Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. april 2010

ABC i ord og billeder: Å

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 21:39

Så nåede ABC i ord og billeder, runde 2, til vejs ende. Det forlyder, at der kommer endnu en runde, alle gode gange tre. Så må vi se, om jeg kan finde på noget til den. Mon ikke det går?

Nå, dagens bogstav er altså Å. Det skal hos mig stå for årstider. Dem har vi jo fire af på disse kanter, og det er jeg normalt ikke utilfreds med. Hvis man følger med her på bloggen, vil man nok ikke have kunnet undgå at lægge mærke til, at jeg har brokket mig en del over den årstid, vi lige er blevet færdige med, nemlig vinteren. Jeg har ikke mange gode ting at sige om vinter, og slet ikke når den er så lang og snerig, som den nys overståede har været.

De 4 årstider

Der var mit billede med de 4 årstider repræsenteret. Er der for resten ikke en meget god restaurant et eller andet sted, der hedder de 4 årstider? Hvis ikke, så burde der være det. Så er der jo også en pizza, som hedder quattro stagioni. For slet ikke at nævne Vivaldis værk af samme navn! Så nævnte jeg det alligevel!

Mange af de mennesker, jeg arbejder med til daglig, kommer fra klimaer, hvor man ikke har 4 årstider, men kun to, nemlig en regntid og en tør tid. De, der kommer fra troperne, hundefryser med anstand mindst det første år. Men de tilpasser sig efterhånden. F.eks. har jeg for ikke så længe siden truffet nogle af de vietnamesere, jeg underviste i 80’erne, og nogle af dem er blevet danske statsborgere, og har dermed kunnet besøge Vietnam igen. Da jeg spurgte dem, hvordan det var, svarede de, at det var – uha – meget varmt.

Jeg har i øvrigt set, at en nydansker, der dog ikke er en af mine kursister, har beskrevet årstiderne i Danmark på følgende vis: De har to årstider. Der er hvid vinter og grøn vinter. Grøn vinter er den værste, for da lukker de ikke op for varmen!

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på til det sidste bogstav, kan du besøge ABC-bloggen.

Hvorfor blogger du egentlig?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 9:24

Spørgsmålet kommer op i forbindelse med, at jeg har læst Julia Lahmes e-bog, “Kloge kvinders guide til blogging”. I bogen fortæller JL blandt andet om bloggens fordele frem for de statiske sider, om hvordan en blog kan være med til at “brande” foredragsholdere og forfattere, hvordan en blog kan føre til større salg osv. Hun fortæller også om de forskellige slags blogge, modeblogge, kreative blogge osv. Hun kommer også rundt om kommentarer og det leben, der kan udfolde sig i sådan et kommentarspor, og hvordan blogging er fælleskab, udvikling og udveksling af idéer. Altsammen sikkert rigtigt og dog af begrænset relevans, ligesom der heller ikke var noget decideret nyt at hente.

Hun afslører så, at hun startede sin egen blog, fordi hun ikke kunne holde ud ikke at have noget at skrive på, da hun var færdig med sin første bog. Det fik mig til at spørge mig selv, hvorfor jeg egentlig blogger.

Jeg har startet mange blogs og ladet dem sande til. Denne blog startede jeg i oktober 2008, og jeg ved godt, hvorfor jeg startede den, men det var nu lidt “tongue in cheek”, og spørgsmålet er så også, hvorfor jeg bliver ved. Det første koncept holdt jo ikke særlig længe, af gode grunde.

Sådan set har jeg ikke noget, jeg skal sælge. Jeg vil måske nok gerne påvirke mine læsere, men ikke mere end jeg ellers vil i almindelig omgang med mine medmennesker. Der er altså ikke tale om noget korstog, sådan helt generelt, selv om jeg selvfølgelig har noget at sige af og til om mange forskellige emner.

Mere udadvendt, end folk er flest, er jeg heller ikke. I hvert fald er det ikke ekshibitionisme, der får mig til at blogge. Sådan set tror jeg ikke, jeg har fundet de vises sten på nogen måde, hverken når det gælder boligindretning, håndarbejde, madlavning eller noget andet i den boldgade. Men det er der så mange andre der har gode bud på, som jeg da også læser med hos med stor fornøjelse. Onde tunger kunne måske finde på at sige, at hvis jeg ikke har nogle gode grunde til at blogge, så skulle jeg hellere tage at lade være. Men indtil videre tror jeg, at jeg fortsætter. Med ujævne mellemrum.

Den gode grund til, at jeg blogger er måske ikke ulig Julias. Jeg kan godt lide at skrive! Og jeg kan godt lide at snakke med folk i kommentarsporet, både her og på deres blogge.

E-bogen fik man gratis med Julia Lahmes nyhedsbrev for april. Julia Lahme holder også workshop til en sær masse penge, hvor man kan lære mere om bloggeri. Det føler jeg ikke noget behov for. Jeg foretrækker nok at gøre mine egne erfaringer og iagttagelser, og de koster ikke alverden.