Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. december 2012

Det synes jeg så ikke, at man skal

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 13:22

Nu har jeg været lærer det meste af mit voksenliv, og derfor følger jeg med i diverse debatter, der er oppe i tiden. Ikke mindst om den såkaldte folkeskolereform, som man nu vil indføre. I den forbindelse har der været fremført en hel del forskellige tal, der har undret mig. F.eks. at folkeskolelærere kun underviser 16 timer om ugen. Det er helt ude i hampen! Man må have medregnet skolebibliotekarer, læsevejledere mv. og lavet et gennemsnit på den måde, hvor man har nogle læreruddannede med, som faktisk slet ikke afholder undervisningstimer.

På den baggrund er det nemmere at forstå Danmarks Lærerforening, når de lige pludselig øjensynlig vender på en tallerken og tilbyder at undervise hele 25 timer om ugen. Mit bud er, at de fleste folkeskolelærere er deroppe omkring i forvejen, og at Kommunernes Landsforening derfor har ret, på en træls måde, når de håner Lærerforeningens tilbud. For en ordens skyld skal jeg lige nævne, at den slags undervisning, jeg selv har bedrevet de sidste 28 år, ikke dækkes af Danmarks Lærerforening, men derimod af Uddannelsesforbundet. Men det er gerne sådan, at trends hos folkeskolelærerne smitter af eller overføres til os efter et stykke tid, så derfor betaler det sig at følge med, med mindre man vil gøre som dette foretagende, som jeg fandt en annonce fra på nettet, nemlig afskaffe undervisning i det hele taget:
Afskaf skidtet
Her er opfordringen ikke til at tage fejl af: Fjern undervisning. Det kan da være, man skulle prøve? Det synes jeg så ikke, man skal.

Ligesom der er forskel på lammelår og lamme lår, så er der også voldsom forskel på fjernundervisning og fjern undervisning (strengt taget kunne det måske også betyde undervisning med en lidt distræt lærer?). Også når det “bare” handler om et hygiejnekursus.