Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

1. februar 2013

Så kom man i tvivl

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 5:00

For snart mange måneder siden befandt jeg mig i en situation, hvor jeg følte et stærkt behov for at få ryddet op på loftet, sådan i overført betydning. Reglerne her til lands er sådan, at man kan få tilskud til samtaler hos psykolog, hvis man er under 38 år. Skulle man være over, må man betale selv eller nøjes med at bide i dørmåtten.

Dvs. der er også en anden mulighed, og det er den, jeg har bedt om at måtte få lov til at afprøve. Nemlig et besøg hos en psykiater. Sådan en bad jeg om at få henvisning til for et års tid siden, og i forgårs blev jeg ringet op af en sekretær om, at man havde en tid, hvis jeg skulle ønske at gøre brug af den fredag den 1. februar.

Så var det, at jeg kom tvivl og det i mere end en forstand. For det første: Skulle jeg sige ja tak til aftalen? For det andet: Skulle jeg snakke med andre om det? Blogge om det?

Om første punkt kan man sige, at min situation i den grad har ændret sig, siden jeg fik henvisningen. Ikke nødvendigvis til det bedre, og der er ikke kommet det helt forkromede overblik oppe i kvistlejligheden, så jeg sagde ja tak til aftalen. For det andet, ja så er jeg varm tilhænger af, at fysiske og psykiske sygdomme bør ligestilles, så det bliver også et ja.

Så skulle jeg måske lige hastigt skitsere, hvad forskellen mellem psykologer og psykiatere er. Som jeg har forstået det er “psykolog” en mere eller mindre ubeskyttet titel. Psykologen har måske studeret psykologi på universitetet, måske har h/n sin viden andetsteds fra. De fleste psykologer har ingen lægeuddannelse, og derfor ordinerer de ikke medicin. De arbejder hovedsageligt med forskellige former for samtaleterapi. Psykiatere, derimod, er læger, der på et tidspunkt i deres karriere har specialiseret sig i psykiatri. Som bekendt beskæftiger læger sig med syge mennesker, som de så behandler på forskellig vis, f.eks. samtaleterapi, medicin og elektrochok.

Jeg har en gang for mange år siden fået diagnosen “neurotiker” af en psykiater. Men det tog jeg nu ikke så tungt, idet han samtlige 3 gange, jeg besøgte ham, havde udvist så svag personlig kompetence, at han ikke havde været i stand til at rage sit skæg af uden at komme til skade. I øvrigt mente han også, at jeg havde for få sociale kontakter. Derfor anbefalede han mig at melde mig ind i Jehovas Vidner. Så skiltes vores veje … Så er det i øvrigt også sådan, at jeg VED, at jeg ikke er mere tosset end godt er. Hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg qua min selvindsigt kan klare alle mine problemer selv. Derfor håber jeg i den grad, at den psykiater, jeg skal møde senere i dag, er en bedre repræsentant for standen end førnævnte.

Jamen psykiatere fylder dig bare med medicin. Ja, og hvad så? Hvis det hjælper, så hit med det. Jeg er allerede i medicinsk behandling mod angst og depression, har været det i mange år og skal sikkert fortsætte. Det hjælper fint til de fleste tider, men somme tider hjælper det ikke nok.

Det kan godt være, at sådan noget, som det jeg her har skrevet, kan gøre det lidt vanskeligere for mig, derude i det virkelige liv. På den anden side er samme liv nok i virkeligheden for kort til bruge på eller sammen med nogle, der ikke vil lade en være den, man er.