Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

9. november 2016

Donald hin klamme vandt

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 15:36

Jeg må sige, at jeg er glad for, at jeg ikke er amerikaner i dag. Jeg er pinligt klar over, at resultatet af gårsdagens amerikanske valg sagtens kan gøre os mere fattige her i Danmark. Det siger nemlig Klaus Hjorth selv, og så det jo passe!(?) Hvis det så er den eneste konsekvens, men Trump kommer ubehageligt tæt på en vis rød knap, og han er jo ikke just kendt for at have et roligt temperament.

Til den der røst, jeg ville kunne høre, hvis jeg hørte stemmer, den røst der siger, at der er tale om et demokratisk valg, og at jeg skal respektere det amerikanske folks vilje, vil jeg godt lige sige, at hvis jeg havde været i live i 1934, så ville jeg heller ikke have haft den helt store respekt for det tyske folks vilje.

Det var skisme en lang helsætning. Videre i teksten:

Jeg indrømmer, at jeg ikke havde forestillet mig, at Trump ville vinde. Om det er ønsketænkning, der har formørket min forestillingsevne, skal jeg ikke kunne sige. Jeg havde tænkt, at Clinton ville vinde. Jeg havde frygtet, at hun ville få en smal sejr, og jeg havde frygtet, at Trump-tilhængerne ville have lavet ballade i en eller anden grad.

Når jeg så kloger mig videre på det her, så er det altså som en rystet skribent.

Hvordan kunne det dog gå så galt? Han ikke bare vinder, han vinder stort! At de afgivne stemmer fordeler sig stort set 47/47 kommer ikke til at betyde noget på grund af det uretfærdige og udemokratiske valgmandssystem. På den anden side set ville stemmeligheden da virkelig have lagt op til en ny borgerkrig, så i dette tilfælde er det måske en god ting? Skønt man ved den søde grød ville have foretrukket, at den anden kandidat havde vundet. Ikke at jeg er “med hende” objektivt set, men ved valget mellem de to ville der ikke have været tvivl. Selv om Hillary Clintons politiske ståsted er ca. lige så blågrønt som Lars Løkkes.

Meningsmålingerne lige forud for valget pegede ret klart på Clinton, så hvad er der egentlig sket? Nogen kalder det DF-effekten, og antyder, at mange af de vælgere, der har stemt på Trump, ikke har svaret ærligt i meningsmålingerne. Jeg kunne mistænke, at man endvidere kun har spurgt i byerne og ikke i Udkantsamerika, som i dette tilfælde ikke er udkant, men staterne i midten. Midtvesten, hvor der er mange desillusionerede arbejdere og landmænd.

Jeg er nemlig ikke så meget i tvivl om, at man ikke så meget har stemt på Trump, som at man har villet stemme imod Clinton. Hun er desværre kommet til at stå som symbol på alt det, man ser som “fjenden”, nemlig farvede, der vil have lige rettigheder, fremfusende kvinder, immigranter, der “tager” folks job, intellektuelle, der håner “rednecks” (Intellektuelle her forstået som alt og alle, der har gået mere end ca. 5 minutter i skole), LBGTi’er, der håner den eneste sande religion osv. – Samtidig stod Clinton desværre i et dårligt lys i forhold til sit engagement i de finansielle kredse, der var ansvarlige for recessionen i 2008.

Nogle forsøger at analysere på den menneskelige psyke og påstår, at denne hos nogle mennesker, måske hos alle, kræver, at der skal herske ensartethed. Når samfundet så bliver for heterogent, reagerer de med at kræve racediskrimination, lukkede grænser, forbud mod abort, kvinder tøjret til komfuret og hvad vi ellers kan huske fra de dårlige, gamle dage. Trump har i rigt mål lovet alle disse ting under sin valgkampagne. I sin sejrstale skal han dog have sagt (jeg lukkede for kassen, kunne ikke bære det), at han vil være præsident for alle amerikanere. Det kommer vel så an på, hvem der er amerikanere, kan jeg forestille mig.

Men hvad kan vi lære af det herhjemme? Hvis vi da ikke skal vælge at tro, at den eneste konsekvens bliver, at de af vores pensionsmidler, der er investeret i amerikanske aktier, falder drastisk i værdi. Vi skal nok tilbage til DF-effekten. Lige som de fleste af de mennesker, der stemmer på DF, stemmer mod deres egne objektive interesser, har de fleste af Trumps vælgere nok en brat opvågning til gode.

Hvis vi køber teorien om, at de fleste af de mennesker, der parkerer deres stemmer sådan, har ladet sig besnakke, kan man med god ret være bange i Danmark også. Med den nuværende regering og store dele af Folketinget i spidsen er vi nemlig i gang med at dæmonisere de svageste i vores samfund. Hvis vi antager, at disse mennesker også i Danmark kan overtales til at stemme på en klaphat, der lover dem guld og grønne skove, har vi muligvis flere jordskredsvalg i vente. Det var grimt i 1973, da vi vågnede op til, at Glistrups Fremskridtsparti havde fået 23 mandater. Det har, som før nævnt, været grimt flere gange siden. Og det kan sagtens blive værre endnu! Vi skal ikke glemme, at der nu er flere klaphattepartier, nogle af dem et godt stykke til højre for DF.

Hvad kan man gøre? Tjah, at hæve uddannelsesniveauet kunne være et bud, sådan på den lange bane. Men det virker kun på den meeeeget lange bane. I og med, at man har gjort det så meget sværere fx at være kontanthjælpsmodtager i dette land, kan man frygte, hvad kontanthjælpsmodtagerne og deres børn (som står sidst i køen til det uddannelsesmæssige løft), kan finde på at stemme på, når det bliver aktuelt. Der kan være tale om kolossale mængder opsparet vrede dér.

Udvejen, for der er en, er at vende skuden. I stedet for at dæmonisere de svageste i vort samfund, skal vi arbejde på at øge sammenhængskraften. Vi skal sørge for, at så mange som muligt får en mulighed for at være med. Så mange som muligt skal have mulighed for at få en ordentlig uddannelse og et ordentligt arbejde. De, der ikke kan få et arbejde, enten fordi de er syge eller fordi der simpelthen ikke er et arbejde til dem, skal have en ydelse, der er stor nok til at leve for. Ikke kun lige akkurat stor nok til at overleve for. Vi skal heller ikke glemme, at selv det at gå ud og bruge penge er med til at holde hjulene i gang. Ergo skal man ikke have et “kontanthjælpsloft” og man skal heller ikke beskære de unges mulighed for at få SU. Hvis det virkelig er et problem, at der for kort afstand mellem kontanthjælp og den laveste løn på arbejdsmarkedet, var det måske lønningerne, der skulle have et løft? Den negative retorik omkring mennesker på overførselsindkomst skal stoppe, hellere i dag end i morgen!

22. september 2016

Valg eller vilkår?

Mange af de vilkår, der har formet folks liv, kan enten være bevidste valg, vi har foretaget, eller vilkår, vi har været underkastet.

Nogle gange kan det være enten eller, og det kan gøre ondt, hvis man ikke brænder igennem med det, der nu gælder for en selv.

Fx det der med børn. Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg er blevet spurgt om, hvor mange børn jeg har, så ville jeg være hovedrig. (Ikke mindst fordi netop dette spørgsmål var et, vi altid lærte begynderkursister at stille). Når jeg så har fortalt, at jeg ingen børn har, er det ikke sjældent, jeg er blevet spurgt “hvorfor?”. Mange er helt overbevist om, at kvinder skal have børn. Hvis ikke de har, må de enten være meget sære eller helt værdiløse.

I mit tilfælde var det ikke et aktivt fravalg. Hvis jeg havde haft noget at sige om den sag, ville jeg bestemt have haft børn. Det fik jeg så ikke, og et stykke hen ad vejen var det en sorg. Men efterhånden som tiden gik, og det biologiske ur endelig stod på “over”, har jeg tænkt, at det måske ikke var så skidt en ting, at jeg ikke fik børn. Hvem ved, måske ville jeg slet ikke have været i stand til at give dem en ordentlig opvækst? Hvad ville jeg have stillet op, hvis jeg havde fået et barn med et væsentligt handicap? Ville jeg have kunnet klare den situation? Det håber man naturligvis, men hvem ved? Med andre ord er jeg gået fra at føle mig underlagt et meget hårdt og unfair vilkår til at have taget et eksistentielt valg.

Tilbage til kursisterne, så nåede jeg frem til, hvad jeg skulle sige, når jeg blev mødt med “hvorfor?”. Ovenfor kan man læse nogle langhårede svar, som bestemt ikke egner sig til begynderundervisning i det danske sprog. Ja, måske egner de sig ikke en gang til livet uden for privatsfæren, i så fald må I læsere undskylde mig. Men jeg kom simpelthen frem til at svare “Inch Allah”, (om) Gud vil, og det afsluttede al videre nysgerrighed. Man vil kunne gætte, hvilket modersmål flertallet af mine kursister havde …

Jeg gad nok vide, hvad jeg ville have svaret, hvis min barnløshed havde skyldtes et bevidst valg. Jeg anerkender selvfølgelig, at det er et helt legitimt valg at foretage i en verden, der i forvejen er overbefolket.

Jeg synes dybest set, at det med børn eller ej er en privat sag. Jeg er også af den opfattelse, at de fleste i vores kulturkreds synes, at det er en privat sag. Derfor kan det altså godt undre mig, at det spørgsmål indgår i alt begyndermateriale. Hvordan skal de nye få et indtryk af, hvad der er normal, høflig konversation, når deres undervisningsmateriale fortæller dem noget helt andet?

14. juni 2015

Åh, ja, såmænd …

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 16:25

Politisk cirkusarbejder
Jeg glæder mig i denne tid,
hvor valgkampen bølger strid,
til fredag den 19. så blid,
hvor kampens tågehorn og koner,
igen holder sig til egne zoner,
og lader min postkasse være,
Robinsonlisten og “Reklamer, nej tak” til ære!

Ældre indlæg »