Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

14. september 2008

Holdspillere eller ej?

Filed under: Blandet — Henny Stewart @ 15:45

Noget af det mest irriterende, man kan støde på i denne verden, er selvcentrerede, selvpromovorende individer, der overhovedet ikke har øje for det samlede billede, men derimod hele tiden har deres egen fortræffelighed og uundværlighed og kun det i fokus, selv om de naturligvis hævder at have holdets bedste på hjerte.

Den slags skallesmækkende mimoser har et konstant behov for andres bifald og ros, og får de ikke det, er der serveret et sandt helvede af hysteriske anfald for mimosens som regel helt uforstående og – ikke mindst – aldeles sagesløse omgivelser.

Hvis man ikke har klappet i sine små pølsefingre på de helt rigtige tidspunkter, kan man være sikker på, at vedkommende vil gøre en det helvede hedt på alle de måder, h/n kan komme i tanker om, også selv om ens eget arbejdsområde er totalt lukket land for vedkommende.

Arrrghh!!!

12. september 2008

På tide at få liv i kludene igen

Filed under: Blandet — Henny Stewart @ 15:26

Her var så atter en gammel blog, hvor der ikke er blevet skrevet noget i årevis. Hvorfor egentlig have en blog, og så bare lade den ligge brak? Godt spørgsmål. Kunne man kalde den en brakblog, evt.?

Pjat til side. Jeg må være et af den slags mennesker, der laver en ny blog hver gang, hun vil udtrykke sin uforbeholdne mening på skrift. Det er nok webdesignergenet i mig, der synes at tingenes udseende på en eller anden måde skal korrespondere med indholdet.

Her er pt. et pænt design med en rose. Skal det så betyde, at der kun kan postes rosenrøde, overoptimistiske indlæg her? Næh. Det er jo noget, jeg selv bestemmer.

7. september 2008

Danske ord

Filed under: Blandet — Henny Stewart @ 19:51

Danske ord, hvad skal det sige? Sitet er en række afkodningsøvelser. De er tænkt til voksne udlændinge, der er i færd med at lære at læse, dvs. voksne analfabeter eller latinske analfabeter. Det sidste betyder mennesker, der har lært at læse, bare ikke latinske bogstaver, det første betyder mennesker, der overhovedet ikke har lært at læse.

Sitet kan også bruges af børn, etnisk danske eller andre etniciteter, der er i færd med at tilegne sig læsningens somme tider vanskelige, men uundværlige kunst.