Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

9. januar 2013

Vi prøver lige en gang personlighedsspaltning!

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , — Henny Stewart @ 22:01

Nu om stunder kan man jo læse alt, hvad sundhedspersonale finder på at skrive om en. Man behøver ikke spørge om lov, det er bare at logge på Sundhed.dk med sin nembesværlig-id and Bob’s your uncle. Jeg har været inde og læse. Jeg er ikke helt færdig endnu. Dels er der mange ord, jeg skal slå op, fordi de ikke sådan indgår i mit hverdagsvokabular, dels er der muligvis ting, jeg ikke har lyst til at læse. F.eks. om selve operationen. Den har jeg nemlig hørt beskrevet overfor et par medicinstuderende, der blev mere og mere grønne i ansigterne, efterhånden som beretningen skred frem. Den fortælling hører jeg stadig somme tider, når jeg sover, så måske skal den ikke læses foreløbig. Man kan selvfølgelig også bare lade være med at læse alt det der, men dels er jeg født nysgerrig, og dels vil jeg gerne vide, hvad de har fundet frem til.

Det, der i dag skal give anledning til en “kontrolleret personlighedsspaltning”, er et par linjer fra det journalnotat, der blev skrevet på intensivafdelingen 2 dage efter min operation.

Patienten sidder op i stol under stuegang og er ualmindeligt sløv og uengageret.

Den mest normale udspaltning af min personlighed vil her gerne understrege, at det helt sikkert er rigtigt. Sådan er jeg tit. Jeg kom sådan til at grine, da jeg så den sætning.

Den sarkastiske kælling, som jeg også er, hvæser ud af den ene mundvig: Det var sgu da osse mærkeligt, her var jeg lige kommet hjem fra et krydstogt til Caraibien med alt betalt, plads ved kaptajnens bord og ledsagelse af Brad Pitt!

Nu husker jeg faktisk godt den aften. Jeg var, med en kran og under medvirken af adskillige portører, blevet løftet over i et stolearrangement, der absolut ikke føltes behageligt. Jeg sad som en sæk kartofler. Som jeg husker det, stod stolen op ad den væg, hvor fjernsynet hang, og vi havde alle sammen fået besked på, at vi skulle se Matador! Jeg fik i hvert fald hurtigt ondt i nakken af at skulle sidde og dreje mig efter det sk*** fjernsyn. Og så var der lige en ting mere: Jeg havde delir. Jeg kunne godt genkende nogle af de medvirkende i det hersens Matador, men det var ikke “det rigtige Matador”, og jeg var meget fornærmet over, at ingen ville høre på mig, da jeg gjorde opmærksom på det!

Senere i samme journalnotat nævnes det, at min uengagerethed måske kan tilskrives en CO2-ophobning. That is a good vending. Den kan jeg måske bruge ved en senere lejlighed…

Ellers skal der ikke lyde nogle bebrejdelser over intensivafdelingen. Jeg vil bare så nødig derind igen. Jeg “opnåede” at komme på operationsgangen en del flere gange end det var planen, og hver gang jeg så var på opvågningsstue, gjorde jeg meget ud af at virke frisk og veloplagt, så de kunne køre mig op på stamafdelingen og ikke på intensiv igen. Selv om man har delir eller i hvert fald er noget omtåget, kan man godt opfatte nogle af de ting, der foregår rundt omkring en. Der var ting, der gjorde indtryk, og som jeg altid vil have med mig derfra. Jeg håber, at når det en gang bliver min tur til at stille træskoene, at jeg så kan få lov til at gøre det et fredeligt sted og ikke på en intensivafdeling.