Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. februar 2010

ABC i ord og billeder: U

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 21:16

Nu er vi kommet til bogstav u i Petunias blogleg, ABC i ord og billeder. Denne gang, også denne gang, var det ikke ligefrem sådan, at idéerne stod i kø for at blive realiseret. Jeg tænkte på ordet “ude“, der jo kan have flere betydninger, ligeså “udenfor“, der ikke er det samme som “uden for“. Man kunne givet også have lavet noget med “uld“, der vel er meget aktuelt i denne istid.

Men jeg endte med at gøre, som jeg plejer: Jeg gav mig til at bladre i billedmappen. Og vupti, der har vi svaret. Uggerby Å! Det er ikke første gang, jeg blogger om Uggerby Å. Anledningen har været kanoture, som jeg har været på sammen med Sprogskolen. De ture hører til i en kategori, hvor det sådan set er bedre, når turen er overstået. Især vel overstået. Men her i istiden er det rart at tænke på en dag, der var så varm, at man svedte helt inde i knoglerne, himmel og hav gik i et, turkisblåt flimmer og folk kastede sig i bølgerne efter at have afleveret kanoer, pagajer og redningsveste.
Uggerby Å
Så mit u bliver et eskapistisk et, hvor vi får mulighed for at tænke tilbage – og frem – til varmere dage.
Her kan du se andres bud på bogstav u og eventuelt selv tilmelde dig bloglegen.