Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. januar 2017

Ombestemte mig, midlertidigt

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 22:42

I flere uger har jeg jo forsøgt at filtrere Trump ud af de nyheder, jeg beskæftiger mig med. Jeg kan rent ud sagt få det fysisk dårligt bare ved at se et billede af ham. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde et filter til FaceBook, der udelukker ham. Jeg kigger ikke så meget på Twitter, at det gør noget og er egentlig temmelig dårlig til at navigere der. Men på Twitter skal man i det mindste vælge de personer til, som man vil læse.

Den logiske konsekvens af ovenstående ville selvfølgelig være, at jeg holdt mig langt væk fra medier i dag. Men sådan kom det ikke til at gå. Jeg så faktisk det meste af det ud fra en betragtning om, at hvis Hillary Clinton og Obamaerne kan holde til at deltage i det cirkus, så kan jeg vel også holde til at se det i flimmerkassen. Der var så heller ikke ret mange alternativer, hvis jeg ville se TV. Da jeg må nøjes med DR (næsten), var der “inauguration” over hele linjen. Desuden er det nok alligevel bedre at holde øje med ham, uanset hvor meget kvalme, det måtte give anledning til, end at forsøge at gemme sig. Det er næsten de samme argumenter, jeg som regel går med til slut, når det gælder sygdom. Det er bedre at vide besked, selv om den besked er noget skidt.

En af tilskuerne til cirkusset skal have sagt, at man ikke skal høre efter, hvad Trump siger, men føle, hvad han mener. Farlig strategi. Jeg må sige, at jeg følte mig hensat til mellemkrigstiden, som jeg naturligvis ikke har oplevet, under hans tale. Et isoleret og egoistisk Amerika er, hvad han ønsker sig. Beskæftigelsesarbejder for milliarder. En vis tysker fik også bygget en del veje, samtidig med, at han byggede lejre til dem, der skulle sorteres fra. Der var også ekkoer fra Peron og Evita Peron. Der manglede næsten bare, at han kaldte sine vælgere “descamisados” – skjorteløse og fik den enigmatiske Melania til at uddele skjorter på stedet.

Det ligger mig fjernt at ønske død over nogen, men jeg synes faktisk ikke, man kan fortænkes i at ønske, at hans alder og helbred indhenter ham, inden han får smadret verden helt. Det er yderst tankevækkende, for ikke at sige urovækkende, at al omtale af klimaforandringer allerede er fjernet fra det Hvide Hus’ hjemmeside. At begynde at svine miljøet for fuldt tryk uden tanke for konsekvenserne er den lidt langsommere form for at smadre verden. Den noget hurtigere ligger i de koder, han allerede har fået betroet, der gør det muligt for ham at bruge atombomber nærmest hvorsomhelst i hele verden.

Dette blev et sort indlæg. Jeg, og mange andre i og uden for USA er bange. Med god grund. Be afraid, be very afraid. Det er meget svært at se en redningsplanke nogen steder i denne situation.

Humøret i dag er sort. I morgen vil jeg nok begynde at filtrere USA og Trump ud af mine feeds igen og prøve at fokusere på noget i nærheden, noget jeg kan finde lidt glæde og tryghed ved.

14. november 2016

Næsen ud af skraldespanden!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 13:06

Det var dog en mærkelig kommando at give sig selv, vil nogle måske mene. I det mindste kræver den nok lidt forklaring. Den følger her, ikke mindst som påmindelse til mig selv:

Sidste uge var ærlig talt fuld af dårlige nyheder, sådan på det internationale plan. En helt utænkelig kandidat går hen og vinder det amerikanske præsidentvalg, selv om modkandidaten faktisk endte med at få over 2 millioner flere stemmer end han.

I en helt anden boldgade, ja, så mistede vi Leonard Cohen. Han er nok den eneste popmusiker, hvis man kan kalde ham det, som jeg har været fan af. Selv om han var gammel, vil jeg alligevel have lov til at være ked af, at en af ungdommens helte ikke er til mere.

Men tilbage til den anden situation. Jeg har læst kilometervis af artikler om, hvordan det kunne gå til, at den herre, hvis navn ikke skal nævnes, gik hen og blev valgt. Jeg har læst fornuftige, velargumenterede fremstillinger, hvor jeg virkelig godt kan undre mig over, at de ikke blev fremsat mange måneder før valget. Jeg har læst bloddryppende sejrsmanifester fra *rumptilhængere, og det er her, det med skraldespanden kommer ind i billedet. Mange af disse “artikler” befinder sig på websites, hvor man også kan få råd om, hvilken mad, man aldrig bør spise. Det er gerne 10 eller 15 forskellige ting. Desuden kan man se, hvor grim Kirstie Alley er gået hen og er blevet. Gerne 10 eller 15 forskellige billeder. Hun er blevet 66, folkens! Hallo, det ville sq da være underligere, hvis hun stadig lignede en på 20! Sådanne skraldespandssider, samt sider, der efter det øvrige indhold at regne nok drives af en organisation, der staves med tre bogstaver og går rundt med hvide poser over hovedet, når de er ude og terrorisere. Den slags sider vil jeg også regne til skraldespanden, endda til skraldespandens bund!

Sagen er den, at det jo er temmelig længe siden, jeg var teenager. Jeg ved altså godt, at der ikke er nogen verdens ting, jeg kan gøre for at skaffe verden af med denne, næste præsident. Men det påvirker mit humør og generelt min vilje til at leve at beskæftige mig med ham, hvadenten det nu er fra fornuftige kilder, der bare er lidt sent ude eller fra skraldespanden. Derfor har jeg besluttet, at det skal være slut med den research her fra. Jeg vil gå så langt som til at skifte kanal, når den personage viser sig i nyhederne. Endvidere vil jeg blokere indlæg, der handler om ham, i hvilket af mine nyhedsfeeds, de end måtte forekomme.

Hvis jeg kommer til at virke en anelse verdensfjern i den nærmeste fremtid, så er det altså bare, fordi mit nyhedsindtag er blevet meget selektivt.
Dagens ur