Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

13. august 2013

Det forkerte ben ud …

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 15:03

Den trettende i ottende totusind og tretten
Stod relativt tidligt op til vækkeurets kimen, idet jeg troede, jeg havde en aftale ude i byen i dag. Jeg var næsten klar til at gå, da det faldt mig ind at kigge i kalenderen for at checke klokkeslettet. Så fandt jeg ud af, at aftalen først er i morgen. Pisosse! Men det er selvfølgelig bedre, end hvis det havde været modsat. Men dagen føles nu skæv og startet forkert alligevel.

23. november 2012

Langsom fredag

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 10:40

Tiden bare flyver af sted. I dag er det en måned og en dag til juleaften. Ikke at det har den helt store betydning i vores husholdning. I morgen er det en måned siden min første operation og en uge siden, jeg kom hjem. I dag har jeg kun et fast punkt på programmet. Jeg skal ud på sygehuset her i Hjørring og have taget nogle blodprøver som forberedelse til den forhåbentlig sidste, lille operation på mandag, hvor jeg skal have fjernet min stent.

Jeg har ikke rigtig nogle friske, gode billeder, så jeg har været på jagt i min meget omfattende billedmappe. 3. november sidste år var jeg med en klasse fra Sprogcentret på Vendsyssel Historiske Museum for at se en udstilling, hvor de havde illustreret en lang række talemåder og ordsprog med nogle ret pudsige installationer. F.eks. denne:
Hvad er det?
Der er ikke nogle præmier, men kan I se, hvilken talemåde, dette billede illustrerer?

Tiden flyver virkelig af sted. Det er slet ikke til at fatte, at det allerede er over et år siden, vi var på den ekskursion.

God fredag, god weekend til dig!

4. september 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: U

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 12:51

U står i denne uge for ur her hos mig. I sommerferien afgik mit gamle ur ved døden, og da jeg ikke kan undvære et ur i hverdagen, skyndte jeg mig at købe et billigt plastik-ur i et supermarked. Meningen var, at jeg ville sondere markedet og finde et ur, som jeg virkelig gerne ville have. Det skulle være stort, så jeg kunne se hvad klokken er uden at bruge lup.

Men så satte den indre regnemaskine i gang: Det gamle ur gav jeg 6-700 kr. for den gang, tilbage i halvfemserne. Ca. hvert andet år skulle det have nyt batteri og ny rem. Denne operation kostede gerne 2-300 kr., alt afhængigt af, hvor luksuriøs remmen skulle være. Det ur, jeg købte i supermarkedet, kostede 70 kr., og der er 3 års garanti! Dog ikke på batteriet, formoder jeg. Det eneste problem med uret er, at det er lilla, og det er ikke altid, man har lyst til at have et lilla ur på. I hvert fald ikke, hvis man er mig. Nu har jeg så købt to andre ure, til 60 kr. pr. styk, og så skifter jeg mellem de tre. Så får vi se, hvornår jeg bliver træt af dem, for de er på ingen måde diskrete, nogen af dem!
Ure
Samtidig har jeg besluttet, at jeg ikke længere vil gå med ur hele tiden. Når jeg er herhjemme og har fri, skal jeg ikke nødvendigvis hele tiden hænge i en klokkestreng. Forskellige stress-symptomer begynder at stikke deres grimme hoveder frem ved for meget klokkestreng.

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på, kan du besøge ABC-bloggen.

Ældre indlæg »