Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

29. juli 2009

En tidlig bloggerske?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 10:30

Mass Observations var navnet på et initiativ, som de engelske myndigheder kørte fra 1937 til en gang i tresserne. Det gik ud på, at “ganske almindelige mennesker” skrev dagbog om, hvad de lavede, eller hvad der i det hele taget optog dem. Et af disse “almindelige mennesker” var husmoderen Nella Last fra Barrow-in-Furness i nærheden af Liverpool.

Hun skrev flittigt om sit liv med manden William, sønnerne Arthur og Cliff, hunden og katten, naboerne, hendes arbejde i W.V.S (kvindernes frivillige service), der skaffede penge, tæpper, tøj osv. til tropperne ved mange forskellige aktiviteter. Hun var også aktiv i Røde Kors, og det skriver hun også om.

… graver sin græsplæne op og dyrker grøntsager i det halve og holder høns på den anden…

Hun skriver om, hvordan det var svært at skaffe mad nok under krigen og hun giver mange tips til, hvordan man kan økonomisere. Hun graver sin græsplæne op og dyrker grøntsager i det halve og holder høns på den anden halvdel. Man får en tydelig fornemmelse af, at hun er stolt af at kunne klare sig for lidt. En af de ting, hun laver for soldaterne, er tæpper, som hun syr sammen af rester, der er samlet sammen fra skræddere og konfektionsfabrikker. Hun laver også dukker, som hun laver en slags amerikansk lotteri over. De er åbenbart meget eftertragtede.

Hun skriver om, at hun har været igennem en helbredskrise umiddelbart før hun startede på dagbogen i 1939. Jeg ved ikke præcis, hvad det var, hun fejlede, men det kunne godt lyde som noget depression i tilknytning til overgangsalder. Under alle omstændigheder får hendes aktiviteteter hende til at føle sig meget bedre tilpas, og hun finder også sine ben i forhold til, hvad hun vil finde sig i, og hvad hun ikke vil. Der er ikke så lidt rødstrømpe i hende.

Hun skriver meget om sine børn, Arthur, der har taget en uddannelse i skattevæsenet, og Cliff, der er soldat, og som hun er konstant bekymret for. Hun skriver utroligt medfølende om de unge kvinder, der giftede sig med unge mænd, der drog i krig, og måske, måske ikke vendte hjem igen.

Hun skriver meget godt og levende, og selvfølgelig er brevene blevet redigeret, og man ved ikke hvor meget. Min fornemmelse er dog, at det nok næppe har været standardniveauet for skriftlig fremstilling, som hun repræsenterer. Hun var klart mere kreativ, end folk er flest, også når det kom til skriftligt udtryk.

Jeg blev først opmærksom på Nella Last igennem en filmversion, Housewife, 49, af og med den engelske komedienne, Victoria Wood, som jeg tilfældigvis kom til at se. Den har jeg i øvrigt indkøbt på dvd, og det er noget, jeg yderst sjældent gør, idet de fleste film efter min mening ikke er værd at se mere end en gang. Men denne er!

Af bøger er der blevet udgivet: Nella Last’s War og Nella Last’s Peace. Jeg har anskaffet dem begge, og er i gang med at læse den første. Når jeg har læst den, vil jeg se dvd’en med Victoria Wood.

Man er i godt selskab med Nella Last.