Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. august 2010

Meta-blogging-indlæg

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 13:04

Det kunne se ud, som om jeg oplever lidt blogtørke for tiden. Jeg har lige for så vidt klaret at deltage i ABC i ord og billeder, men sonst nichts. Jeg ser, at andre, der oplever denne tørke truer med at holde helt op med at blogge. Jeg lægger ikke noget link her, I ved selv, hvem I er. Det vil jeg ikke selv gøre. Jeg regner da helt sikkert med, at jeg kommer til at blogge mere regelmæssigt på et tidspunkt, og indtil da æder bloggen jo ikke brød. Der er bare så mange andre ting at tage stilling til for tiden, arbejde, organisation af dagligdagen omkring arbejdet, nye kursister, nye klasser, planlægning af undervisning osv., at det ligesom sluger trangen til at meddele mig via bloggen. Men det ændrer sig nok på et tidspunkt. Kattene tager det i hvert fald helt roligt i mellemtiden.
Sensommer på bloggen
Men hvis der findes en regel om, at man skal opdatere dagligt, eller i det mindste med regelmæssige mellemrum, så kommer jeg altså godt nok til at bryde den regel. Nu er der faktisk mange af de blogge, som jeg selv nyder at læse, der udkommer med højst uregelmæssige mellemrum, og for mig gør det ingen skår i glæden. En anden regel, som jeg har sat op for mig selv, er at jeg vil svare på kommentarer og besøge andres blogge og kommentere af og til der, og hvis jeg ikke har tid eller lyst til det, så skriver jeg heller ikke selv noget. Det er måske en unødvendig begrænsning, men sådan må det nu en gang være for mig!

Apropos ingenting: Det er sjovt, som jeg kan mærke, at min smag ændrer sig. Da vi flyttede ind her, var der masser af de lilla ærteblomster i haven. Jeg syntes dengang, at de så så billige ud og gjorde mig de hæderligste anstrengelser for at udrydde dem, men det lykkedes ikke, hvilket jeg er glad for i dag. Katosten troede jeg var et slags ukrudt, det er den måske også, men i dag er den også blandt mine favoritter.

Yep. Det var ded! Et blogindlæg, som ikke var et ABC-indlæg.