Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

25. januar 2013

Det kan blive småt, eller stort, for enhver!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 11:55

En af de ting, der hører med til kattehold, er at være klar over, at de er rovdyr med rovdyrs instinkter. De fleste af os kattetosser fortrænger denne kendsgerning 99% af tiden. Kun når midderne kommer ind med halv- eller heldøde dyr, er vi nødt til at indrømme, at det forholder sig sådan med de små, “søde” misser. Men temperaturforholdene er åbenbart ikke gode for hverken mus eller mosegrise, og fuglene er for kloge til at lade sig narre. Nu kan de jo også nemt se kattene, og alle vores, undtagen Stoffer, er vant til at være vel camouflerede, når de er ude. De er sikkert såre forbløffede over, at det skal være så svært at fange de flyvende rotter nu for tiden.

Så hvad skal en stakkels kat gøre, når han gerne vil give sine slaver en gave? Ja, han hugger da bare et tøjdyr:
tøjdyr
Det var både vådt og snasket, dyret, så det er hængt op på en snor udenfor.

Mit kontor

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 0:24

Nu, da jeg har fundet min tegneblok frem efter ca. 30 år, så synes jeg da også lige, jeg ville lave et billede af, hvordan det f.eks. kan se ud, når jeg ikke traver dybe riller i kommunens fortove:
Mit kontor
Ulempen ved sådan en tegning er, at den ikke er videre vellignende. Fordelen er, at man nøjes med at tegne det, man vil have med på billedet. Der er ikke indbygget selektiv/subjektiv perception i nogle af mine kameraer. Men det kommer nok en dag.

De to andre, I kan se på billedet, skal forestille mine sekretærer. Så sidder jeg for resten ikke på et kontor, men i stuen. Så kan man nemlig også godt se fjernsyn eller ligefrem være en lille smule social, mens man sidder og computer. Jeg har besluttet at bruge verbet at compute fra nu af. Dansk Sprognævn kan bare rende og hoppe og acceptere det i næste udgave af Retskrivningsordbogen.