Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. februar 2012

Brug for det højere diplomati!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 2:45

Når man deler et mindre parcelhus med hele 3 katte, kan det godt gå mindre fredeligt til ind imellem, og man kan blive nødt til at lave katteapartheid i et stykke tid, så de kan køle lidt af, sådan hver især. Olga har altid været ret irriteret på Pushkin, og det er der nok ikke det helt store at gøre ved, men helt hvor meget, hun er irriteret, blev jeg først klar over her til aften, da jeg fandt følgende annonce indrykket i den lokale sprøjte:
Stanglakrids
Nå, OK så. Man har vinterferie og er længe oppe!

14. februar 2012

Hold tåre op at trille!

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 17:51

Lad det bare være sagt: Jeg er meget glad for mit fjernsyn, og jeg har også en kanalvælger med en anordning, så jeg kan slukke for spektaklet, hvis det ikke passer mig at se det. Det passer mig f.eks. ikke at se Big Brother, Paradise Hotel, Robinson osv. Derfor er jeg længe om at finde ud af, hvorfor figurer som f.eks. Biker Jens, Amalie og Peter, “Sidney Lee” osv. pludselig breder sig ud over de kanaler, som jeg plejer at se. Jeg ser heller ikke “De unge mødre” mere, efter at jeg kom til at overveje, at initialerne D.U.M. måske ikke var helt tilfældige.

Hvad er der så egentlig tilbage, som man kan se på skærmen? En hel del, skulle jeg mene. Ud over nyheder og film er der f.eks. også en hel del programmer, som er helliget forbedring af hjemmet. Mit hjem kunne måske nok trænge til et par (små) forbedringer, så det er sket en del gange, at jeg har sat mig ned for at se “Fra slot til skrot” og “Velkommen hjem”. Men disse programmer er jeg efterhånden også ved at være træt af. I stedet for at handle om, hvordan man bærer sig ad med at opdatere det hjemlige domicil, har de efterhånden udviklet sig til udelukkende at være en slags følelsesmæssig pornografi, hvor programmets “kvalitet” måles på, hvor meget hovedpersonerne græder, siger “for satan” – “hvad sker der?” – “det er for meget” osv. Det kan godt undre mig, at diverse møbelforretninger, farve- og tæppehandlere bliver ved med at forære massevis af varer til disse shows. På et eller andet tidspunkt må vi vel næsten være nået raden rundt, og hvem vil butikkerne så have som kunder? Jeg har et forslag: Hvis nogen vil give mig nye møbler og gardiner, tager jeg gerne mod det, uden at der behøver komme et fjernsynsprogram ud af det. Det må da blive meget nemmere på den måde.

Der er nu nok noget, jeg har misforstået der.