Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. april 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: C

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 0:21

Så nåede vi frem til 3. bogstav i 3. runde, C, i Petunias blogleg. Sidst valgte jeg ordet “collage“, og så var det jo ligesom taget. Så tænkte jeg en overgang på ordet cykel, og jeg gennemtrawlede også mine billedmapper og fandt et enkelt billede af en cykel, men det er ikke den jeg har nu, men derimod en længst hedengangen.
Cykel
Min nuværende cykel er hængt op ude i garagen, og jeg kunne selvfølgelig gå ud og tage et billede af den, hvis jeg gad, men det ville nok ligesom være falsk reklame, for det er ikke ret meget, den bliver brugt nu om dage. Før vi fik bil (med fare for at citere Marguerite Viby), kørte jeg på cykel hver dag på arbejde, indkøb og alle mulige andre ærinder, men efter at vi fik bil, er det så ikke blevet til så meget. Nu var en af de væsentlige grunde til at få bilen jo faktisk også, at det var ved at være for meget med alle de cykelture.

Nå, men jeg kunne stadig ikke rigtig finde på noget med C, så jeg besluttede mig for at snyde. Jeg vendte mig til ODS, ordbog over det danske sprog, på nettet forstås. Skulle jeg have bogudgaven, måtte jeg foruden en formue i anskaffelsesomkostninger også regne med at skulle bygge til. Den ordbog er i rigtig, rigtig mange bind. Jeg har glemt hvor mange, men nu ligger den jo så heldigvis også på nettet, så man slet ikke behøver at anskaffe sig den.

Der var rigtignok bid! Der var masser af C‘er, lige fra cheviot til charmeuse, og mere til. Men jeg syntes stadig ikke, jeg havde fundet noget, jeg kunne bruge. Jeg faldt også over causeri og causere, som vel er det, man håber, at man gør, når man laver et blogindlæg, i hvert fald et af dem med meget tekst. Der er selvfølgelig den indbyggede fare i det, at skribleriet bliver kedeligt og langtrukkent i stedet for underholdende, underfundigt hvis ikke ligefrem morsomt, som et godt causeri jo skal være. Nej, causeri og causere duer heller ikke, det må jeg overlade til folk, der har forstand på den slags.

… spise aftensmad med ham der Medvedev …Midt i det hele må jeg være begyndt at kede mig lidt, for det faldt mig pludselig ind, at jeg er glad for, at jeg ikke har været nødt til at spise aftensmad med ham der Medvedev. For en årsløn på en 90-100 millioner ville jeg dog måske nok lige overveje det.

Nu er dette ikke en stil, og man bestemmer suverænt, hvad man selv skriver på egen blog, men ovennævnte var vist både irrelevant, stilbrud for slet ikke at tale om en anelse majestætsfornærmende, så man må vist til sagen igen: Bogstav C!

Nu ved jeg pludselig, hvad det skal handle om. Majestæten har et nært forhold til dem og kritiseres ofte for det. Selv var jeg slave af dem fra konfirmationsalderen og 30 år frem, men så holdt det også op! Mit C skal være cigaretter!
Ligkistepind, lånt fra Stockxchange

Jeg kvittede omkring den 1. oktober 1998, og det var ikke let. Jeg tyggede nikotintyggegummi, så mine kæber var ved at gå af led. Somme tider, når man kom til at tygge lidt for hurtigt på skidtet, fik man frigjort for meget nikotin på en gang og opnåede på den måde en let nikotinforgiftning på samme måde, som man gjorde, da man i sin tid skulle “lære” at ryge, og med samme resultater. Grøn ansigtskulør, kvalme osv. Det var besværligt at lære at ryge, men man var stædig og holdt ud! Gud fader, så dumt! Det var endnu mere besværligt at holde op, men det har jeg til gengæld aldrig fortrudt. Jeg kan jo ikke vide, om det ville have kostet mig livet, hvis jeg havde fortsat oseriet, man har jo heldigvis ikke nogen kontrolgruppe på sig selv.

I dag ved jeg, hvad jeg ikke vidste, da jeg skulle til at holde op, at den fysiske afhængighed er ude af kroppen efter 72 timer, hvis man stopper “kold tyrk”. Havde jeg vidst det, havde jeg nok bare bedt en bekendt om at låse mig inde i 3 dage. Det kunne have sparet mig for 6 måneders gumleri. Men hvad der nu end virker, så er det jo godt.

Antallet af rygere her i landet er faldende. Det kan delvis være et udslag af de mange oplysningskampagner om tobakkens sundhedsskadelige virkninger, inklusive de meget grumme advarsler, der trykkes på cigaretpakkerne. Det kunne også skyldes de stigende tobakspriser eller det faktum, at der kommer rygeforbud flere og flere steder. Man kunne håbe, at det er almindelig sund fornuft, der er ved at sætte ind, men ved I hvad? Det tror jeg faktisk ikke. Det viser sig nemlig, at det er ved at være “moderne” blandt de helt unge at ryge cigaretter. Ja, ja. Pendulet svinger frem og tilbage, og der er intet nyt under solen. Men jeg skal i hvert fald ikke nyde flere af de der ligkistepinde. Alene at være fri for stanken er dejligt!

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på til bogstav C, kan du besøge ABC-bloggen. Her kan du også få information om, hvordan du selv kan deltage i legen, hvis du skulle have fået blod på tanden!

23. april 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: B

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 7:17

Alfabetet ruller videre, og indlæggene blogger ikke sig selv, så man må jo til det! B skal hos mig stå for båd eller både i denne uge. Nu havde jeg jo anker i sidste uge, så det kunne måske begynde at ligne et maritimt tema? Det tør jeg nu ikke garantere. Så meget ved jeg heller ikke om fiskeri eller søfart, selv om jeg er vokset op ca. 1 km fra Vesterhavet. Her er et billede af en fiskerbåd på stranden i Løkken:
Fiskerbåd på stranden i Løkken
Jeg tog billedet for snart et år siden. Det er vist ved at være på tide at besøge stedet igen. I Løkken trækker man bådene op på stranden med en wire. Det foregår langs en mole, der er noget af en turistattraktion, i hvert fald når det er godt vejr.
Turister, der soler sig på molen i Løkken
Det forlyder, at molens fremtid er usikker. Den trænger alvorligt til at blive repareret, og der er vist ikke helt enighed om, hvem der skal betale. Hvis det ender med, at man fjerner molen, vil det nok også være slut med at trække bådene op på stranden i Løkken.
Fiskerbåde på Løkken strand
Men lad os nu se, hvordan det kommer til at gå.

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på, kan du besøge ABC-bloggen.

21. april 2010

Så du røgen?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 21:11

Eller askeskyen? Jeg mener ikke at have set den. Der blev på et tidspunkt sagt, at asken kunne farve skyerne lyserøde ved solnedgangstid. Men det gør solen vel også normalt, eller hvad? Nå men her forleden, på vej hjem fra arbejde, fotograferede jeg nogle skyer, der vist er en anelse lyserøde:
Lyserøde skyer
Jeg har ellers tænkt på, at den askesky må være helt ustyrligt tung. Jeg har nemlig hørt den omtalt af en af de overivrige kvindelige journalister på TV2 som en “lavasky”.

Der har også været en del snak om, at visse mennesker, der har været så uheldige at “strande” i sydens sol (eller er det syndens sold?), ikke har fået så god service, som de havde regnet med. Det kan godt være, at der er regler på området, på den anden side kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis man har betalt ca. 5 kr. for sin billet, så er det vel ikke så mærkeligt, at flyselskabet ikke har bemandede telefoner døgnet rundt. Ja, egentlig er det vel heller ikke så mærkeligt, at de heller ikke har et kontor på destinationen. Hvordan skulle der næsten blive penge til det? Det kunne så måske være et af de tilfælde, hvor man faktisk får det, man har betalt for.

Ellers er kreativiteten stor og det høje krisehumør uudsletteligt. Aldrig er dansken så gæv som i modvind! Der er folk, der formedelst 26000 kr. har ladet sig transportere i taxa til Portugal, folk, der har købt en brugt Mercedes i Spanien og selv kørt hjem i den, folk, der har trodset sprog- og andre problemer og lejet en bus, der kunne fragte dem hjem. Der vil jeg så nok lige tillade mig at mene, at hvis man har 26000 kr. til en taxatur, så er problemet vel ikke så stort.

Vi har sparet en masse CO2 i de dage, hvor luftrummet har været lukket, og det skulle vist være en god ting™. Bortset fra den irriterende nyhedshype har udslippet ikke påvirket mig på nogen måde. Jeg har passet min lille dont som sædvanlig.

Og jeg vil nærmest påstå, at jeg overhovedet ikke har set den sk*** askesky.

Ældre indlæg »