Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. november 2009

Vejen til Damaskus

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 15:35

… har jeg aldrig været på. Jeg har nok heller ikke ligefrem håbet på en dramatisk omvendelse, men lidt åbenbaring i ny og næ ville måske ikke være så dårligt. Jeg mener, jo ældre man bliver, jo større risiko er der for, at man havner i en eller anden skure eller rutine, der måske ikke er så hensigtsmæssig, og som det måske ville være godt at blive rusket ud af. Som f.eks. mht. det, man kalder “personlig stil”. Altså tøj, sko, støvler, smykker og andre accessories, som det jo nu hedder på godt dansk, samt evt. maling til ansigtet mv.

Nåmenaltså, jeg har da været rundt i blogland, og flere steder har en bog om de emner været omtalt. Både hos Anne Undreland og Madame har Christina Wedels “Hvad klæder mig” været favorabelt omtalt, og jeg har selv været inde og læse det kapitel, man kan læse gratis på fr Wedels hjemmeside, nemlig kapitlet “Tal pænt til dig selv“. Det virkede godt nok lidt “new age” på mig, det der med at fremhæve det positive og ignorere det negative. Eller er det klikkertræning, jeg tænker på? Det er jo også så moderne. Men det kapitel virkede nu ikke i sig selv afskrækkende, jeg mener, hvis det virker på katten, kunne det jo også være, det virkede på en selv.

Ergo besluttede jeg mig til at bestille bogen, efter et par dage ankom den, og nu er den også læst. Og så er det altså, at jeg har fået en rigtig dårlig smag i munden. Formålet med øvelserne skal være, at man skal føle sig “lækker”. Ordet forbinder jeg ikke så meget med mennesker som med objekter, der skal fortæres, som f.eks. et stykke kamsteg eller en nystegt frikadelle. At se smart ud kunne jeg derimod godt tænke mig, eller se godt ud. Men det er altså ikke det, der er målet.

Men da jeg var kommet et stykke ind i bogen, nærmere bestemt til side 99, “Sandheden om tilskæring og snit”, hvor jeg kan læse om nogle ting man skal tage hensyn til, med mindre man er mere end 20 kg overvægtig, strike one, blev jeg klar over, at jeg slet ikke var i Wedels målgruppe. Herefter går fr Wedel så over til at sige, at hvis man er mere end 20 kg overvægtig, så vil hun opfordre os til at tabe mindst 15 kg, inden vi går ud og skaffer ny garderobe! Strike two. Kære fr Wedel, det er jo Dannevang, dette her, og det er altså alt for koldt at gå rundt med r**** bar, rent bortset fra, hvad sædelighedspolitiet ville have at sige om det, hvis man gik ud uden “garderobe”. Mht. det at tabe 15 kg, så vil jeg gerne tage diskussionen op med fr Wedel efter hendes evt. overgangsalder/rygestop/behandling for depression, hvis hun kommer i disse situationer. En af dem skulle da i hvert fald være rimeligt sikker. Når jeg kunne trænge til inspiration mht. mit tøj, så er det da ikke noget, der kan udsættes, til jeg engang er blevet ung og smuk, for det bliver jeg sgutte!

Der skal jo tre slag til, før man bliver dømt ude, så her kommer strike three: Det er i afsnittet om kjoler, og hvorfor fr Wedel mener, at mænd elsker dem. Det er fordi, og hold nu fast: “Der er fri tilgang”. Hun forklarer selvfølgelig, at der er tale om fantasier, som ikke nødvendigvis behøver blive udlevet osv. Men jeg må indrømme, at jeg finder det dybt tragisk, at en yngre kvinde kan skrive sådan noget bavl i det herrens år 2009, og endnu mere tragisk er det, hvis hendes læsere accepterer det! På side 48 er fr Wedel ovenikøbet ligeglad med kvindefrigørelse i henseende til hvor “lækker” man er. Jo tak do! Den slags tale får mig til at længes efter mine overalls, den lilla ble og et par røde kaptræsko.

Hvis man ikke synes, de tre slag er nok, så skal man åbenbart, for at være “lækker”, have fjernet hår både her og hisset, det er jo totalt amerikanske tilstande, Wedel her vil have indført. Man skal smøre sig ind i cremer både morgen og aften. Det er ikke så sært, at allergierne er på fremmarch, alt det skidt, folk vil udsætte deres hud for. Desuden skal kvinder iflg. Wedel gå med make-up! Det er altså et personligt valg, om man vil det eller ej. De fleste ser langt bedst ud uden!

Dertil kommer en næsten konstant tilskyndelse til at købe dyre sko, støvler, tasker og tøj. Jeg begynder så småt at se, hvor de kvinder, der optræder i “Luksusfælden” på TV3, får deres idéer fra. Det er jo gerne små, pjevsede koner, der med tårer i øjnene tilstår, at de bruger 3000 på frisør og “hårprodukter” pr. måned og har skabe, der er så fyldt med tøj, at de absolut intet overblik har. Den idé, at man skal eje noget dyrt tøj, som man så kan tillade sig at “blande” med noget billigere, er helt ude i hampen. Netop med tøj er det jo en kendt sag, at man ikke får det, man betaler for. Mærkevarer er i det store hele blærevarer og får ikke bærerne til at se en tøddel bedre ud.

Så nej, jeg er ikke imponeret over Christina Wedels bog. Overhovedet ikke, faktisk. Men hvis der var en stylist, der formåede at vise almindelige kvinder af alle mulige tykkelser og aldre, hvordan de uden at skulle ligge under for nogle mere eller mindre lumre mandefantasier kunne klæde sig smart og praktisk på for små penge, så ville jeg ganske givet være imponeret. Men det er nok for stor en mundfuld!