Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. november 2009

Milliardtab

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 21:07

Intet i verden er gratis, heller ikke de ting, vi ikke sådan betaler for på stedet, som f.eks. socialt velfærd, sundheds- og vejvæsen og alt det andet, som skatten betaler for. Men nu forlyder det, at der er milliarder, som skattevæsenet ikke får kendskab til, fordi de er underbemandet.

For at tjene penge skal man bruge penge, det er et gammelt, men sandt ordsprog. Det gælder altså også skattevæsenet. Der er nødt til at være de fornødne ressourcer til stede, sådan at det bliver svært for større eller mindre snydepelse at unddrage sig beskatning. Der skal være råd til at gå selvangivelserne igennem. Der skal være råd til at gennemføre en kontrol, og den kontrol skal have et omfang og en synlighed, der i sig selv kan virke forebyggende.

En UFO?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 13:12

Ja, det var det, jeg tænkte, da jeg kiggede ud af vinduet for lidt siden. Men det viste sig, at det var solen, der for en gangs skyld tittede frem. En sjælden gæst, her i november, og derfor så meget mere påskønnet. Men selv her næsten midt på dagen, er skyggerne lange.
Novembersol i haven
Jeg var lige ude og rondere haven. De mange bær lyser stadig op derude, og selvfølgelig lyser de endnu mere op, når solen skinner. Jeg havde kat med, som sædvanlig, men kun én. Den anden har det nemlig ikke så godt. Han har været oppe og slås/fået en skrækkelig masse bank. Pelsen hænger i løse totter, han har blodige rifter og er blevet meget lille, sådan rent adfærdsmæssigt. Nu ved man selvfølgelig ikke, hvordan den anden kat ser ud, men der er en del fertile hankatte her i området, og de er altså på alle måder nogle børster. Hvis jeg havde råd, ville jeg indfange nogle flere af dem og sende dem til dyrlægen. Men det er nu ikke sikkert, at det ville hjælpe. Hvis en hankat har tillagt sig den agressive adfærd, der hører med til at være en voksen, fertil han, så er der ikke store chancer for, at det vil ændre sig, selvom han kommer af med kuglerne … Det skal gøres, mens katten er ung, og jeg ville virkelig ønske, at folk tog det alvorligt.