsløs, og hendes tempo var så langt nede, at vi mente, at hun ikke kunne klare at gå på posthuset og biblioteket på en og samme dag. Dengang havde ingen af os prøvet den inerti, der kan falde over mennesker, der ufrivilligt er blevet taget ud af daglig drift. Det er sikkert i mange tilfælde en depression, der følger oven på den følelse af at være blevet kasseret, man kan have, når man har mistet sit arbejde. Jeg ved ikke, hvor almindeligt, det er, men jeg har da set det et par gange. Mon det er sådan noget, der giver anledning til myterne om dovne Robert? Ja, jeg ved godt, at der var en “dovne Robert” i virkeligheden, men det kan da vel ikke passe, at han har fået lov til at stigmatisere hele gruppen af arbejdsløse?

Jeg har kun været meget lidt arbejdsløs, men jeg nåede som bekendt at være sygemeldt i ret lang tid. Under sygemeldingen nåede jeg frem til at fatte, hvad det gik ud på. Der var dage, hvor det føltes, som om jeg gik rundt i et bassin med koldt vand, mens jeg var iklædt tungt, vadmelstøj fra top til tå.

Når jeg nu er ude af drift, er det jo af egen fri vilje. Jeg må indrømme, at jeg er blevet meget kritisk med, hvordan jeg laver aftaler ud af huset. Det skulle jo nødigt være lige så hårdt at være på efterløn som det er at passe et arbejde. Fx sørger jeg gerne for, at aftaler med læge, tandlæge og dyrlæge og lignende ligger over middag. Jeg gider ikke stå op kl. lort for at passe den slags. Til gengæld kommer jeg gerne ind omkring frokosttid, så jeg ikke snupper de se sene eftermiddagstider foran næsen af folk med et arbejde at passe. Der skal da også være rimelighed med galskaben.

Imidlertid var en tid med sygeplejersken sluppet igennem uden at være afstemt med de udmærkede principper ovenfor. Jeg skulle have taget blodprøver, og det skulle være fastende, så min tid lød på 8.50. Hos lægen mener de ikke, man kan være fastende, hvis man kommer ind kl. 13.30. Det kan jeg sagtens. Nu, hvor jeg er selv er herre over min tid, spiser jeg alligevel sjældent før den tid. Men selvfølgelig kan jeg godt komme op tidligt, hvis jeg absolut skal. Således også i morges. Men næppe havde jeg gjort klar til mine renselsesprocedurer, før jeg blev sk*desyg. Det fossede ud af begge ender. Jeg skal ikke gå i flere detaljer, men da det nu var, som det var, måtte jeg ringe og melde afbud. Ingen er interesseret i at få besøg af mig, når jeg har lige det symptom ud af mine senfølger, mærkeligt nok. Jeg har det heller ikke så tit mere, men selvfølgelig skal det ske, når jeg har en aftale. Ikke nok med, at jeg måtte aflyse denne aftale, det samme måtte jeg gøre med den aftale, jeg havde med lægen i næste uge for at drøfte resultaterne af blodprøven.

Nå, men det ordner sig vel alt sammen.

Ældre indlæg »