Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. november 2016

I 1981

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 8:55

Ja, i 1981 fejrede man 50 års jubilæum på traktorfabrikken i Kharkiv og fremstillede i den anledning dette ur:
281116
Jeg ved ikke, om det blev givet som en gave til arbejderne på fabrikken (rimeligt), kunne købes i byens souvenirbutikker (ikke særlig sandsynligt), eller blev givet som gave til pinger i kommunistpartiet (meget sandsynligt). Jeg ved bare, at jeg har købt uret på eBay. Der køber jeg faktisk de fleste af mine ure, med samt tilbehør.

Tilbehør som i nye remme og de fjederfiduser, der holder remmen fast på uret (spring bars på engelsk. Aner ikke, hvad det kan blive til på dansk). Det er måske de færreste, der køber den slags tilbehør i dag. Tendensen er nok, at hvis man går med et billigt eller måske endda et halvdyrt ur, så smider man det ud, når en eller flere dele holder op med at virke optimalt. Men hvis man køber russiske ure, kommer de som regel uden rem. Sådan har man brugt det derovre. Man købte et ur, og så kunne man vælge en rem dertil. Sandsynligvis var der hele to forskellige remme at vælge mellem! Men det passer mig udmærket, for det med at vælge den rigtige rem er en hel sport. Og så er urremme jo også et “fashion accessory”, og folk, der kender mig, ved hvor meget, jeg går op i den slags! 😉

Derfor køber jeg næsten aldrig et ur, der ikke kan bruge en standardrem. Specialremme til bestemte urmærker kan nemlig koste en hulens masse penge. De fleste ure, uanset hvor de kommer fra, skal have en rem i 14, 16, 18, 20 eller 22 mms bredde. Det vil sige, det skal de fleste af mine ure. Der findes folk, der bruger enormt store ure, nærmest på størrelse med en underkop eller en mindre parabolantenne. Sådanne ure kræver muligvis en bredere rem end 22 mm.

Jeg synes, det er lidt pudsigt, at urmagere over hele verden har enedes om, at det skal være et lige antal mm, remmene skal være. Det har de nu heller ikke helt. Faktisk har jeg et enkelt ur, der burde have haft en 19 mms rem, men der har jeg snydt og sat en på, der kun er 18 mm. Man ser det næsten ikke! De remme, der er på et ulige antal mm kommer nemlig sjældent til salg på eBay, og de er uvægerligt langt dyrere end remme af tilsvarende kvalitet, der bare er et lige antal mm. Men jeg ved godt, hvor man kan få dem, hvis det skal være. Det kan man hos UhrenBandVersand. De har alt til faget hørende i glimrende kvalitet og til rimelige, men just ikke lave priser. Der fik de en reklame, helt gratis!

I øvrigt, nu vi er ved det med remmene, smaller de fleste af dem til ud mod spændet. En 18 mms rem vil typisk være 16 mm ved spændet, og det skal man huske, når man bestiller nyt spænde til remmen. Og det gør man, hvis man er en nørd. Et guldfarvet ur skal selvfølgelig have et guldfarvet spænde, hvadenten dette spænde nu er et almindeligt spænde eller et “deployant”. Jeg har noget med sidstnævnte. Det er ikke det, som man hævder, at det skulle gøre det hurtigere at tage uret af og på – så travlt har jeg heller ikke -, det er heller ikke det, at det sikrer uret bedre, det gør det muligvis, hvis det er af god kvalitet. Det er heller ikke det, at det skåner remmen, det gør det helt sikkert. Nej, jeg kan bare godt lide dem. Der er et billede af sådan et her:Med deployant spænde

Bortset fra det, hvad gik jeg egentlig og lavede i 1981? Ja, jeg var i hvert fald ikke i Kharkiv og fejre jubilæum, det er helt sikkert!

1981 var faktisk lidt af et jubilæumsår …

I 1981 smed jeg håndklædet i ringen mht. mit første lærerjob, som var i Skagen. En dag, da jeg kom hjem fra arbejde, var jeg simpelthen så nedslået, at jeg hurtigt pakkede en weekendtaske med det mest nødvendige og begav mig sydover med det første tog. I Hjørring blev jeg huset af venlige og generøse mennesker, indtil jeg havde fundet en lille lejlighed.

Jeg sagde mit job i Skagen op, selvom det blev frarådet af både fagforening og A-kasse og næsten alle, jeg kendte. Jeg kom i karantæne i fem uger og vendte i øvrigt kun tilbage til Skagen for at afhente min anbefaling på Kappelborgskolen (den var overraskende god), tømme min lejlighed og betale mine regninger.

Der kan siges meget om, hvad der egentlig gik galt deroppe, men i virkeligheden var det nok realitetschok. Jeg var simpelthen ikke forberedt på, hvor hårdt arbejdet som lærer var, eller hvor ensom, man ville blive, når man som ung, enlig, kvindelig lærer slog sig ned på et så insulært og tæt sammenkittet sted, som Skagen i hvert fald var den gang og måske stadig er.

Jeg kom dertil med nogle helt andre forventninger. Jeg havde været til Skagen Visefestival flere gange, og dengang i 70’erne var det helt forrygende. Jeg havde studeret Skagen Museum nøje og læst om Skagensmalerne og havde nok en naiv, ungdommelig, fjollet forventning om, at der stadig herskede den slags stemning deroppe. I bagklogskabens ulideligt skarpe lys kan jeg selvfølgelig sagtens se, at det nærmest skulle gå galt. Og det gjorde det. Med et brag. Jeg blev yndlingsskydeskive for nogle af de frækkeste unger og kunne næppe bevæge mig uden for en dør, uden at nogle af dem råbte efter mig, og der var ikke rigtig noget, jeg kunne stille op.

Andet end det, jeg gjorde. Og det burde jeg have gjort langt tidligere. Men det er jo nemt at være bagklog.

I hvert fald kan ingen komme og sige, at jeg ikke gjorde en indsats for at komme til at fungere som lærer deroppe. Det gjorde jeg så sandelig! Men det er meget få børn, jeg har undervist siden da. Jeg havde nogle få vikariater rundt omkring i Vendsyssel, inden jeg kom i gang med min uddannelse nummer to. Som jeg i øvrigt næsten aldrig kom til at bruge. Og så blev jeg jo indvandrerlærer. And the rest is history …

27. november 2016

Mens vi venter på Godot …

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 14:17

Eller i hvert fald på de nye farver, jeg har bestilt på nettet, har Filiaerne måttet holde for igen. Der skal altså mange kræfter til, for overhovedet at få noget ned på papiret. Jeg synes ikke, de var helt så træagtige, da jeg var barn. Men det er jo også meget, meget længe siden.

Det blev til endnu en trold. Nu er trolde jo ikke altid søde, små pussenus, så det er ham her ikke. En overgang syntes jeg, han var kommet til at ligne Donald Trump, og det vil jeg bestemt ikke have, så jeg modvirkede den tendens, så godt som jeg nu kunne. Trolde behøver ikke være uhyggelige, bare fordi de ikke skal være pussenussede. Ham her er bekymret:
Worrywart
Om bekymringen går på, at han er ved at være tyndhåret, skal jeg ikke kunne sige, men jeg kan i hvert fald tydeligt se hans skaldede isse inde under det mangefarvede garn.

Dagens ur er et vintage Sekonda. USSR leverede Sekonda ure til Storbritannien i mange år. Om dette er et af dem skal jeg ikke kunne sige. Alle de russiske urfabrikker delte en del af de designs, de brugte. Jeg har også to ure af mærket Luch, bestemt ikke lavet for det europæiske marked, som ligner dette til forveksling. Dette har dog den specielle skive, der er børstet i to retninger, og det har jeg kun set på ure af mærket Sekonda. Det russiske ur-eventyr startede tilbage i 30’erne, da russerne lånte design og know-how fra det fransk urmærke, Lip. De udviklede også deres egne designs, og jeg mener bestemt, dette er et af dem. Af andre russiske urmærker kan nævnes følgende: Pobeda – Победа, Luch – Луч, Zim – Зим og Vostok – Восток. Og så altså Sekonda, som jeg aldrig har set som Секунда, men dermed være ikke sagt at det ikke findes.
271116

26. november 2016

Mellemting søges. Måske … ?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 11:27

Tøveprikker, efterfulgt af spørgsmålstegn, må da være udtryk for noget af en rådvildhed. Eller hvad? 😉

Rådvildheden, hvis det er det, der er tale om, går på at finde noget oliekridt, der dels er ret blødt, dels har meget pigment. Fedtfarverne fra Tiger havde noget af det rigtige, men de er for bløde. De fås heller ikke i mange farver, og de er ikke gode at blande. Eksempel:
Fedtfugl
Man ser tydeligt, hvordan rød+blå ikke bliver til lilla her. Det er der flere grunde til. Hverken den røde eller den blå er rene, og farverne dækker hinanden snarere end at blande. Til gengæld var det virkelig hurtigt at lave denne fedtfugl, idet farverne smitter rigtig godt af.

Fabelfyren fra i går, derimod, er lavet med Filia oliekridt, og det smitter ikke ret meget af. Det er svært at lave noget rigtig mørkt eller dækkende, og der skal farves hårdt til, for at man overhovedet kan se, at der er blevet farvet noget. Det er meget svært at få dynamik i billedet, når man ikke kan se, hvilken kraft farven er påført med, hvis det giver nogen mening. Til gengæld kan man få flere detaljer i billedet, når man arbejder med materialer med så meget modstand i. Men, hvis det er det, man vil have, er der næppe noget, der er mere af den slags modstand i, end en kuglepen!

Jeg kunne altså tænke mig noget temmelig, men ikke for, blødt oliekridt med meget pigment i. Jeg synes, jeg kan huske noget, vi kaldte oliepastelfarver, men når jeg googler, finder jeg ikke noget, jeg kender. Jeg fandt nogle, hvor de reklamerede med, at de kunne opløses med terpentin, og at billedet derfor kunne komme til at se ud, som om det var malet med en pensel. Lige den feature har jeg ikke brug for. Jeg er ikke sniffer, og hvis jeg vil have et billede til at se ud, som det er malet med en pensel, maler jeg det med en pensel. Og akrylfarver. Eller akvarel. Men nu var det ligesom farvekridt, jeg var ude i. Disse farver var også ret dyre, hvilket på den anden side kunne tyde på, at det er kvalitet, altså noget med meget pigment i. Nå, det må jeg tænke over.

Videre til dagens ur. Et Wostok på en lyserød rem, jeg selv har fundet frem til. Jeg kan godt lide lyserødt, men man kommer langt med små doser. En urrem er en meget lille dosis.
261116a
Man kan svagt se det på skiven, at uret er lavet i U.S.S.R. Mærket Wostok kendes også som Vostok og, selvfølgelig, Восток. Jeg regner med, at dette ur er fra 1970. Det er dateret ud fra inskriptionen på bagsiden, som jeg ganske vist ikke kan læse, men der skulle – på bulgarsk – stå noget i retningen af “25 års jubilæum for den store krig“. 45+25=’70. Hvis nogen her skulle kunne bulgarsk, modtager jeg gerne rettelser til ovenstående.

Berigtigelse: Så har jeg fået en henvendelse fra en bulgarsktalende på Watchuseek, som siger, at inskriptionen ganske rigtigt er på bulgarsk, og at den ikke taler om den store krig, men derimod om “25 års jubilæum for Folkets Republik“. Og så står der også “Centralkomiteen for det kommunistiske parti”. Dateringen rettes til 1971, nemlig 25 år efter 1946, hvor Folkerepublikken Bulgarien blev etableret. Så blev vi så kloge!
261116b
Hvorfor fotograferer hun sit ur hver dag? Ja, så mange har sagt det så højt, at jeg kan høre det helt heroppe i Hjørring. Jo, det skal jeg forklare: Jeg er medlem af et urforum, der hedder Watchuseek. De har mange forskellige fora, herunder det, som jeg besøger, nemlig Affordable Watches. I det forum er der hver dag en ny tråd, der hedder et eller andet med WRUW (What are you wearing). Der deltager jeg de fleste dage. Det er bedre end FaceBook, folkens. På FaceBook vil en person fx fortælle, at han skal på sygehuset og have foretaget en ikke særlig behagelig men nødvendig operation. På Watchuseek vil samme person fortælle, at han vil have et Seiko Sarb-et-eller-andet på, når han skal på sygehuset og have foretaget en ikke særlig behagelig men nødvendig operation. På FaceBook får man likes. Det gør man også på Watchuseek, men man får også somme tider gaver! Jeg har selv fået tilsendt 6 udmærkede ure fra folk, jeg kun kender på Watchuseek. Så handler det selvfølgelig om at finde måder, man selv kan deltage i gavegiveriet, men jeg må sige, at så behagelig en atmosfære, som der er derinde, føler man sig jo også motiveret. Det kan være, at en person mangler nogle led til en urlænke, og at jeg tilfældigvis har netop sådan nogle led liggende. Så skiller man sig gerne af med dem. Sådan en frivillig omfordeling af ressourcer, så det kommer til at passe bedre med behovene, er jeg helt med på.

Desuden er der mange af forummedlemmerne fra Watchuseek, der har en stor viden om ure og alt hvad dertil hører, og også er villige til at dele denne viden. Der er endda fra tid til anden “projekture”, hvor medlemmerne i fælleskab designer et ur og får det lavet, som regel i Kina. Man tegner sig for at ville købe et eller flere af urene på forhånd. En slags crowdfunding altså. Jeg finder den slags økonomi særdeles interessant, men jeg har dog ikke tegnet mig for noget “projektur” endnu. Dels ender de gerne med at blive noget dyrere end de ure, jeg normalt køber, dels har jeg svært ved at forestille mig, hvordan uret kommer til at se ud, når jeg bare har en computertegning at forholde mig til. Mangel på fantasi, sikkert, men sådan er det nu en gang.

God lørdag til alle.

« Nyere indlægÆldre indlæg »