Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

1. december 2016

Den ene gang …

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:59

Ja, den ene gang, hvor jeg ikke var visibel midt formiddag, bliver der selvfølgelig leveret en pakke. Som så kan afhentes i Bilka (mon de dog ikke mener A-Z? Jeg kommer under ingen omstændigheder til at køre til Bilka, City Syd, for at hente den) i morgen, men det var åbenbart de vandfarver, der først skulle arrivere sidst i næste uge. Jeg kalder det her sidst i denne uge. Never mind. Det løser sig vel. I går ankom mine Caran D’Ache farvekridt så. Jeg forsøgte at anvende dem til det, jeg er optaget af lige nu, nemlig troldene, og det gik slet ikke. De duer ikke til små detaljer.

Der er Filia Oliekridt ubestridt bedst! Hvem skulle nu have troet det?

Her bringer jeg endnu en lille trold, jeg har haft klager over, idet nogen mener, at den ligner en eller anden. Deri er jeg aldeles uening. Den ligner overhovedet ingenting:
Grumpy Troll II

Dagens ur er et Luch, der ligner det, der fejrer jubilæet i traktorfabrikken i høj grad. Men der er selvfølgelig ikke noget reklametryk på det, det er guldfarvet og har en rød sekundviser. Og en fejl i skiven, ca. ved kl. 9. Men vi andre har også visse pletter hist og her efter en 30-40 år, så det accepterer jeg. Det kaldes patina, folkens. Med tryk på første stavelse. PAtina, ikke paTIna, uanset hvad du måtte have hørt i fjernsynest.
011216

30. november 2016

Det er ikke det, jeg har købt!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 11:23

Sådan udbrød jeg, da dette ur smuttede ud af den forede konvolut. Jeg gik nemlig og ventede på et ur (hvornår har jeg ikke gjort det?), som jeg havde bestilt fra en sælger i Ukraine. Så i første omgang var jeg stærkt utilfreds med dette “Buler”-ur. Men så kom jeg til at kigge lidt ekstra på konvolutten og opdagede, at den slet ikke kom fra Ukraine. Der var – igen – tale om en gave fra et af medlemmerne på mit urforum. Den stil, dette ur er lavet i, er ikke noget jeg aktivt er gået efter. Men et gratis schweitzerur fra 70’erne ryger naturligvis ikke bagest i skuffen uden at være blevet afprøvet. Efter at have gået med uret mange gange, må jeg sige, at det er ved at være en yndling. Det eneste er, at der er dato på det, og den dato kan kun stilles sammen med resten af uret, og den er så lille, at jeg har svært ved at se den. Derfor får jeg den ofte stillet forkert, hvilket man kan se på billeder. Jeg kan ikke se det i virkeligheden, så der kan det egentlig være lige meget, hvad den viser.
30116
Og nu til noget helt andet: Kan et troldebillede være kontroversielt? Ja, det kan det åbenbart. Det var ikke hensigten, men selvfølgelig kan man godt føle sig truffet alligevel, jvf. Muhammedkrisen. Derfor vil jeg gerne understrege, at dette billede ikke forestiller Muhammed eller andre religiøse skikkelser. Jeg er ikke sikker på, at det forestiller nogen i det hele taget. Jeg tror ikke, jeg nogensinde vil blive sådan en socialrealistisk tegner!
Grumpy Troll
Jeg spekulerer på, om jeg i fremtiden skal holde mig til at tegne væsener med horn i panden, hale, vinger eller rygfinner for at understrege, at der er tale om fantasivæsener, eller om det bare ville gøre det hele værre? Nå men altså, min blog, mine regler. Så får det briste eller bære.

Så er jeg altså ved at være noget utålmodig over, at mine nye farver ikke er kommet endnu. Jeg har fået mail om, at mine Windsor & Newton vandfarver ikke kommer før i slutningen af næste uge. Visse vil vide, at dette udtryk i sig selv giver mig kuldegysninger af den virkelig ubehagelige slags, og de vil også vide hvorfor. Mine Caran D’Ache skulle derimod ikke være forsinkede, og de er heller ikke kommet endnu. Nå, men så længe de ikke er her, bliver de da hverken brugt eller opbrugt. Men den slags besparelser er ikke særligt hensigtsmæssige.

29. november 2016

Endnu en trold

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 11:25

Gal trold
Det må tilskrives den nærtforestående, kære juletid, at mine pakker med nye farver er så længe undervejs. Jeg må bare slide videre med mine Filia oliekridt. Det ender sq nok med, at jeg kommer til at holde af dem!

Nu har jeg ellers nok af andre ting at tage mig til, dvs. husarbejde, men det gider jeg ikke pt. Det kommer til at vente til en dag, hvor jeg har energi til at tage en tørn. Der er jo det ved husarbejde, at man aldrig bliver færdig alligevel, og så kan det egentlig være lige meget, hvornår man begynder. Eller det er i hvert fald mit rationale.

I mellemtiden flyder mine skitsebøger over med disse trolde. Hvor kommer de mon fra? Det er svært at vide, men jeg ved i hvert fald, at der er flere, hvor de kommer fra. Langt de fleste af dem er ikke spor nuttede, og sådan skal det bare være. Det er ikke for børn, lige så lidt som meget andet her i livet. Ham her er lidt over i “uhyggelig klovn”. Og jeg kan faktisk slet ikke lide klovne!

Dagens ur er et vintage Shanghai. Jeg husker ikke præcis, hvornår det er fra, men i sin tid sagde sælgeren, at det var “85% nyt”, hvad så han end mente med det. Hvis man går efter noget, der er vintage, vil man nok helst have, at det hele er det. Hvis man derimod hellere ville have et nyt ur, men kun har råd til et brugt, kan det måske siges at være en fordel, hvis 85% er nyt.
291116

Ældre indlæg »