Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. juni 2009

Så knækkede filmen!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 18:26

For nylig havde vi alle mulighed for at stemme for eller imod en tronfølgelov, der skulle sikre “ligestilling” i kongehuset. Personligt endte jeg med at stemme “nej”, fordi jeg ikke brød mig om den manipulation, der lå i måden, spørgsmålet blev præsenteret på. Jeg havde gerne set en gennemgribende grundlovsændring, så man havde fået noget om magtens tredeling, folkestyre og menneskerettigheder og mindre om “kongen gør dit og dat”. Så jeg stemte altså “nej”, selv om jeg selvfølgelig går ind for ligestilling og selv om jeg som sådan ikke har noget mod kongehuset. Jeg har hidtil syntes, at kongehuset var en god repræsentant for landet og på mange måder både mere dekorativt og underholdende end en mere eller mindre demokratisk valgt præsident ville være.

Men nu er det så, at filmen knækker. Ja, jeg har ikke selv set prinsgemalen komme med de famøse udtalelser, så det er da muligt, at jeg nu hopper i med begge ben. Men selv ikke for sjov, med glimt i øjet burde han antyde, at han skal kaldes konge. Endnu værre bliver det, når man hører, at flere politikere mener, det ville være i orden at give ham den titel, hvis kongehuset ønsker det.
Jeg siger det bare: Hvis prins Henrik får titel af konge, også selv om det er nok så meget uden portefølje, så er jeg færdig med at være royalist. Sådan en kong Gulerod kan vi ikke bruge til noget som helst:
Kong Gulerod

Som det så rigtigt er blevet sagt, så er kongehuset kun legitimeret i kraft af sin ælde, hermed også i kraft af, at de er repræsentanter for en tradition, som nogle af os tillægger en vis værdi, så har de edder**** også at rette sig efter den tradition. En konge er en regent, basta. Den titel hverken kan eller skal man kunne gifte eller surmule sig til. Så er vi nemlig ude i noget karneval eller grotesk teater, der ikke har noget som helst med historien at gøre.

Hvis der bliver mere ud af den sag, melder jeg mig ganske enkelt i republikanernes rækker.

Hvad siger I andre, er det OK med en Kong Henrik af Danmark?