Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. januar 2016

Hinsides tv-pakkerne

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 20:07

Når indtægterne bliver betydeligt mindre, fx fordi man har valgt at gå på efterløn, og ens ægtefælle fx modtager en brøkpension, i dette tilfælde er brøken en fjerdedel, må man jo sætte tæring efter næring, eller som vi sagde i min ungdom: Tæerne op i træerne.

Der er ikke tale om noget dramatisk. Vi har forsæt om fortsat at spise, have tøj på kroppen, varme i radiatorerne og lys i lamperne, samt at fodre kattene. Ligeledes skal vi stadig have bil, det er vi faktisk nødt til, idet Hjørring by har valgt at afskaffe bybusserne, og det er begrænset, hvor langt vi kommer til fods.

Der vil dog blive tale om besparelser. Det er i høj grad nødvendigt, idet efterløn og pension ikke er i nærheden af en løn. Arbejdstiderne er også aldeles usammenlignelige, som i forskellen mellem nul og syvogtredive, hvilket er pointen, og derfor det, jeg vælger at fokusere på i denne forbindelse.

Besparelserne vil kunne findes i en lidt længere responstid på indkøbsimpulser. Som i færre gadgets, håndtasker og ekstra par sko. Dette i sig selv resulterer i en langt sundere økonomi, og hvis det indebærer afsavn, er det bare om at fokusere på det med forskellen i arbejdstid, stå-op tid, komme-hjem tid, transport-tid osv.
Brænde penge af
Yderligere besparelser kommer ved gennemgang af diverse abonnementer. I stedet for ”gennemgang” læs ”opsigelse”. Vi skar meget ned på abonnementer for nogle år siden, fx opsagde vi aviser, tidsskrifter og fastnettelefoni. Ikke et øjeblik har vi savnet noget af det. Jo, måske et enkelt øjeblik. – Her for nogle dage siden mistede vi strømmen i det meste af kommunen, og det gik op for os, at den mobilmast, vi åbenbart benytter, også mistede strømmen. Der var i hvert fald nogle minutter, hvor vores telefoner ikke kunne benyttes. Vi ville altså have været ude og sk***, hvis vi havde haft brug for 112 i det tidsrum. Nå, men vi havde ikke brug for 112, heldigvis, og selv fastnet kunne man vel ikke altid regne med i nødsituationer.

Nu skrev jeg telefoner i ovenstående afsnit. Det er gået op for mig, at vi har tre, og en af dem står til opsigelse, og det er egentlig bare slendrian, at det ikke er sket allerede.

Turen kom også til vores medlemskab af antenneselskabet, hvor vi havde både den lille tv-pakke og internet. Det var for dyrt i sammenligning med andre tilbud på markedet. Vi har nu fibernet og ingen tv-pakker. Jeg regner med, at vi sagtens kan se det tv, vi har brug for på internettet. Det var faktisk det, jeg gjorde meget af tiden i forvejen. Jeg har dette snedige arrangement af en gammel bærbar sammen med skærmen fra min allersidste stationære pc, som tilsammen er TV/en computer/ musikanlæg på mit kontor.

Alt i alt så giver disse spareøvelser det fornødne albuerum i den noget smalle økonomi, som efterlønstilværelsen giver.

Til gengæld har jeg oprettet et abonnement på tv2play, så jeg kan se Badehotellet. Det er gratis første måned, og derefter koster det 59 kr pr måned. Det bliver opsagt, lige så snart Badehotellet er forbi. Resten af det, de viser på TV2, kan vi sagtens undvære.

Indtil videre er konklusionen den, at spareøvelser, der ville gøre nas på et hårdtarbejdende individ, nærmest slet ikke kan mærkes af en efterlønner. Så det!

Det er glimrende, at underholdningen således er i hus, idet det er p*ssekoldt, og jeg har tænkt mig at opholde mig inde, indtil der er kommet en anden ordning på det vejr!

7. oktober 2013

Sct. Knuds kilde

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 16:56

Kilden
Så kom den sidste træning til diabetesrehab. Det foregik udendørs, i den lille park ved Sct. Knuds kilde. Vi var heldige med vejret, der var mildt. Solen tittede endda frem på et tidspunkt.

Det var noget vemodigt, at det var sidste gang. Dvs. vi har en gang mere, men det er “eksamen”. Nu må vi jo håbe, at jeg ikke dumper. Hvis man dumper, får man ikke et forløb mere. Ærgerligt, det kunne jeg ellers nok bruge.

Dagens aktiviteter kunne jeg kun deltage i nogle af, men det er da oplagt at gå ud og motionere. Det behøver ikke kun være gå eller løbeture. Vi fik prøvet, hvordan man kan motionere med de ting, man nu møder på sin vej. En kæp til fejesving. Armpress ved en bænk. Hvis man er en flok, som vi var i dag, diverse former for stafetløb/gang. Ergo behøver man ikke motionscykel, romaskine, crosstrainer, løbebånd og hvad har vi. Men disse redskaber er det nu ikke så ringe at have adgang til, specielt når vejret bliver koldere, vådere, mere smattet og i det hele taget ikke til at have med at gøre.

En sådan adgang, eller tilsvarende, skal jeg have arrangeret. Det har jeg ikke på plads endnu. Der er simpelthen stadig for mange ubekendte i min nærmeste fremtid, til at jeg kan give tilsagn til – og betale i dyre domme for – at deltage fast i et eller andet forløb.
7. oktober

11. juni 2013

Pletvis solskin

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 17:54

Spredte skyer
På turen til Aalborg i dag kunne man se, hvordan solen lige akkurat trængte gennem skyerne i striber, sådan at en mark fik en stribe solskin, mens der var gråvejr over motorvejen.

Mit andet billede er vores bonderose, der blomstrer lige nu. Den gemmer sig stadig i buskadset, så man er nødt til at gå ned og holde øje med den, for at finde ud af, hvornår den blomstrer. Men der er hele 4 blomster i år.
Bonderose

« Nyere indlægÆldre indlæg »