Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

27. februar 2009

Slap i koderne

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:10

Selv om det kun er knap en uge siden vinterferien, kunne jeg faktisk godt bruge en uge mere … Jeg gik hen og blev syg her midt i ugen og er egentlig stadig slap i koderne efter den omgang. Nu er det så heldigvis week-end, og om ikke andet kan jeg da få slappet lidt af.

Der var sådan set et par projekter, jeg godt kunne tænke mig at få startet her i week-enden. Det er dels at strikke en halsklud, den vil jeg nok kunne klare på et par timer, men jeg skal have indkøbt de helt rigtige materialer, og det ved jeg ikke rigtig, om jeg orker at få gjort. Jeg går også med en idé til et billede, jeg skal have malet, og jeg har i og for sig alt det nødvendige grej i huset, men jeg ved ikke rigtig – jeg har måske heller ikke helt energi nok til dét.

Desuden har jeg noget forberedelse, som jeg skal have lavet i week-enden. Det gider jeg bare helt sikkert ikke gå i gang med i dag.

Resultatet er altså indtil videre, at jeg sidder her med min PC og laver et blogindlæg. Ren overspringshandling. Men så har jeg da bevist, at jeg ikke er helt død endnu. Siden det nu er klaret, kan det være, at jeg skal følge kattenes eksempel og tage mig en middagslur …