Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

4. august 2009

Viden eller tro?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 6:49

Naturvidenskaben har det hårdt i disse tider. Færre og færre unge mennesker ønsker at uddanne sig indenfor naturvidenskaberne; så vidt jeg har forstået det, er det en tendens, der er tydelig over hele den vestlige verden. Som forklaring hører man, at naturvidenskabens resultater og beviser blot anses for at være den vestlige verdens (snævre) dogmer, og at visse mener, at følelsesmæssige tilgange til diverse spørgsmål er “mere omfattende” eller på en for mig uforståelig måde “bedre”.

Samtidig oplever vi, at kristne fundamentalister ønsker deres børn undervist i “kreationisme”, altså de skal lære, at hvad biblen siger om verdens skabelse, er det rigtige, og ikke Darwins teorier. Islamistiske fundamentalister i andre dele af verden laver selvmordsangreb og anden ufred, fordi de er utilfredse med “vestlig skoleundervisning”. Sådan set kan vi for min skyld godt sætte alle fundamentalister i samme bås, uanset hvilket “fundament”, de mener at stå på.

Det har været noget af et chok for mig at opdage, at sådan noget som verdens skabelse og arternes oprindelse atter kan være genstand for “synsning”. Hvad bliver det næste? Matematikken, måske? Hvis tilstrækkeligt mange mennesker kan blive enige om, at to og to skal være fem, skal det så være rigtigt?

… morlille skal forstå, at jorden er flad som en pandekage…

Jeg oplever altså, at verden i disse tider atter udsættes for argumenter, hvor morlille skal forstå, at jorden er flad som en pandekage. Nogle vil måske kalde mig en uforbederlig rationalist. Det vil jeg så tage som en kompliment, idet jeg stædigt vil stå fast på, at der er kvalitativ forskel på det, du kan se med dine egne øjne eller måle med dertil egnede redskaber, og så en hvilken som helst tro. Viden er ikke tro, og tro er ikke viden. Kan vi i det mindste ikke være enige om det?

Netop fordi jeg oplever, at fornuften er under pres i vores verden, har jeg ikke lyst til at flirte med diverse mere eller mindre “alternative” verdensanskuelser. Mens jeg nok kan leve og lade leve, må jeg for mit eget personlige vedkommende melde pas.

Jeg mener bestemt ikke, at den fulde sandhed om alting allerede er fundet. Bl.a. derfor ville det være godt, hvis flere unge ville interessere sig for naturvidenskaberne. Så kunne man sikre, at der ville blive ledt efter sandheder med dertil egnede instrumenter, og at det, der findes, kan måles, vejes, sammenlignes og forklares. At der er tale om viden og ikke om tro.