Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. november 2012

Fast føde

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 21:20

Siden i går har jeg haft lov at spise såkaldt fast føde igen. Først var der jo et par uger, hvor man ikke fik andet mad end den slags, der kan pumpes ind i en sonde. Så fulgte søbemadsæraen, og nu er man så nogenlunde sikre på, at den indre ommøblering kan holde til mere normal kost, hvilket jeg så er begyndt på.

Det havde jeg glædet mig enormt til, men utaknemmeligt skarn som jeg er, har det faktisk vist sig at være noget af en skuffelse. Fast føde er noget opreklameret stads. Det smager simpelthen af for meget. For salt, for krydret, for meget. Også for fedt, for tungt og for meget. Igen. Med andre ord har der indfundet sig en gang madlede. Jeg har ladet mig fortælle, at det er ganske normalt, men at jeg er nødt til at spise mig igennem det, idet jeg stadig helst ikke skal tabe mig. Det vil jeg ellers gerne, men det skal ikke være nu. Der skal bruges energi til at blive rask, til at tingene kan hele for alvor.

Dertil kommer, at min mavesæk efter operationen er blevet meget lille. Ja, en “bivirkning” ved min operation er faktisk en fedmeoperation. Sådan en ville jeg aldrig have indladt mig på ellers. Ikke noget med at kaste sig under kniven her, med mindre det er strengt nødvendigt. Men denne “bivirkning” betyder, at jeg faktisk skal spise 6-8 små måltider om dagen, hvis det skal gå rigtigt til. Og sådan bliver det formodentlig også i fremtiden.

Nå, det blev igen et kedeligt indlæg om sygdom osv. Men sådan er det her. Udsigten fra cellen er ikke specielt udfordrende for tankevirksomheden.

Nu siger de, at om alt går vel, kan jeg komme hjem mandag. I mellemtiden har jeg så fået lagt drop i foden. Man kan ikke blive ved med at finde steder at stikke i på armene.

Udenfor falder lidt sne i perioder. Heldigvis bliver det ikke liggende så længe.

29. november 2012

Permanent adresseforandring?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 11:23

Nej, det håber jeg ved den søde grød ikke. Men jeg er altså tilbage på Sygehus Syd igen. Jeg kom jo ind i mandags for at få min stent fjernet, men da jeg vågnede op efter indgrebet, havde jeg dobbeltsidig lungebetændelse. Sådan kan det gå, når man har for meget mavesyre. Skidtet løb åbenbart over i lungerne efter indgrebet, så nu er jeg på intravenøst antibiotika. I dag har de fortalt mig, at jeg har det bedre, og jeg er faktisk begyndt at tro lidt på, at de har ret.
Mig
Nå, men hvis I synes, at det her er ved at være trivielt, kan jeg betro jer, at det synes jeg også. Hvis nu ikke noget andet træls støder til, skulle jeg kunne komme hjem fredag aften eller lørdag morgen. Det sætter jeg en knap på, og så håber jeg, at jeg efterhånden kan begynde at vende min opmærksomhed mod noget andet og dermed også blogge om noget andet, når jeg ellers blogger.

Noget af det, jeg er blevet bevidst om i dette forløb er, hvor kort afstand, der egentlig er mellem at føle sig helt “down in the dumps” – eller nærmest halvdød og så at være på vej til at få det bedre. Vi er ude i de absolutte marginaler, og det er egentlig ret skræmmende i sig selv.

Samtidig er jeg meget glad og taknemmelig for at være i gode hænder og få den bedste behandling på hylden. Det har også ført mig ud i nogle tanker om et menneskes liv og dets værdi, eller hvordan det værdiansættes i forskellige dele af verden og i forskellige situationer. Man bliver pinligt bevidst om, hvor priviligeret man egentlig er som en godt og vel midaldrende dansker, der trods alt nok ikke vil være det helt store aktiv for arbejdsmarkedet, i hvert fald ikke særlig længe, især i sammenligning med andre lande, hvor mennesker bliver købt og solgt, og hvor man ikke tager det så nøje, hvis nogle ryger af i svinget.

24. november 2012

Bleg sol og fast arbejde

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 14:21

Nok er det november, men solen kan da finde på at titte frem. Det gør den f.eks. lige nu. Man behøver ikke nøjes med mit ord, næh, jeg har skam været ude på Bagterp Prærie for at skaffe dokumentation. Prærien, AKA haven, er dette langstrakte areal med græs og diverse buskagtige vækster ude bagved huset.
Bleg sol
Selvom solen ikke har meget magt, var den alligevel i stand til at lave en “lens flare” af dimensioner, og det område af himmelen, hvor solen faktisk er, er totalt brændt ud. Nå, det er nok fotografens skyld. Da jeg snuppede vores spejlreflekskamera, sad primelinsen i, og selvom jeg ikke er særlig gode venner med den, gad jeg ikke skifte den ud. Jeg må jo også se at få lært, hvad det egentlig er, den er god til. At tage billeder i modlys lader ikke til at være en af dem! Hvis jeg bliver lidt bedre venner med den linse, kan det jo være, at den får fast arbejde her hos mig.

Jeg er ret begejstret for vores spejlreflekskamera, men det bliver brugt alt for lidt. Hvorfor nu det? Det er jo, ud fra mange betragtninger, det bedste kamera, jeg har adgang til. Men den vigtigste betragtning er alligevel: Det bedste kamera er det, du har med. Jeg har aldrig spejlreflekskameraet med, for nu hvis … Jeg har derimod altid min telefon med kamera med mig. Jeg har som oftest mit lille Casio lommekamera med, netop fordi det er – hallo – et lommekamera. Det ligger ikke i vejen, og det er der, hvis man nu skulle falde over et godt motiv. Hvis der en dag kommer et spejlreflekskamera i lommeformat, så vil jeg nok begynde at spare sammen til det. Jeg overvejer faktisk også et af de såkaldte “systemkameraer”. Som jeg har forstået det, er det små kameraer, der præsterer en kvalitet, der sagtens kan stå mål med spejlrefleks. Nu er jeg også så nærsynet, at jeg næsten altid bruger autofokus, så spejlrefleks er vel nærmest spildt på mig, eller hvad?

Olga kan godt lide at kravle op på raftehegnet og bruge det til sine gymnastiske øvelser og negleslibning bl.a.
Strækøvelser
Det er gået op for mig, at hvis jeg var sådan en, der lavede juledekorationer, kunne jeg finde en del materialer ude på prærien, i form af divers tjørneprodukter. Nogle år har de haft festlige røde bær. Det har de, så vidt jeg kan se, ikke i år. Men de er da meget pæne alligevel. Især dem med de hvide kanter.
Planter fra prærien
Men nu er jeg ikke sådan en, der laver juledekorationer, så jeg lader tjørnene sidde, hvor de sidder. Ude på prærien.

En sidste ting til fast arbejde. Det er en travl tilværelse at være syg. I et stykke tid har jeg vidst, at jeg skal møde på sygehuset mandag morgen kl. 8 for at få min stent fjernet. I dag modtog jeg så en indkaldelse til tirsdag morgen kl. 8, hvor der skal være “journaloptagelse” og undersøgelser med henblik på ambulant indlæggelse onsdag kl. 7.15 til yderligere undersøgelser. Jeg har fået at vide, at jeg skal regne med 24 timers indlæggelse til proceduren mandag, så nu tænker jeg: Mon jeg når det hele? Hvis der altså ikke er tale om en fejl, er jeg optaget både mandag, tirsdag og onsdag i næste uge. Men nu har jeg jo også haft “fri” i en uges tid. Bortset fra, at man jo ikke holder fri fra smerter, åndenød og efterhånden lede ved søbemad. Nå, det var vist fr Selvmedlidenhed, der stak sin grimme næse frem der.

Kloge hoveder mener jo, at man ikke skal dvæle ved det negative, men derimod være taknemmelig, fordi det gør en stærkere. Det synspunkt kan jeg ikke helt forlige mig med. Man må da have lov at give udtryk for det, hvis der er noget, der kommer på tværs eller bliver rent ud sagt utåleligt. At man så på lidt længere sigt har bedst af ikke at blive hængende i mudderet er en helt anden sag. Så kan man jo prøve at gøre som et solur:
Tæl kun de lyse timer
Det tæller jo kun de lyse timer. Der bliver så ikke meget at tælle lige på den her årstid. Så meget desto mere er der grund til at lægge mærke til det, når bliver talt!

Ældre indlæg »