Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

3. marts 2009

Besked til mig selv: Kartofler smager godt!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 21:10

Jeg erkender blankt, at når det kommer til det husmoderlige, så står jeg på afgrundens rand. Jeg er en helt igennem, i alle måder forfærdelig husmor og hopper over, hvor gærdet skulle have været repareret, hver gang.

Denne sørgelige tingenes tilstand afspejler sig naturligvis også i de madvaner, vi har her i huset. Det skal være nemt, hurtigt, ikke kræve planlægning i den større stil. Det kommer i det daglige til at betyde en del ris, pasta og brød som basismad. Men her i week-enden fik jeg mig taget sammen til at skrælle og koge en stor grydefuld kartofler. Så er det, jeg oplever, at det dog er en fantastisk ting, sådan nogle kartofler. De smager godt, når de lige er kogt. De smager godt, kolde og i skiver på brød, og endelig smager de fortræffeligt som brasekartofler.

Som barn fik jeg kartofler mindst en gang om dagen. Jeg er vokset op på landet, og fik vi ikke kartofler til aftensmad, så var der kartofler til frokost. Der gik simpelthen ikke en dag, uden at man fik kartofler. Den gang satte jeg nok ikke særlig pris på dem, sådan er det jo tit med de ting, der bare er der. De bliver taget for givet.

Jeg kom til at tænke på, at det nok ikke er tilfældigt, at kartoflen spillede en så vigtig rolle som basismad for den generation, der kom før min. Jeg tror, at jeg vil prøve at tage mig sammen til at få skrællet og kogt kartofler noget tiere i fremtiden. Og det er også vigtigt for mig, at det bliver netop sådan: Skrællet og kogt. Ja, ja, jeg ved udmærket godt, at de fleste af vitaminerne sidder lige under skrællen. Det er bare ærgerligt, for jeg kan altså ikke lide kartofler, der er kogt med skrællen på. Jeg synes, de smager af jord. Jeg kan lige til nød acceptere, at man bager en kartoffel med skrællen på, men så skal den altså godt nok skrubbes meget grundigt. Ja, ja – disse små, fikse idéer. Hvor får vi dem fra?