Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

16. maj 2010

God stil, eller hvad?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 18:37

For et stykke tid siden kom jeg jo for skade at “anmelde” Christina Wedels: Hvad klæder mig? i disse spalter. Min anmeldelse var ingenlunde favorabel. Dette havde nok en hel del at gøre med, at jeg under læsningen fandt ud af, at bogen ikke henvendte sig til mig eller folk som mig, hvilket jo var en bitter pille at sluge, efter at man havde investeret i værket.

Men intet er forgæves! Det viser sig, at Sascha Dupont, som vi nok ellers mest kender som pianist, har begået en bog om god stil for “kurvede kvinder”. Det segment hører jeg jo unægteligt under. Jeg blev spurgt, om jeg kunne have lyst til at læse bogen og evt. skrive lidt om den på min blog, hvis ellers jeg syntes, at det kunne passe. Det sagde jeg selvfølgelig ja til, mest af alt fordi jeg stadig trænger til noget inspiration mht. hvad jeg skal hylde mit omfangsrige legeme i.

Wedel havde, hvis min hukommelse ellers ikke har svigtet mig, et afsnit, der hed:”Tal pænt til dig selv”. Dupont har noget lignende, nemlig et afsnit, der hedder: “Elsk dine deller”. Det er nok lige lidt i overkanten for mig at skulle omfatte dellerne med kærlighed, men jeg kan godt se pointen. Og Sascha Dupont torpederer så heller ikke budskabet ved at sende alle på slankekur, før de overhovedet kan begynde at nyde godt af hendes råd. Det får hun point for.

Forsiden af bogen: Ingen smalle steder

Sådan ser bogen ud. Den vil være i handelen i slutningen af måneden. Som man kan se, er dens layout sådan lidt “scrapping”-inspireret, og der er også lidt retro over den. Et væsentlig plus ved denne bog er, at den er gennemillustreret. Ganske vist er jeg personligt mere end i stand til at komme gennem teksttunge værker uden en eneste illustration, men netop med dette emne har jeg jo et handicap: Jeg er, og har gennem 55 år, været ganske “fatvag”, som det hedder på disse kanter, mht. hvad der klæder mig, og hvordan jeg bedst kan præsentere mig til min fordel. Derfor er det så godt med illustrationer, så jeg ikke skal nøjes med at læse, hvorfor det ikke er en god idé med et tørklæde bundet stramt om halsen til en tværstribet sweater med rullekrave og med en lillebitte skuldertaske, der nærmest forsvinder under mormorarmene. Jeg kan se det, med egne øjne. Det er oven i købet Sascha Dupont selv, der står model til alle don’t-billederne. Et træk, jeg finder sympatisk. De fleste af os oplever jo nok, at hun ser hamrende godt ud på TV, men der ligger altså en bevidst indsats bag!

opslag

Bogen opererer med fire forskellige kropstyper: Firkantet, timeglas-, æble- og pæreform, og giver generelle råd til hvilke snit, der er bedst til disse typer. Hvor brugbart det er, kan jeg være lidt i tvivl om. Men der er også en opfordring til ikke altid at følge reglerne, og det er vel også det, der ligger i at have sin egen stil. Der er nogle råd om farver til hhv. varme/kolde/mellemtyper. Hvad der menes med det, kan man se i bogen. Ligeledes er der råd til frisurer, smykker og make-up til forskellige ansigtsformer. Det med make-up er jo altså spildt på mig. Det vil jeg ikke til at begynde med i min høje alderdom.

Så er der et længere afsnit omkring hårfjerning. Sascha Dupont mener selv, at hun har et afslappet forhold til behåring, men jeg kan såmænd blive helt ked af det ved tanken om, at unge kvinder synes, de er nødt til at barbere, epilere, vokse (-ouch!) eller sågar laserbehandle sig glatte som præpubertetsbørn. Jeg kunne godt ønske mig, at man kom frem til, at den behåring, man nu har forskellige steder, nok er der af en årsag. Det er som om der pinedød skal være en eller anden ting ved os, der ikke er godt nok, og som man skal få ordnet uden hensyn til omkostninger af såvel pecuniær som helbredsmæssig art. Er det ikke fødderne, der skal snøres, eller midjen der skal spærres inde i et korset, så er det altså behåringen, der skal holde for. For lide for skønheden skal man! Jeg synes ikke, vi skal blive ved med at gå ind for den læresætning!

Bogen indeholder forslag til en basisgarderobe, anbefalinger af, hvor man skal sætte ind, hvis man ikke har budget til at købe kvalitet hele vejen igennem. Der er tips til kriterier at sortere sin garderobe efter, og det er en af de ting, jeg har tænkt mig at implementere lige med det første.

Selv om bogen nok generelt henvender sig til nogen, der er lidt yngre end jeg, så har jeg ikke følt mig hægtet af under læsningen. Der er bestemt tips, tricks og anbefalinger, jeg kan bruge.

Sascha Dupont, “Ingen smalle steder, en guide for kurvede kvinder” Forlaget Clockwise, 27. maj