Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

27. februar 2009

Slap i koderne

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:10

Selv om det kun er knap en uge siden vinterferien, kunne jeg faktisk godt bruge en uge mere … Jeg gik hen og blev syg her midt i ugen og er egentlig stadig slap i koderne efter den omgang. Nu er det så heldigvis week-end, og om ikke andet kan jeg da få slappet lidt af.

Der var sådan set et par projekter, jeg godt kunne tænke mig at få startet her i week-enden. Det er dels at strikke en halsklud, den vil jeg nok kunne klare på et par timer, men jeg skal have indkøbt de helt rigtige materialer, og det ved jeg ikke rigtig, om jeg orker at få gjort. Jeg går også med en idé til et billede, jeg skal have malet, og jeg har i og for sig alt det nødvendige grej i huset, men jeg ved ikke rigtig – jeg har måske heller ikke helt energi nok til dét.

Desuden har jeg noget forberedelse, som jeg skal have lavet i week-enden. Det gider jeg bare helt sikkert ikke gå i gang med i dag.

Resultatet er altså indtil videre, at jeg sidder her med min PC og laver et blogindlæg. Ren overspringshandling. Men så har jeg da bevist, at jeg ikke er helt død endnu. Siden det nu er klaret, kan det være, at jeg skal følge kattenes eksempel og tage mig en middagslur …

26. februar 2009

Skattereform for begyndere:

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 14:21

Det kan jo være svært at forstå, hvad det går ud på, det dersens politik, derfor vil NoNameYet gerne yde en service til sine læsere: Skattereform for begyndere.

  • De mennesker, der tjener mange penge, skal betale mindre i skat
  • Alle skal betale mere for energi i enhver form (grønne afgifter)
  • Alle skal betale mere for mad (sundhedsafgifter)

= Folk, der ikke tjener så meget, skal via energipriserne og madpriserne financiere skattelettelser til dem, der i forvejen har mest.

Du forstår stadig ikke? O.K.: Den danske regering vil gøre det modsatte af Robin Hood: Den vil tage penge fra de fattige og give dem til de rige.

Der mangler måske lidt detaljer og nuancer, men det er sådan, det hænger sammen!

21. februar 2009

Statistik

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 22:56

Når man har et webhotel, får man som regel noget statistik-halløj med. Man kan vælge at ignorere skidtet totalt og bare publicere løs, men personligt finder jeg webstatistik særdeles underholdende. Det er ikke kun sådan nogle kvalitative oplysninger, som hvordan det går med antallet af unikke besøgende (det er de da forhåbentlig alle sammen (?)), hvilke sider, der har vist herhen osv., selv om det selvfølgelig er interessant, især for folk som mig, der forsøger at deltage i dansen om guldkalven; nej det, der især er spændende er, efter min mening: Hvad leder de efter, de folk, som besøger min blog?

Nogle af dem kommer forhåbentlig, fordi de har været her før, og fordi de har et mere eller mindre velbegrundet håb om, at jeg på et eller andet tidspunkt vil ytre noget interessant. Men det gælder langt fra alle besøgende. Et flertal leder efter noget bestemt, og desværre  finder de nok sjældent det, de leder efter, her. Det må være noget med søgemaskinernes algoritmer, eller hvad det nu er – det forlyder, at Google har måttet indrømme, at de faktisk har mennesker ansat til at udvikle søgemaskinen.

Nej, og nu kommer vi snart til kernen af det, jeg vil sige: På et tidspunkt skrev jeg noget værre konservativt snak om hår, frisurer, farver osv. Dette indlæg er så kommet til at figurere i søgemaskinerne, hvilket igen bevirker, at fortvivlede kvinder i alle aldre bliver gelejdet herover i håbet om at finde ud af, hvordan deres lokker skal betvinges fremover. Det havde og har jeg ingen som helst idé om, og derfor er det, at jeg forærer denne forretningsidé til hvem, der måtte kunne gøre brug af den: Lav en webside med frisuretips for kvinder i alle aldre, smæk nogle reklamer på, og vips! Din  lykke er gjort. Ca. 75% af de søgninger, der fører til nærværende website, handler om frisure, hår osv. En hel del af disse igen handler om gråt hår. Der er et marked! De gråhårede kvinder i Danmark aner simpelthen ikke, hvad de skal stille op, hvis de da ikke skal gå til frisøren og blive klippet assymetrisk og farvet i fem forskellige neonnuancer.

Desværre kan jeg ikke selv bidrage med meget. Jeg har som regel hestehale. Forleden så jeg en gråhåret dame, som havde meget kort hår. Det klædte hende eminent godt. Jeg selv ville komme til at ligne en tugthusfange fra en tegneserie med den frisure. Så jeg kan desværre ikke hjælpe.

Hvis nogen af jer finder/laver sådan et website, så giv mig lige et praj, for jeg kunne også godt bruge lidt inspiration!

Ældre indlæg »