Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

19. november 2016

Så’ det mig, Andre-e-e-a!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 11:50

Fjerkræ
Eller det er det jo nok ikke. Men jeg kan da ikke blive ved med bare at tegne katte, skønt der nok er en kattetegning eller to i systemet stadigvæk. Men her blev det altså til en papegøjelignende fantasifugl-ting.

Hvis man nu kunne overvinde sin kvalme, kunne man jo give sig til at tegne karrikaturer. Der er nok kandidater til at blive gjort nar af i tiden. Ligefrem taknemmelige kandidater, som fx skaldede diktatorer med orange høstakke på issen. Men selv ikke Metoclopramid™ i industriel styrke, hvis man da kan få det, ville være nok til at holde brækfornemmelserne i skak. Og dog. Det var måske en ide.

Ellers foregår der ikke noget særligt her på matriklen. Hverken spændende eller det modsatte. Det er vist på vej til at blive vinter igen. Jeg går og skæver lidt til mit vatterede arbejdstøj. Godt nok får det mig til at ligne trailer trash, har jeg ladet mig fortælle, men det må jo blive et problem for de personer, der evt. får øje på mig, før det bliver et problem for mig selv. Desuden tror jeg, at vedkommende kan have misforstået termen, da der ikke kan siges at være nogen som helst seksuelle undertoner til vatteret arbejdstøj. Ellers så har jeg da virkelig misforstået en hel masse, hvilket selvfølgelig er inden for mulighedernes grænse, men alligevel …

Ur har jeg da også på i dag, som alle andre dage. Denne gang igen et gammelt russisk ur, som har fået en julefestlig rød rem. Det var så de juleforberedelser overstået. Det var der ingen ben i overhovedet. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor folk vånder sig sådan. De kan jo bare tage og justere lidt på ambitionsniveauet. Med mindre de da har fået sådan et (ambitionsniveau) i one-size, i hvilket fald de virkelig er at beklage.
191116b

15. november 2016

Elleve grader!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 12:04

Mærkelig frugt
Sikkert for en kort bemærkning har vi vristet os ud af den præmature vinter og fået lidt efterår tilbage! Sneen er væk, og vi har elleve grader. For at fejre dette gik jeg ud i baghaven medbringende kamera. Noget orange fangede mit øje. Det måtte udforskes nærmere. Men den må være plantet. Det kan ikke passe, at vores benved(?) er begyndt at bære mandariner/clementiner, eller hvad nu det er. En delvist muggen mandarin, for at det ikke skal være løgn. Det må være manden, der har anbragt den der til ære for pipfuglene. Hvis man endelig skal have “Strange Fruit”, er det vel relativt harmløst.

Ellers er der ikke det store nyt at fortælle siden i går. Men man skal jo samle på det positive, og det med, at det lige pludselig er efterår igen, som det bør være, og ikke vinter, det er da positivt.

Men mørkt er det nu stadig. Jeg begynder at fatte, igen, hvad der menes med “november, november, november”. Men det er den 15., dvs. at måneden er halvt gået. 5-6 uger til dagene igen bliver længere. Endnu en positiv ting.
Endnu et dagens ur

24. februar 2013

Mere brrr…

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , — Henny Stewart @ 12:55

Erantis
Temperaturen ligger omkring frysepunktet, det blæser og føles frygtelig koldt, og her til formiddag faldt der sne, som ligger der endnu. Ikke ret meget, men alligevel! Efter kalenderen er der forår om 4 dage, hvis man altså følger modellen med 3 måneder til hver årstid. 2 små, forkølede erantis fandt jeg udenfor. Men den gule farve er så stærk, som om de alene skulle bekæmpe det grå og hvide vinterlandskab. Jeg skal love for, at de lyser op!
Vintergækker
Frosten har faktisk taget nogle af vintergækkerne, men det lader de sig ikke slå ud af. Der er nye på vej, de myldrer bare frem.

Jeg har en utålmodighed i mig i dag. Snart har jeg været sygemeldt i 5 måneder, og faktisk er bedringen i min tilstand svær at få øje på. Det sidste par dage har jeg igen haft stærke smerter, som hverken lindres med varme eller paracetamol. Jeg havde håbet snart at kunne lægge det tungere skyts på hylden, men det er åbenbart ikke tid endnu.

Ældre indlæg »