Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. juli 2009

En ny klaphat

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 23:00

Man vil måske have lagt mærke til, at Silvio Berlusconi figurerer ret tit i disse spalter. For det tilfælde at han skulle gå hen og blive mindre underholdende, har redaktionen i al sin visdom besluttet at introducere endnu en politisk klaphat: Nordkoreas leder, Kim Jong Il.

Denne vise leder har nu besluttet, at alle kvinder i Nordkorea skal bære nederdel. Helst skal de bære en nationaldragt, bestående af skørt og jakke i et bestemt snit, men hvis det ikke er muligt, kan en almindelig nederdel altså også gøre det.

Man har ansat “studenter” til at overvåge, at ingen kvinder forbryder sig mod den nye bestemmelse. De må altså gå i minen eller på marken med nederdel på, hvadenten de vil eller ej. Straffen for at trodse det nye påbud kan være strafarbejde eller store bøder.

Elendige klaphat!

Singled out

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 11:59

Sådan hedder den bog, jeg nu snart er færdig med at læse. Den fortjener et ekstra ord med på vejen, synes jeg. Forfatteren Virginia Nicholson beskriver den situation, som mange kvinder i Europa befandt sig i efter første verdenskrig. Hun skriver om situationen i England, men det var det samme i Tyskland og Frankrig, eller måske værre endnu.

Situationen var, at de unge mænd døde som fluer under første verdenskrig. Det betød, at der i England efter krigen var ca. 2 millioner flere kvinder i giftemoden alder, end der var mænd. Bogen fortæller om en pigeskole, hvor der ved morgensangen blev sagt til pigerne, at de skulle regne med, at kun hver tiende af dem nogensinde ville blive gift. En barsk besked til en flok piger, der indtil da var blevet opdraget til, at giftermål og børnefødsler var deres bestemmelse.

I et sådant samfund, hvor kvindens nærmest eneste bestemmelse var at blive gift og få børn, måtte en situation med et stort underskud af unge mænd nødvendigvis give anledning til nogen nytænkning. Nu kunne man have troet, at et samfund, der havde frembragt en sådan situation, også ville have foretaget noget for at afhjælpe den, f.eks. ved at tilbyde uddannelse og arbejde til disse kvinder, der nu ikke kunne forvente at blive forsørget, men nej, sådan gik det ikke.

…man burde eksportere dem til kolonierne,…

De enlige kvinder, “the spinsters” – pebermøerne, blev nærmest dæmoniseret og lagt for had. Man sagde, at de stjal jobbene fra de mænd, der nu var vendt tilbage fra krigen. Man sagde også, at de udviklede alle mulige uheldige karaktertræk og vaner på grund af deres mangel på mænd. Nogle mente sågar, at man burde eksportere dem til kolonierne, hvor der efter sigende var mangel på kvinder. Især ude på landet. Visse kvinder hoppede på den og lod sig skibe af til Canada eller Australien, men mange af dem kom tilbage igen.

Bogen beskriver videre, hvordan mange kvinder faktisk lod sig uddanne og fik gode jobs, ja nogle fik endda strålende karrierer og gjorde på den måde al tale om forspildte kvindeliv til skamme. Men naturligvis var mange kvinder henvist til at klare sig i elendigt betalte jobs, for det var jo ikke meningen, at kvinders arbejde skulle være permanent. Det var bare noget, der skulle vare, indtil kvinderne blev gift. Derfor var det ikke nødvendigt at give kvinder en ordentlig løn eller ordentlige arbejdsforhold, mente mange arbejdsgivere.

Men man kan sige, at mange af disse “overflødige” kvinder banede vejen for senere tiders kvindefrigørelse og ligeberettigelse. Deres protest over at blive betragtet som overflødige, blot fordi de ikke havde mulighed for at blive vedhæng til en mand, ændrede for altid den generelle opfattelse af mænds og kvinders roller, evner og muligheder i samfundet.

Nu var det selvfølgelig ikke den samme situation her i Danmark i kraft af, at landet ikke var med i første verdenskrig, men vi er da klart påvirkede af det samlede tankegods fra vores del af verden, og derfor mener jeg også, at danske kvinder skylder “the surplus women” nogle af de goder og fremskridt, vi trods alt har opnået.