Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

6. november 2009

Et dyk i arkivet

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 23:03

I snart mange år har jeg organiseret mine billeder i mapper, der simpelthen har navn efter datoen. Havde jeg f.eks. begået en billedserie i dag, ville den mappe, jeg gemte den i, ganske enkelt få navnet 061109. På den måde er det relativt nemt at finde frem til billederne igen. Jeg gør også tit det, at jeg kigger efter, om jeg tog nogle billeder på denne dag for et år siden, for 2 år siden osv. Jeg tog også lige den lille undersøgelse i dag, og fandt ikke noget fra den 6. november. Det har åbenbart været en møgdag uden meget lys eller inspiration til at fotografere de andre år også. Men jeg fandt en billedserie fra 6. januar 2007.

6. januar 2007

Den dag var vi, som så mange gange før og siden, søgt ud til Rubjerg Knude Fyr og til Lønstrup. Der var heller ikke meget lys på sådan en dag i begyndelsen af januar, men jeg syntes, at havtornen næsten havde et eget lys. Jeg fik også et par billeder af en sten på landingspladsen, hvor en kunstner har “fundet” en hummer i stenen. Jeg er ikke 100% sikker, men jeg tror, at kunstneren er Stinne Teglhus fra Kjul. Hun har i hvert fald begået lignende værker, så vidt jeg ved.

Vi opgav i øvrigt at køre op til fyret, for Fyrvejen var i sørgelig forfatning, og den bil, vi havde dengang, havde en “sårbar” affjedring. En brugt bil til 12.000 skal man nok trods alt ikke bruge som noget i retning af en terrængående jeep!

Ja, så kom der altså en tur “down Memory Lane”, med det absolut tyndeste påskud. Bare fordi jeg kan!

ABC i ord og billeder: G

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 7:19

Så er Petunias ABC i ord og billeder nået frem til bogstav G. I denne uge, har jeg valgt, at G skal stå for grøn. Adjektivet er jo navnet på en farve, som især friske planter har. Derfra lånes det så ud til forskellige andre betydninger. Hvis et menneske er grønt, så betyder det, at der er tale om en ungt, uerfarent og måske naivt menneske. Man kan også blive grøn af misundelse, eller fordi man er syg. Så grøn er ikke altid positivit. Et sort jakkesæt kan blive grønt af ælde, så den grønne farve er ikke kun knyttet til ungdom og friskhed. Et kobbertag bliver med tiden irret og antager derfor farven: Grøn.

Grønne sager fra haven

Men det grønne, der betyder mest for mig, er dog planterne, der er smukt grønne om foråret og sommeren. Når de grønne blade forsvinder, begynder jeg straks at savne dem.

Her kan du se andres bud på bogstav G: