Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. marts 2010

ABC i ord og billeder: Z

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 13:27

Nu lakker det virkelig mod enden i bloglegen. Z ville have været det sidste bogstav i adskillige alfabeter, dog ikke i vores. Hvad skal man dog finde på? Der er jo både zoo, zebra, zoom, zydeco osv. Men jeg har ikke nogle billeder ved hånden, der kan illustrere de ting.

Det har jeg så heller ikke for det ord, jeg vælger, nemlig zap. Zap er den lyd, man hører, idet en myg flyver i døden på myggelampen. I en noget mere højlydt version er det lyden af et lyn, der slår ned. Der er også et verbum, at zappe. Ethvert barn ved jo, at det betyder at skifte  kanal på tv’et, af hvilken grund en fjernbetjening også kan kaldes en zapper, og sådan en kunne jeg godt skaffe et billede af, men I ved alle, hvordan sådan en ser ud, så why bother?

Havde jeg nu været en menneskefjendsk gamling, kunne jeg her have besværet mig over zapper-generationen, der ikke har mere koncentrationsevne end en loppe, men det skal jeg nu afstå fra, dels fordi jeg ikke er en menneskefjendsk gamling, og dels fordi det ikke er rigtigt. Jeg synes nemlig, at flertallet af de unge, jeg møder, er knivskarpe og udmærket i stand til at koncentrere sig om det, de finder vigtigt.

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på, kan du besøge abc-bloggen.