Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

16. november 2009

Uden UFO’en

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 15:40

Det gør altså en forskel, vejret. Med hensyn til at tage billeder, kunne man næsten lige så godt bruge sort hvid film på en dag som i dag. Der er jo næsten ingen farve på noget som helst. I sådan et vejr er der ingen vej uden om: Rabarberkvarteret er virkelig kedeligt. Af og til, forår og sommer f.eks., når solen skinner og der er blomstrende træer i haverne, så kan man forledes til at glemme det et øjeblik. Men ikke på en dag som i dag! Det er dog utroligt, at man ikke har kunnet finde ud af at bygge nogle mindre enfamilieshuse i hver sin have uden at det skal komme til at se så uniformt, kedeligt og totalt uinspireret ud! Det er sandelig ingen storhed, at vi har numre på husene her. Ellers kunne vi have svært ved at finde hjem.

Ellers er jeg så heldig, at jeg har fået mit skema ændret, sådan at jeg ikke har undervisning om mandagen. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at jeg har fri. Det var det f.eks. ikke i dag, hvor jeg skulle over og kontrollere nogle ting, der skal være i orden til den skriftlige eksamen, vi skal have i morgen. Men næste mandag skulle kunne blive en fridag, hvis jeg spiller mine kort rigtigt. Det vil så sige en lang week-end, og det smager jo næsten af en lille ferie!

Det er ikke store ting, men midt i det grå er det godt at have noget at se frem mod.