Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. december 2012

Navigare necesse est. Non agricola sum

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 19:16

Hvad det angår at være søstærk, så er det jo svært at bevise. Ikke desto mindre har jeg her gjort mig den ulejlighed at finde noget dokumentation frem:
I en lille båd, der gynger
Forrest sidder Naja, som var min kollega dengang, selv sidder jeg i midten, og bagerst har vi Rory, en kursist fra New Zealand. Iflg. sagens natur er det ikke mig selv, der har taget billedet. Det var en kursist, der hed Valerija, der var lidt hurtig på aftrækkeren der. Hvordan det så ud, da jeg skulle stige ind i kanoen, snakker vi ikke om. Sejladsen foregik på Uggerby Å for snart mange år siden. Vi padlede eller drev fra kanoudlejningen i Uggerby og ud til stranden, hvor vi efterlod kanoerne. Dvs. hvis man ikke gad padle så meget som bare en enkelt gang, så ville man være endt derude alligevel.

Turen kan anbefales, den vil kunne klares af både yngre og ældre, og vælger man en dag med godt vejr, er der meget afvekslende landskab at se på. Så er der jo også den spænding, der ligger i, at man jo kunne gå hen og kæntre, og at man påsejler åens bredder hele tiden, fordi sådan et bæst af en kano faktisk ikke er så nem at styre. Vi havde et andet mandskab på tre, der fandt på, at de ville padle alt, hvad remme og tøj kunne holde på samme side på en gang. Det skal man ikke gøre, fandt de ud af. De røg i vandet, alle tre. Heldigvis var det en varm dag, og de havde selvfølgelig flydeveste på.

Men nej, det er nok ikke tilstrækkelig erfaring til at blive chef for kystredningstjenesten i Frederikshavn eller noget som helst andet sted. Heller ikke, selvom jobbet er slået op som akutjob!

Overskriften? Rent blær, men så vidt jeg husker fra Mikkelsen: Det er nødvendigt at sejle. Jeg er ikke landmand. Anden del af udsagnet er i hvert fald sandt. Da vi flyttede ind her i 1999, var der en pæn forhave og en endnu pænere baghave. Nu har vi en prærie. Men den er vi nu også glade for.