Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

27. november 2011

Storm

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 22:21

Når man nu sidder her og kan høre stormen udenfor og håber, at det bliver udenfor – det lyder, som om den har fat i taget sommetider – så kan man jo finde på at tænde for fjernsynet for at blive lidt adspredt eller evt. høre, hvordan det går andre steder og om der er nogen, der har nogle idéer om, hvornår stormhelvedet evt. kunne tænkes at være forbi.

Således kan man komme til at sidde og se TV-avis på DR1. Her kan man så høre, at politiet flere steder i landet fraråder, at folk går ud, idet der er flyvende tagsten, afbrækkede grene og andre undslupne rundholter i atmosfæren i aften. Fornuftigt råd, skulle jeg mene. Så er det bare, at jeg gerne vil vide, hvorfor vi skal se journalister fra DR stå ude i stormen med bølger bag sig, vildt dårlig lyd, fordi der storm i mikrofonen, bortblæst hentehår og generelt fortrukne ansigter på grund af uvejrets hærgen på journalistens person? Har DR for mange journalister, og forsøger de på denne lidet elegante måde at skaffe sig af med nogle af dem?

For mig er det dybt idiotisk. Jeg ved godt, at der er storm og behøver altså ikke at se en næsten vækblæst journalist for at fatte situationens alvor.

PS: 7-9-13 vores tag ligger stadig, hvor det skal.