Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. september 2012

Wanudefornoed?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 8:10

I mit indlæg om mit personlige mod fik jeg vidst nævnt, at det var blevet mig bevilget, at jeg kunne få gennemført undersøgelsen i fuld bedøvelse i fremtiden. Mandagen efter pågældende undersøgelse gik jeg til lægen for at høre, hvad sygehuset havde skrevet i den del af den elektroniske patientjournal, han havde adgang til. Jeg gik derfra med et indtryk af, at jeg i en periode skulle have den samme undersøgelse hver 4-6 uge, så man kunne følge udviklingen i tilstanden, eller hvad man nu kalder sådan noget.

Ganske vist er der ikke så længe til, at der er gået 4 uger fra den dag, jeg var inde til undersøgelsen, men jeg blev alligevel noget forbavset, da jeg i går modtog meddelelse fra et andet sygehus, om at jeg – hold nu fast – skal til undersøgelser, samtaler og diverse scanninger i næste uge med henblik på operation! Nu er det jo ikke sådan at få fat på sin huslæge en lørdag formiddag, og chokket var vel ikke decideret behandlingskrævende. Havde det været det, kunne man jo være taget på skadestuen. Min overraskelse skyldes, at jeg flere gange har stillet spørgsmålet til diverse læger: Hvis I nu finder noget grimt (cancer) dernede i spiserøret/mavesækken/tolvfingertarmen, hvad er så jeres beredskab? Kan der overhovedet gøres noget ved det, andet end det jeg gør nu? (æder mavesyrepumpehæmmere). Svarene har det ligget lidt tyndt med. Hmmn og hmf, man skal jo ikke bare lade stå til, man bør vide, hvad der er i vejen. Min stiltiende hængen i bremsen, når det gælder disse undersøgelser har været: Hvorfor skal man egentlig vide besked, hvis det alligevel hverken kan eller skal behandles. Hvis jeg går med det ene ben i graven, har jeg så virkelig brug for at vide det? Vil det virkelig forbedre min livskvalitet? Jeg tror det næppe.

Men nu er ordet “operation” så pludselig på bordet i form af en ellers meget anonym indkaldelse fra et hospital. Jeg ville som sagt godt vide lidt mere om, hvordan man var kommet dertil, så what to do? Jo, nu er det jo blevet sådan, at patienter faktisk selv kan tilgå dele af den elektroniske patientjournal på nettet. Det skulle da bare mangle andet, selv om det nok aldrig bliver min yndlingslæsning. Men der stod det: Undersøgelsen sker på grund af mistanke om kræft i spiserøret. Det kan man åbenbart opereres for. Videre læsning på nettet afslører, at det er den mildeste form for kræft i spiserøret, der kan klares med operation alene. Skrappere former (der har spredt sig til lagene under slimhinden) kan evt. klares med en kombination af operation og/eller kemo/strålebehandling. Selv hvis “tilstanden” ikke kan opereres, vil man somme tider blive tilbudt en behandling der er en kombination af strålebehandling og kemo.

Vi kujoner dør som bekendt tusindvis af gange, mens de mere modige kan nøjes med en gang.

29. september 2012

Hvilket kapitel?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 12:00

Forleden var jeg inviteret til et introducerende møde med en potentielt kommende arbejdsgiver. Mødet tog knap en time, der var tale om flinke og positive mennesker, der endda gav kaffe. Vi talte om deres projekt og om min forudgående karriere, og om punkter hvor disse to lignede og ikke lignede hinanden. Der burde være lighedspunkter, idet der er tale om et arbejde med mennesker, og idet det stort set er tale om den samme gruppe mennesker.

Forskellen ville så synes at være den måde, man griber opgaven an på. Jeg har egentlig altid haft stor nysgerrighed over for andre metoder. Der er på ingen måde tale om, at jeg tror, jeg har fundet de vises sten. Jeg ved en hel del om dette arbejdsområde efter at have været i det i 27 år, men det er da bestemt muligt, at der er andre og bedre arbejdsgange og metoder, man kunne tilføre arbejdet til gavn for borgerne.

Under mit “introducerende møde” nåede vi ikke til at diskutere løn. Jeg går nok ud fra, at man bliver betalt for at udføre et stykke arbejde. Når man er medlem af en fagforening, som normalt tegner overenskomst med ens arbejdsgiver, er der jo ikke grund til at bruge meget energi på den slags. Den herved frigivne energi kan jo så passende anvendes på arbejdet. Men nu viser det sig så, at denne ikke længere helt så potentielle arbejdsgiver (forklaring følger) ikke tegner overenskomster med nogen forbund. Derimod tilbyder de en løn, der ligger ca. 25% under gældende overenskomst. Til gengæld ønsker firmaet at lægge beslag på medarbejderne i 37 timer på arbejdspladsen. Normalt? Ja, vel er det så. Men nu er det sådan, at der hovedsagelig er tale om undervisning. For en professionel underviser indebærer undervisning hele 3 ting, lige som et Kinderæg: Planlægning, udførelse og evaluering. Der er en lang tradition for, at den individuelle del af undervisningsplanlægningen kan foregå på et sted efter underviserens eget valg. Hvilket normalt vil sige i vedkommendes hjem. Det bør diverse undervisningsinstitutioner være taknemmelige for, idet en relativt ny undersøgelse viser, at folk arbejder langt mere effektivt på deres hjemmearbejdsdage.

Men jeg ville såmænd ikke stritte så meget imod at skulle forberede mig på selve arbejdspladsen. Det har jeg prøvet før et par år, og der er også gode ting at sige om den arbejdsform. F.eks. kan man slippe for at slæbe tonsvis af papirer, bøger og andet kram rundt i landskabet. Ligeledes bliver man ikke distraheret af katten eller fjernsynet, eller hvad der nu kan distrahere en derhjemme.

Næh. Deri lå problemet ikke. Problemet lå i et koncept, hvor man ikke forbereder sig. Et åbenbart magisk materiale, som ikke kræver nogen forberedelse fra underviserens side? Bring it on! Men at dømme ud fra det eksempel, jeg blev præsenteret for, kunne jeg tænke mig at vide, hvad man skal beskæftige sig med, når de 5 minutter er overstået, som det vil tage at lære “konceptmaterialet” udenad, både forfra og bagfra.

Da jeg gik fra mødet, fik jeg et visitkort udleveret. På kortet var der et telefonnummer, jeg kunne ringe til, hvis jeg var interesseret i at gå videre i processen. Da jeg gik derfra, vidste jeg ærlig talt hverken ud eller ind. Vi lever i omskiftelige tider, og det er nødvendigt at være fleksibel, og man kunne da også være lidt frisk og prøve det, søge andre græsgange om nødvendigt, og jeg skal komme efter dig.

I de efterfølgende dage har jeg så snakket med mennesker, der kender mig, jeg har hørt på, hvad de sagde, og især har jeg hørt mig selv genfortælle, hvad jeg har oplevet. Resultatet blev, at jeg besluttede mig til ikke at ringe tilbage. Jeg tror ikke, det er noget for mig. Har ikke fidus, hverken til konceptet eller mine egne evner til at få det til at fungere. Så sådan bliver det.

Nu er jeg så blevet 58 og min nuværende ansættelse udløber den 31/12-12. Jeg har tænkt en kættersk tanke (igen): Jeg ved sgu’ da godt, at de ikke står i kø for at hyre sådan nogle som mig nogen steder. Især da ikke, når man også har raget sig nogle sygdomme til. Men hvis jeg frivilligt skal søge et job igen, så bliver det nok det sidste. Og ved I hvad? Jeg ville egentlig gerne have, at det sidste job, jeg får, er et jeg kan gå 100% ind for. Kompromisernes tid er forbi i sidste kapitel af mit arbejdsliv.

25. september 2012

Så blev der lavet lidt om

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 21:03

Var efterhånden blevet lidt træt af spindelsvæv, døde fluer, farver á là “mørk og lys” ingenting. Men det er faktisk kun kosmetiske forandringer. Jeg var og er meget tilfreds med layoutet som sådan. Derimod har jeg lavet om på titlen. Der er jo ikke, og har jo heller ikke i årevis været tale om forbrugerjournalistik. I det hele taget er forbrug noget, der interesserer mig mindre og mindre, efterhånden. Bortset fra, at jeg er blevet lidt bidt af “flea-bay”. Men selv det er i aftagende. Så det bliver nok helt andre boller, der kommer på suppen. Om der kommer nogen suppe i det hele taget.

Nå, men vi ses nok lige pludselig!

Ældre indlæg »