Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

13. september 2016

There is a fine Line …

… between collecting and hoarding …

Sådan siger de i programmet om samlere, som jeg faldt i på DR2 her til formiddag.
Samlinger
Der kommer mit danske, som dog ellers er mit modersmål, en anelse til kort. Jeg kan ikke finde to og kun to ord, der dækker “collecting” vs. “hoarding”. At samle eller være samler vs. at samle eller være samler? Hm. Det er da klart som blæk. “A collector” oversættes uden besvær til “en samler”, mens “a hoarder” nærmest må forklares som “en person med sygelig trang til at samle”. Jeg kan slå “hoarder” op og finde betydningen “hamstrer”, som ikke dækker det. Efter min mening hamstrer man, hvis man køber lagre af nødvendige varer, fordi man frygter en eller anden mangelsituation, som fx kunne være et resultat af krig eller strejke. Jeg mindes endnu den store strejke sidst i 90’erne, hvor skøre kællinger, der aldrig i deres liv har bagt, nærmest støvsugede butikkerne for gær. Det kalder jeg at hamstre.

Men hvis man fx har ondt ved at skille sig af med plasticemballager, fordi de kan være nyttige til mange ting … hvilket de kan, men hvis man har et helt værelse fyldt med tomme plasticemballager, så kunne man måske tænke, at man havde nok? … så kalder jeg det ikke at hamstre. Hvis man ikke kan kassere alle de æsker, man har købt kartoffelsalat i gennem et helt år, er det at “hoarde”.

Som en person, der har mere end et kæledyr, er jeg også konstant i fare for at blive udråbt til sygelig samler. Og nej, det er jeg ikke! Jeg har fem katte og jeg skal absolut ikke have flere, tværtimod satser jeg på at reducere antallet af katte ved naturlig afgang. Aldrig så lækre sådan nogle små kattekillinger er, så skal de ikke komme og mjave ved min dør! Men folk, der har flere kæledyr end de har råd og kræfter til at passe ordentligt, bør tage et godt kig i spejlet. JUST SAY NO! Nogle gange lettere sagt end gjort. Det ved jeg godt, og det er derfor jeg har fem katte i stedet for de to, jeg oprindelig havde besluttet, at jeg ville have.

I programmet besøgte de en samler af kukure. Jeg kan næsten forstå ham, blot synes jeg, han kunne have valgt noget mindre at samle på, som fx armbåndsure eller lommeure … En anden samler har legetøj som sit svage punkt. Han forklarer det ganske enkelt med, at der var nogle ting, han rigtig gerne ville have haft som barn, som han ikke fik, fordi familien ikke havde penge til det. Det er for mig helt forståeligt og måske tæt på en forklaring af megen samleradfærd. Den kompenserer for en eller anden mangeltilstand, man har erhvervet sig i sin fortid.

Hvordan dette nu kan henføres på min samling af ure, det kan jeg ikke rigtig forklare. Jeg har en ramme for min samling, og den ramme udgøres af to miniskuffedarier. Samlingen skal være deri, og hvis den ikke længere kan det, skal der sorteres fra. Det har jeg gjort flere gange. De første ure, jeg købte, var for billige, og i virkeligheden langt fra så fine som på billederne. Jeg vil ikke gå med dem, og det vil andre heller ikke, er jeg sikker på, så jeg smed dem i en pose for at smide dem væk. Den pose har jeg så fundet ude i garagen, men den kommer ikke ind igen. Jeg har sagt farvel til indholdet, og det gjorde mig ikke spor ondt. Jeg skal snart til at sortere igen, kuratere, kan det kaldes, og jeg har allerede nogle kandidater i tankerne. Jeg er blevet opfordret til at lave en montre, hvor jeg kan udstille mine ure, eller en eller anden anordning, så de kan ses på væggen. Det vil jeg ikke. Ure skal kun udstilles et sted: På håndleddet, og kun et ad gangen.

Man kunne vel også forestille sig, at nogen samleradfærd skyldtes en interesse for ting i omverdenen, uden at det nødvendigvis skal diagnosticeres som en kompenserende adfærd …

Jeg har altså en rem af huden med det samleri, hvad enten det nu er den ene eller den anden slags. Jeg har fx også samlet en skrækkelig masse bøger, som jeg stadig har stående på reoler, hvor de ikke laver andet end at samle støv. Det er kun en meget lille brøkdel af dem, jeg kunne tænke mig at genlæse. De bøger er nu truet. Snart skal jeg tage mig sammen til at male i stuen, og jeg tror faktisk, at når jeg først har flyttet bøgerne ud af reolerne for at kunne flytte disse, så vil jeg ikke flytte dem alle tilbage igen. Men det ligger ude i fremtiden.

I fortiden blev man opfordret til at samle. Da jeg skulle konfirmeres, blev jeg bedt om at vælge sølvbestik. Fra og med konfirmationen og til længe efter, jeg var flyttet hjemmefra, var mine “store” gaver fra familien skeer eller gafler fra det forbistrede bestik. Jeg har aldrig brugt noget af det, og jeg aner ikke, hvor det er i dag. Jeg vil faktisk heller ikke have det at vide. Men den gang var det sur r*v, fordi jeg havde så lidt penge og fordi gaver fra familien udgjorde det eneste luksusforbrug, jeg havde. Men piger i min generation forventedes stadig at samle udstyr, så man havde det hele, når man blev gift. Havde jeg fortsat det samleri, ville jeg have haft utrolig meget udstyr, idet jeg først blev gift som 44-årig, hvilket man roligt kan sige er længe efter, at nogen havde troet, at det ville ske. Heldigvis har jeg aldrig investeret i sølv, porcelæn og linned efter den tid. Jeg har kun købt det, der var brug for. Og ikke noget sølvtøj.

Så nogle samlinger blev man opfordret til at lave og andre bliver man latterliggjort for at have. Nogle er inden for det acceptable og andre er ikke. Mon egentlig ikke, man skulle tage retten til selv at bestemme, hvad der er hvad, tilbage?

Men jeg kunne nu stadig godt tænke mig at have en ordentlig oversættelse af “hoard”, “hoarding” og “hoarder”.

Jeg kunne også tænke mig at komme af med nogle tomme emballager, men det arbejder jeg på. Måske kan jeg bruge nogle af dem til at lave bakker til mine ure, så de ikke skal ligge i nogle store, rodede bunker i skufferne …

18. juli 2016

Mangel på pral

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 18:26

Mange praler af den sindsro, de har fundet i huler i det norske/forfaldne franske ferielejligheder etc., hvor de har tilbragt uger/måneder uden wifi/telefon og dermed uden FaceBook/Twitter/Instagram etc. Praleriet foregår så efterfølgende, netop på de nævnte sociale medier.

Hver sin lyst for sine penge. Jeg skal sandelig ikke presse mine præferencer ned over mine medmennesker, men:

  • Jeg tager ikke på ferie, men bliver derimod hjemme og klør kattene bag ørerne i det omfang, de måtte ønske det.
  • Wifi kører på højtryk her i huset. Det driver TV, som jeg gerne har som baggrundsstøj for, hvad jeg end foretager mig i mine vågne timer.
  • Jeg bruger ganske meget tid på FaceBook. Det fylder mit sind med ro at følge med i, hvad mine venner foretager sig. Instagram og Twitter er jeg aldrig kommet rigtig i gang med at bruge. Jeg har konti, selvfølgelig, men det har nu ikke rigtig grebet mig. Så synes jeg egentlig bedre om Pinterest. Det bruger jeg også tid på, og det er en stor fornøjelse.
  • Jeg har også konstant gang i min telefon eller min tablet. Jeg spiller jo WordFeud, selv om jeg bliver banket i næsten hvert spil, uanset om jeg spiller mod drevne makkere eller komplette newbies. Det giver heller ikke anledning til den mindste smule stress.
  • Jeg er også på et par ur-fora dagligt, og det giver heller ikke anledning til den ringeste smule kvababbelse.

Jeg kan altså ikke bidrage til det kor, der kræver elektronisk askese. Er ikke nogen elektronikasketisse, nej!
Dagens ur

22. juli 2013

Så har jeg vist ure nok!

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 11:15

Fuyate skeleton watch
Jeg modtog et ur med posten i dag (ikke det på billedet, det er en gammel kending). Det var længe ventet, for det kom helt fra Kinas land. Det er en daytona-wannabe af rustfrit stål med sort skive, lige en konfiguration, jeg manglede i min samling af daytona-wannabees. Nå, men da jeg fik lukket op for alt bubblewrappet, viste det sig at der var (foreløbig) hele tre ting i vejen med det:

  1. Lænken er i stykker
  2. Datoviseren er faldet af (ligger og flyder rundt i uret)
  3. Markøren for kl. 5 er faldet af (do.)

Det er lige som et kinderæg, hele tre ting, virkelig alt for meget. Samtidig har vi svaret på, hvad det er, der gør kinesiske ure så meget billigere end andre billige ure: Dårlig eller manglende kvalitetskontrol. Jeg har selvfølgelig meddelt sælgeren mine triste opdagelser; nu mangler vi bare at se, hvad han kan tænke sig at gøre ved det. Jeg ønsker ikke at sende uret tilbage, fordi jeg så risikerer at miste både det og mine penge, og fordi den her residerende altmuligmand muligvis kan reparere de fleste af de ting, der er galt.

Men alt i alt, for i dag, så tænker jeg, at jeg nok ikke skal have bestilt flere kinesiske ure foreløbig. Jeg havde jo i forvejen sat det ned til næsten ingenting: 2 ure pr. halvår. Men jeg har faktisk ure nok. I betragtning af, at de fleste kun har et ur på ad gangen, ville jeg i princippet kunne gå i flere måneder uden at have det samme ur på to gange. Indrømmes skal det også, at jeg har nøjedes med at få batterierne taget ud af de fleste af mine quartzure, efterhånden, som de er døde. De kom ikke rigtig med i “rotationen”. Det er automatiske, mekaniske ure, der interesserer mig mest.

Jeg er ved at kvalificere mig son “WIS” (watch idiot savant), selv om jeg dog ikke regner med at komme til at kunne recitere samtlige Rolexserienumre fra hele deres produktion. Eller nogen del af deres produktion. Det er stadig mestendels det udvendige design, der interesserer, samt at uret er mekanisk og dermed skal holdes gående af undertegnede. Hvis jeg ikke bevæger mig nok, går urene simpelthen i stå. Kan sådan noget kaldes en sekundær skridttæller? Måske.

Men selv om det hele muligvis ender godt, at jeg enten får uret ordnet eller får en prisnedsættelse, så er oplevelsen nu plettet og glæden over nyanskaffelsen ødelagt.