Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. januar 2009

Vi bruger også: Dyrlæger

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 20:44

De to “vigtigste” beboere her i huset, nemlig kattene Olga og Stoffer, skulle til dyrlægen i dag. En gang om året skal sådan nogle kræ jo vaccineres og checkes. Det var så i dag. Jeg tror ikke, kattene har været i transportkasser siden sidste år ved denne tid, så det var ikke nemt. Især Stoffer var ikke nem at få proppet i kassen. Han blev panisk angst, og det hele strittede på ham. Man kan ikke lade være med at synes, at det er synd. Jeg kan i hvert fald ikke. Olga blev bare rasende og lod os tydeligt vide, at hun ikke uden videre vil acceptere den slags behandling. Det kan man ligesom bedre forholde sig til.

Vi var også lidt spændt, for sidste år viste det sig, at Stoffer havde en masse tandsten. Når en kat skal have en tandrensning, skal den i fuld bedøvelse, hvilket jo altid indebærer en vis risiko, og samtidig koster det også en sær masse penge. Men hans tænder var ok i år, så det havde vi ikke behøvet at bekymre os over. Derimod havde han #¤%& lopper igen. Det er altså nærmest umuligt at komme de tingester til livs. Jeg fik dog et nyt loppemiddel med hjem, så nu håber vi, at det er mere effektivt end det, vi hidtil har brugt. Vi havde snakket om, at Stoffer måske var lidt tynd. Det syntes dyrlægen ikke. Faktisk mente han, at Stoffer var lidt overvægtig og burde på skrump.

Olga derimod var ikke lidt overvægtig. Hun er, stadig iflg. dr. Dyr, FED (ja, jeg holdt hende for ørerne, da han sagde det), ca. 1/3 for meget vejer hun. Vi har da snakket om herhjemme, at hun er ved at være lidt godt i stand. Omvendt er hun en meget aktiv dame, og når hun hopper op på taget af huset nærmest i et hug, så virker hun heller ikke særlig besværet af sit bugflæsk.

Så det lader til, at vi har to overvægtige misser, der bør på skrump. Hvordan det er gået til, kan vi slet ikke regne ud. Der er jo ikke (hmnnn..) andre i huset, der har det problem. Dyrlægen foreslog, at vi skulle nøjes med at fodre to gange om dagen, og kun lade misserne have adgang til maden i 10 minutter ad gangen. Samtidig anbefalede han, at vi anskaffede nogle ørepropper til den første tid … De er jo vant til at have mad stående fremme altid, sådan at de kan få en bid, hvis der skulle opstå brødflovhed.

Foreløbig har de nu ikke spist noget særligt, efter at vi kom hjem fra dyrlægen. De er lidt sløve ovenpå vaccinationen. Vi var små tusind kroner fattigere ved hjemkomsten, men vil man have dyr, må man jo bare betale ved kasse 1.