Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

10. oktober 2016

Vox pop og hastige domme

Jeg kommer ikke til at angive nogen kilder. Interesserede kan gøre deres egen research. Der er nok at tage af.

Her i dagene efter Løkkes kontrafaktiske “håndsrækning” til de svageste grupper i samfundet, AKA kontanthjælpsloftet, er der blevet slynget rundt med tal, budgetter og vilde påstande om hvor meget eller hvor lidt denne eller hin hypotetiske familie ville have at gøre godt med.

I et af eksemplerne var der tale om en enlig mor, som hævdede, at det beløb, der kom til at mangle i hendes månedlige budget, ville komme til at gå fra børnenes fritidsinteresser.

Da hendes budget var blevet fremlagt i sin helhed, kunne man se, hvad der ellers skulle bruges penge på, sådan i alle detaljer. Her var der især 3 forhold, der blev fremhævet:

  • Kvinden var ryger
  • Hun budgetterede med en vinduespudser
  • Hun havde den størst mulige tv-pakke

Forudsigeligt nok har folkeviddet været ude med riven, for hvad bilder hun sig ind, at hun både vil ryge, ikke pudse sine egne vinduer, OG sidde og stene foran fjerneren hele dagen i stedet for at søge arbejde. Og at hun priorieterer alt dette over lille Sofies fodboldklub og Sofus’ balletundervisning eller vadenudevar.

Jeg vil godt prøve at kommentere de tre-fire “dødssynder” på en måde, så det kunne se ud, som om jeg forsvarer kvinden, hvilket jeg måske nok også gør, uden at jeg dog vil tages til indtægt for, at man begrænser børns fritidsaktiviteter mere end højst nødvendigt.

Ad 1) OK, så hun ryger, og hun kan bare holde op, mener nogen. Tja, jeg var selv ryger i 30 år, og der skulle en temmelig traumatisk hændelse til for mig, før jeg bare så meget som overvejede at holde op. Man kan ikke bare sådan lade være med at ryge. Cigaretter er mere afhængighedsskabende end heroin! En situation, hvor man er truet på udkommet, må være voldsomt stressende, hvilket også er en dårlig baggrund for et forsøg på at holde op med at ryge. Endelig er der nogen, der – helt lovligt – tjener gode penge på, at denne kvinde køber sine cigaretter. Hun skaber omsætning, job i tobaksindustrien og detailhandelen. Måske senere i sundhedssektoren. Man kunne faktisk frygte, at hvis alle kontanthjælpsmodtager holdt op med at ryge, så ville adskillige hjul gå i stå rundt omkring.

Ad 2) Jeg har godt nok ikke en vinduespudser, jeg lader bare vinduerne være beskidte. Jeg er nemlig ligeglad og kan komme af sted med at være det, fordi jeg har tolerante naboer. Jeg kunne nok også godt pudse de vinduer en gang i mellem, hvis det endelig skulle være. Det kan kvinden i vores eksempel måske ikke. Hun er måske syg? Historien melder ikke noget om det, men det er meget sandsynligt, idet man mener at ca. 70% af alle kontanthjælpsmodtagere er syge. De er i hvert fald ikke jobparate, og det er der jo en grund til. Det kan også være, at familien bor i et højhus, hvor man simpelthen ikke kan komme til at pudse vinduerne udvendigt, og er tvunget med i en kollektiv ordning. Hvem ved? Jeg gør i hvert fald ikke. Under alle omstændigheder er kvinden i vores eksempel med til at holde en vinduespudser i arbejde, så han ikke skal på dagpenge eller kontanthjælp.

Ad 3) Den største TV-pakke. Ja, her nærmer vi os måske et ømt punkt for mig personlig. Jeg må indrømme, at jeg synes, TV ligger lidt tyndt, hvis man er henvist til DR på nettet. Ikke at der ikke er mange programmer der, men så sætter man sig fx til at ville se en film. Man får lov at se det første par minutter, og så kommer der et skilt, hvor der står, at DR desværre ikke har ret til at streame vedkommende film. Nå, men når man selv har valgt ikke at have TV-pakker, så finder man ud af ikke at ærgre sig alt for meget over den slags. Og når man selv har valgt at gå hjemme hele dagen, er virkeligheden en ganske anden, end når man af arbejdsløshed og/eller sygdom er tvunget til det. I den situation skal ingen bebrejdes, at de har brug for nogle af de tomme kalorier til hjernen, som den store TV-pakke typisk giver. Den giver også gode og lærerige kanaler, og kvinden i eksemplet havde jo børn. Endelig er der det at sige, at det næsten altid koster penge, når man vil lave om på sine abonnementer, skifte udbyder osv., penge som en kontanthjælpsmodtager, der lige har fået sin indtægt beskåret, ikke lige står og har.

At melde ungerne ud af sportsklubben eller stoppe deres musikundervisning er sikkert meget nemmere. Man er ikke bundet hele og halve år frem i tiden.

Altså er der ikke nogen grund til at fordømme kvinden i eksemplet. I det hele taget skal man være forsigtig med at gå ud og have offentlige meninger om, hvordan andre mennesker skal agere i verden, uanset hvor meget eller lidt, de måtte have at gøre med. Og man skal ikke misbruge den situation, at nogen ærligt og redeligt har gjort rede for, hvordan de “nye tider” kommer til at påvirke deres liv ved simpelthen at give alverden indsigt i deres budget.

Når alt det er sagt, så vil jeg stadig, selvfølgelig, opfordre folk til at holde op med at ryge og, lige så selvfølgelig, forsøge af al magt at beskytte deres børn mod konsekvenserne af kontanthjælpsloftet, selv om det kan blive frygteligt svært.

28. september 2016

Og så var der 8 (eller var det 9?)

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 21:45

Bagedyst
Da jeg “glemte” at skifte kanal, kom jeg lige til at se noget “Store Bagedyst”. Dette koncept-program har man nu kunnet se i dansk TV over adskillige sæsoner. Konceptet er, ganske kort, i fald nogen ikke skulle kende det: 10 deltagere samles i et telt og får i hver udsendelse 3 kagerelaterede opgaver, de skal løse. Nogle gange skal det være lige efter opskriften, andre gange skal de udvise kreativitet, men skidt nu med det. Sagen er den, at efter hvert fornøjeligt bageafsnit, skal dommerne stemme en deltager hjem. Man tager så afsked med vedkommende under opbud af store følelser, mens den deltager, dommerne mener, har gjort sig bedst fortjent til det får et specielt forklæde og bliver til ugens mesterbager. Den lader vi lige stå et øjeblik.

På den konkurrerende kanal har de et program, der hedder “Vild med dans”. Jeg er i øjeblikket ude af stand til at se det, når det bliver sendt fredag aften, selv om jeg har bopæl i DK og betaler medielicens. Derimod kan jeg se det bagefter, for jeg har glemt at afbestille TV2-play. Her er konceptet det samme, bare uden kage. Ja, nogle af dansedamernes kjoler ligner kage, men det er hverken her eller der.

Det var to populære udsendelser, jeg har førstehåndskendskab til, som kører efter dette kedelige koncept. Jeg har ladet mig fortælle, at der er adskilligt flere af dem, endda også nogle, hvor seerne kan stemme deltagerne hjem. Shows, der involverer sex, drugs and rockn’n’roll. Shows, jeg ikke kan se, fordi vi ikke har nogle tv-pakker, hvilket åbenbart kan være en velsignelse på mere end en måde.

Nu skal jeg straks komme til kernen af mit indlæg: Ville programmerne blive dårligere af, at man lod være med at stemme nogen hjem? Ville programmerne blive dårligere af, at man i stedet lærte de kluntede bagere/dansere eller danserinder at være mindre kluntede i stedet? Personligt mener jeg, at programmerne kun ville blive mere underholdende og lærerige af det. Jeg kan simpelthen ikke fordrage den tendens til at skulle udpege vindere og tabere evig og altid. Er det ikke nok, at man har det system i sportens verden? Er det for at forrå seerne, så de bliver bedre til at acceptere barsk konkurrence i erhvervslivet, eller er programmerne bare en afspejling af samme -liv?

I ingen af de to tilfælde er det i orden! Jeg ved godt, at koncepterne er indkøbt i dyre domme fra England og USA, men det kunne man jo så holde op med og begynde at udvikle sine egne koncepter, der hviler på nogle mere inkluderende værdier. Jeg tør ikke kalde dem danske værdier lige for tiden, for der lader til at være voldsom uenighed om, hvad sådan nogle mon kunne gå ud på. Under alle omstændigheder er de indkøbte koncepter lige så primitive som oldtidens gladiatorkampe. Men det er måske sådan nogle, man skal fodres med. Eller: “Lad dem spise kage”, som Marie Antoinette sagde.

24. august 2016

“Sådan røg det ikke i Matador…”

Overskriften stammer fra DRs nyeste frilandsmuseale satsning: “Skru tiden tilbage – til 1950’erne“. Jeg vil nødigt beskyldes for at opholde mig for meget ved fortiden, men da jeg nu selv er fra 50’erne og har en del minder fra den tid, så sad jeg da, klistret til kassen, for at se det. Det havde jeg så ikke behøvet, igen fordi man kan finde det på DRs hjemmeside og se det, når det passer en, som man kan med meget af DRs egenproduktion. I hvert fald et stykke tid, måske en måned i denne omgang.

Det var første afsnit af serien, og den foregik på et husmandssted. Sådan et er jeg selv rundet af, så derfor var det ekstra interessant for mig. Familien, der deltog i eksperimentet, var en meget sympatisk familie med far, mor, en datter og en søn. Familien er i deres almindelige 2016-tilværelse en typisk fortravlet familie, der ikke spilder ret meget tid i køkkenet, men bruger flittigt løs af “nemme løsninger” som diverse halvfabrikata.

Det var der ikke meget af i 50’erne, og da slet ikke på et husmandssted, så derfor blev husmoderens arbejde da også noget af et chok for denne husmor. At der var tale om 70-80 timers ugentligt arbejde forklarer så meget godt, hvorfor kvinder ikke så tit havde udearbejde på denne tid. Faderen siger da også på et tidspunkt, at hun har mere arbejde, end han har. Hans arbejde består i at passe et par kvier og nogle grise, samt ordne køkkenhaven og samle sten op på marken. Hendes derimod består i at holde brændekomfuret i gang, lave tre måltider fra bunden og samtidig holde sig “net og præsentabel, og sørge for aldrig at sidde over for sin mand med uglet hår og søvn i øjnene”. Her hoppede kæden af. Jeg har jo ikke den store kædestrammereksamen, og jeg er ked af at skulle afsløre dette, men: Et husmandssted med to kvier, et par grise, noget fjerkræ og en køkkenhave kunne altså heller ikke den gang brødføde en familie på fire personer. Så realiteten ville have været, at konen stort set skulle passe det hele, både inde og ude, mens manden havde så meget lønarbejde uden for husmandsstedet, som vel muligt. Fra min egen barndom husker jeg, at min mor var med i stalden både morgen og aften, hun var selvfølgelig med i markarbejdet, specielt i spidsbelastningsperioder som under roehakningen og høsten. Min far havde ikke så tit arbejde uden for husmandsstedet. Det var noget med, at han var med til at kaste sne og han var med til at plante marehalm (hjelme) i klitten, men vi havde flere dyr. Vel nok en 10-12 malkekøer, et tilsvarende antal grisesøer plus det løse. I hvert fald brugte han ikke meget tid på at rive gårdspladsen eller spille ludo med os børn. Det første kan jeg ikke mindes, at han nogensinde gjorde. Det andet kunne måske forekomme en enkelt gang i juledagene. Han havde ikke ret meget fritid, og når han endelig havde fri, var han dødtræt.
Mors arbejde
Så den historiske nøjagtighed af udsendelsen er jeg ikke imponeret af. Men selvfølgelig ved jeg ikke alt, hvad der kan være værd at vide om dette emne. Måske havde de mere tid til at rive gårdspladsen på Sjælland, end vi havde her i Vendsyssel. Vi havde heller ikke brændekomfur derhjemme. Vi havde gasapparater og gasovn. Naboens havde et brændekomfur i køkkenet, men det var mere fordi de ikke havde fået det smidt ud, de brugte det ikke ret tit.

Jeg genkender dog andre aspekter af den måde, de skulle leve på. Fx det der med, at faren skulle have først, når de skulle spise. I min barndom satte jeg ikke spørgsmålstegn ved det, det var bare sådan, det var. Når man tænker over det, er det meget logisk, at der skal noget brændstof til, til dem der arbejder hårdt fysisk. Det kan bare undre, at der ikke var samme vægt på, at husmoderen skulle have noget at spise. Det fik hun vel, selvom hun tit spiste til sidst. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har gået sulten i seng, men systemet minder mig om, hvad jeg har hørt fra visse af de varme lande, hvor det at spise først er ensbetydende med at spise. Der er mange udhungrede piger og kvinder i andre dele af verden.

Både manden og konen i familien var forbavsede over, at det var konens gebet at slå en kylling ihjel. I min erfaring var alt med fjerkræholdet konens gebet. Selv har jeg aldrig stået for noget kyllingedrab, og jeg tror heller ikke, jeg kunne gøre det. Jeg husker stadig med gru en hovedløs kylling, der løb/fløj adskillige meter, før mor fik styr på den. Jeg har kun været med til plukke fjerkræ og tage indvolde ud meget perifert. Dvs. jeg stod i periferien, mens min mor ordnede det. Senere, da jeg var au-pair, blev jeg bedt om at plukke et par fasaner, som skulle serveres for nogle betydningsfulde gæster. Det endte med, at konen i huset selv måtte gøre det. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg var ude og kaste op flere gange, inden jeg fik lov at opgive forehavendet. Jeg er stadig ikke vild med fjerkræ, og hvis vi får det her i huset, er det ikke mig, der har købt det, for det første, og for det andet er det den totalt fra enhver form for natur fjernede slags.
Hønsekrise
Men man burde selvfølgelig slet ikke spise noget, man ikke selv ville være i stand til at slå ihjel og gøre i stand. Hvis jeg levede efter det princip, ville jeg være veganer. Den lille familie, derimod, har nu tjent retten til at spise kylling. Man blev i øvrigt mindet om Niels Hausgaards sang om lille Grethe, der græd så meget, da hendes kalv blev slagtet, men spiste kalvefrikasséen med god appetit. Den lille dreng syntes, det var synd for kyllingen, men han ville godt spise det kyllingelår, der kom ud af den.

Det var i øvrigt både sjovt og rørende at se, hvor meget de to børn gik op i at få lov til at hjælpe til. Sjovt nok kan jeg ikke huske nogensinde at have haft det på den måde. Nu var der jo heller ikke noget nyt og spændende i det for mig, og jeg var ikke bare på ferie fra et iPad-helvede. Hvis man synes, det er så slemt med det iPad-forbrug, hvorfor laver man så ikke noget andet? Ja, jeg spørger jo bare. Det kunne være, fordi det er nemt. Det er en form for “børneleg”, der slet ikke skal ryddes op efter. Og børnene elsker det. Men man kunne måske prøve at begrænse det. Når man man nu har fået børn, og helt klart har fået dem, fordi man ville have dem, og ikke fordi det ikke kunne være anderledes, så kan det da godt undre.

Noget, der skinner igennem, er at der bliver gjort plads til disse børn med en stor selvfølgelighed, der slet ikke var en given ting i 50erne.

Nu om dage forventer man jo ikke, at børn bidrager til familien, og det kan være et problem. Hvis man ikke er vant til at hjælpe til eller bare rydde op efter sig selv, kan man få problemer med at være en del af et socialt fællesskab senere. Det var også pudsigt for mig at iagttage, hvordan udsendelsens producere ikke havde formuleret nogle opgaver for familiens yngste barn, drengen, og hvordan han ivrigt insisterede på at ville være med. Da han blev klar over, hvor mange “pølser”, der var involveret i arbejdet i stalden, ville han dog hellere hjælpe sin mor med at “aftørre alle flader”, og det kan jeg personligt slet ikke fortænke ham i!
Han hjælper til
Børnene nåede at blive dybt forelskede i den kanin, man havde anbragt. Det var da altid noget, at vi ikke skulle have den slagtet også. Det trak da tilstrækkeligt med vand, da børnene skulle tage afsked med den. Jeg tænker, at familien kommer til at skulle overveje at anskaffe noget kæledyr. Vi skal så fortsat slet ikke nævne, hvorfor man havde kaniner på husmandssteder i 50erne.
Familien med kaninen
Til slut, ja vi må jo til det, må vi have en gennemgang af de sanitære forhold. Der var das, eller som det hedder på norsk “utedo” (Husker, at jeg engang var et stort spørgsmålstegn, da jeg læste nogle brochurer over norske hytter, der kunne lejes. Jeg troede, at det var et eller andet smart spansk noget, de havde fundet på). Før vi fik lagt rindende vand ind – og et badeværelse, havde vi ikke noget das. Det havde de hos naboen, men de brugte det kun til gæster. Det skulle jo tømmes, det skidt. Når vi havde gæster, blev de fleste ikke særlig længe. For bymennesker skal der gode nerver til at besørge sine ærinder det samme sted som køerne. Vi havde natpotte, men det var til små børn. For mig var der ikke noget mærkeligt i det. Det var bare sådan, det var. Vi brugte heller ikke servante. Vi havde en oppe på loftet, med tilhørende servantestel – vi havde vel arvet det et eller andet sted fra. Vi vaskede os i køkkenet og gik i bad i bryggerset. Det sidste stod ikke på til hverdag, idet det ikke var gratis at varme vand i gruekedlen. Selvom vi børn i skolen ikke var gammelbeskidte, så har der sikkert været en del staldlugt omkring os, hvilket – set i bakspejlet – måske kunne forklare det noget snerrende ansigtsudtryk, vores første lærer havde. For os børn var det selvfølgelig ikke noget problem. Vi havde ca. den samme lugt allesammen.

I den forbindelse vil jeg ikke rigtig kendes ved denne her:
Toiletpapir
For mig at se er det noget karduspapir, man har skåret til, så det passede i størrelsen. Det har man måske brugt på Sjælland? Selv husker jeg den variant, vi kaldte “00”. Det var brunt silkepapir, som man gjorde klogest i at lægge tredobbelt. Hjemme mener jeg, at vi havde crepepapir, hvor man skulle huske at have rullen med sig ud i stalden. Hos en nabo klippede de gamle aviser i små stykker og hængte stykkerne på en krog ude i stalden. Man skulle sandelig ikke lade noget gå til spilde …

Nå, udsendelsen var underholdende nok, og jeg skal da nok se de næste 5 afsnit også.

Skru tiden tilbage – til 1950’erne

Nå ja, jeg synes faktisk ikke, man skal skrue tiden tilbage. Der kan være god mening i at få i hvert fald nogle måltider uden alt for mange e-numre i løbet af ugen. Det kan være en udmærket ting at lære sine børn nogle helt basale færdigheder omkring det at leve, og det kan være, at nogle familier giver lidt for mange tomme kalorier, både i maven og i hovedet i perioder. Men hvis de er opmærksomme og ellers vil deres børn, kan de nok rette lidt op på det i andre perioder. Under alle omstændigheder kan vi ikke sende nogen tilbage til 50erne, andet end sådan for sjov, i en uges tid, og det vil vi nok heller ikke, dybest set.

« Nyere indlægÆldre indlæg »