Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. marts 2013

Visualisering

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 18:51

Det er ikke meningen, at den skal være nuttet!
For nogle vil ovenstående give anledning til et billigt grin. Fred være med det. Alt, der giver et smukt ansigt, må vel være af det gode. I mine forsøg på at visualisere, hvad kræftceller er for nogen sataner, og hvordan kroppen selv kan bekæmpe dem, har jeg fået at vide, at ja, kræftceller er farlige, men de er også svage og vanskabte. Det er bl.a derfor man til tider kan have held til at slå dem ihjel med kemo og stråler, mens de omkringliggende celler overlever.

For at hjælpe mig med at styre mine tanker i den retning, er jeg blevet opfordret til at male sådan et dyr. Nu er det utroligt længe siden, jeg har malet noget som helst eller været kreativ på den måde, men jeg kunne mærke, at jeg gerne ville. Men så havde jeg angsten for det hvide papir. Hvordan kommer man i gang, og hvordan skal man dog afbillede sådan en sag?

Jeg kom i tanker om en måde, som jeg tidligere har dyrket: Angsten for det hvide papir kommer man over ved at svine det til. Jo mere, jo bedre. Jeg tog altså adskillige stykker hvidt papir og gjorde dem våde. Derefter klaskede jeg plamager af forskellige farver ud over det våde papir. Jeg overdrev det med vandet, mildt sagt. De har været flere dage om at tørre, disse “laveringer” og undervejs har katten forsøgt at drikke af de “vandpytter”, der således var opstået på mit arbejdsbord …

Nå, men når “værkerne” så er tørret op, er det, at man skal narre sig selv til at være kreativ. Man kigger på klatmaleriet på samme måde, som man kan kigge på skyformationer eller et terrazzogulv og prøver at finde ting og sager i det. Disse ting kan man så trække op med et eller andet skriveredskab. Det er heller ikke altid så nemt, hvis det er lang tid siden, man har rørt krea-musklerne. Men her fandt jeg altså denne vanskabning, der sådan set burde være let at tvære ud, hvis det kommer dertil. OBS: Det er altså meningen, at han skal se dum og umotiveret ud. Ikke, at han skal være nuttet!

Selve det at beskæftige sig med den slags sysler er godt for mig, kan jeg mærke. Jeg kan glemme, at jeg har det halv- eller helskidt i hele eller halve timer ad gangen. Når man maler (også klatmalerier), kan man opnå en halvhypnotisk tilstand, hvor tankerne holder op med at kværne formålsløst rundt i hjernekisten.

Hokus pokus? Måske. Men skidt med det, hvis det virker!

Brugerbetaling i sundhedsvæsenet

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 10:57

Diskussionen dukker op som en trold af en æske en gang i mellem. Jeg spidser som regel kun ører, når den gør det på Christiansborg. Når det er personer, der er raske som havørne, og desuden udstyret med dårlige hukommelser, plejer jeg bare at trække på skulderen.

Den dårlige hukommelse: Vi har flere gange i min levetid haft det sådan, at man skulle have en 50’er eller endda en hund op af foret, hver gang, vi skulle til lægen. Det har især været i forbindelse med konflikter mellem de praktiserende læger og amterne(nu: regionerne). Det døde jeg ikke af, men andre gjorde. Det har hidtil været sådan, at ét barn, der ikke kom til lægen med sin meningitis, fordi forældrene ingen penge havde, var nok til at få hr. Og fr Offentlig Mening til at vende på en tallerken. Selv har jeg det sådan, at der ikke behøver komme børnelig på bordet, for at jeg fatter, at det er en god idé med gratis lægehjælp. Men sådan er vi jo så forskellige, vi mennesker.

Tuberkulosen er på fremmarch i vores del af verden. Hvis det ikke er gratis at gå til lægen, skal vi måske til at være meget forsigtige, når der er nogen, der hoster i bussen. De af os, der altså tager bussen af og til.

Det er muligt, at der er nogle små, gamle damer, der går til lægen lidt oftere, end deres helbredssituation tilsiger, men de har så et faktisk problem, som nogle burde hjælpe dem med. Man er da langt ude, hvis den praktiserende læge er ens eneste sociale kontakt!

Så har vi jo slet ikke så lidt brugerbetaling allerede. Hvorfor det skal koste penge at få en infektion i mundhulen behandlet, men ikke, hvis infektionen sidder i storetåen, har jeg aldrig fattet. Nu klarer tandlæger sig gennemgående godt, sådan rent materielt, og generelt behøver vi ikke have ondt af dem. Men der er noget i situationen, som den er nu, der faktisk ikke er rimeligt over for tandlægen. Tandlæger har pligt til at behandle en patient, selv hvis denne ikke kan betale. Der er ikke tale om, at tandlægen skal lave gratis kroner eller gebis, men han skal give den mindste og billigste behandling. Det kunne være en kanyle stukket i en tandbyld og besked om at tage to panodil. Men der er ikke ret mange andre i liberale erhverv, man vil tvinge til at arbejde gratis. Så er tandlæger også nogle gange meget flinke. Min egen tandlæge har f.eks. givet udstrakte rabatter og tilbudt afdragsordninger i perioder, hvor han har fornemmet, at vi havde en anelse underskud på betalingsbalancen, og det har vi været glade og taknemmelige for. Men det er da ikke fair, at tandlægen skal være bank og kreditforening også? Jeg synes det ikke.

Vi skal også selv betale for vores medicin. Værdien af, at vores meningitispatient kommer gratis til lægen reduceres en del, hvis forældrene ikke har penge til den nødvendige medicin.
Dosmerseddel til apoteket
En af de geniale brainwaves, der huserer på Christiansborg p.t. er, at patienter på hospitalet selv skal betale for maden. Tidens vulgærliberalistiske socialdemokrater mener, at man jo skal betale for maden, hvis man er hjemme, og så behøver man ikke få den gratis, når man er indlagt. Jo, men i alle vulgærliberalistiske systemer er det jo også sådan, at med pligten til at betale følger retten til at bestemme. Læger, sygeplejersker og diætister(dem kan man vel spare væk så?) kan altså godt glemme alt om, at maden er den vigtigste medicin, for hvis fr Jensen foretrækker stegte hotdogs med det hele morgen, middag og aften, så er det hendes soleklare ret at få det. Hun skal jo selv betale. Jeg ser i ånden, at hver hospitalsafdeling vil være indrettet med pizzeria, pølsekiosk, McDonald’s osv. Folk, der er bedre vant, kan så ringe til restauranter og få bragt deres foie gras på sølvtallerkener med kupler. Efter deres galdestensoperation … Ka’ vi se komikken?

Endelig ved folk, der har fulgt med her et stykke tid, at jeg har fået en meget stor operation på samfundets regning. En aften, hvor vi ikke havde meget andet at gøre, satte vi os for sjovs skyld til at regne ud, hvad min behandling har kostet. Nu kan man heldigvis ikke rekvirere prislister fra det danske sundhedsvæsen, endnu, så vi gjorde det hele op i amerikanske priser. Det beløb sig til i omegnen af 2 millioner danske kroner, give or take a few … Hvis det havde været med brugerbetaling, ville det givetvis ikke være blevet til noget. Måske ville det i virkeligheden have været den bedste løsning for mig, hvem ved? Men der ville bestemt ikke have været tale om noget valg.

Min konklusion er, at man bør afskaffe al brugerbetaling i sundhedsvæsenet. Pronto!
Dr. Hansen og regionerne