Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

16. oktober 2012

Kun et pattebarn i puma-tigerflokken?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 19:59

Jeg har vist nævnt det et par gange (eller 14), men der bor altså en del katte i vores hus. Den sidst tilkomne er nok den yngste, vi har fået. De andre har været 5-6 måneder, mindst, da vi fik dem. Men ham her:

Punktum

Punktum von Prut

Ja, han er altså ved at køre mig træt ind i mellem. Han er i den grad adfærdsvanskelig. Tygger i ledninger. “Retter” på vores skifterammer. Stjæler mad fra vores tallerkener. Spiser alt muligt unævneligt, når han er udenfor. Og så prutter han. Noget så grusomt! At der kan komme en så ond stank fra sådan et lille dyr er noget af et under. Som vi godt kunne undvære. Stanken, altså.

De andre katte opdrager noget på ham, men det har ikke rigtig virket endnu, desværre. Og der er det så, at jeg lægger mærke til noget sært. Den kat, der før var yngst – Pushkin på omkring 3 år – var meget legesyg, lige indtil Punkeren her kom ind i huset. Man kunne kaste en lille skumgummibold, som han så bragte tilbage, så man kunne gentage processen. Han kunne lide at lege med snor, især når der var et menneske i den anden ende af snoren. Og så kunne han også finde på at provokere de ældre katte. Tage brydergreb på dem. Bide dem bare en lille smule i halen. Snuse til dem på en måde, som de ikke brød sig om.

Nu er rollerne helt vendt om. Pushkin kan slet ikke finde ud af at lege mere, men det er især ham, der tager sig af opdragelsen af den bette. Så er det jeg tænker, at der måske kun kan være en baby i sådan en flok? I mellemtiden overvejer jeg en kravlegård med låg. Enten til mig eller til katten. Eller også må vi finde et arbejde til ham. Det lader jo til at være svaret på alle problemer i vor tid!

Nå, det går vel over. Han er da også meget sød. Men det der med at gnave i kabler kan jo godt gå hen og blive det sidste, man gør.