Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. marts 2013

Lidt om underholdning

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 16:48

Vores kabeltv har som regel en prøvekanal eller to. I øjeblikket er vi så heldige, at vi har BBC entertainment. Heldige og heldige, der er nogle shows, der virkelig ikke er værd at se, og der er også alt for mange genudsendelser, men bortset fra det, så kan de englændere altså noget, når det gælder at lave tv. Et af de shows, vi ofte lader os underholde af er “QI” med Stephen Fry som den overkloge programleder og Alan Davies som hans absolut ikke ret kloge sidekick. Der er så altid 3 deltagere mere og de diskuterer emner, som nogen har bestemt er “Quite Interesting”. I dag kunne vi bl.a. høre, at de Olympiske Lege tidligere havde omfattet både poesi, maleri og sågar byplanlægning. Det sidste skulle have været en olympisk disciplin helt frem til 1948!

Så er det jeg spørger, hvorfor har de dog afskaffet det? Ja, altså ikke specielt byplanlægningen, men de andre kunstneriske discipliner? Hvis det handlede om lidt andet end sport, kunne det da være underholdende for en meget større gruppe end sportsnørder. Folk, der dyrker sport fra en lænestol, har jeg nok ikke den helt store respekt for, og mht. til sport, har jeg det sådan, at det er en af de (mange) ting, der nok er sjovere at være med til end at være tilskuer til.

Lidt i samme boldgade: I øjeblikket ser vi en meget interessant udsendelse om opera på SVT2. Man har sportskanaler (ser dem ikke), nyhedskanaler, dyrekanaler, kanaler, der udelukkende viser programmer, der omhandler papsøm ol. Hvorfor ikke en operakanal? Eller en balletkanal? Det ville mange mennesker finde virkeligt underholdende, og det er da ikke mere nørdet end så mange af de andre ting, der nu får lov til at have en egen kanal.

I den forbindelse kan jeg jo lige så godt indrømme, at jeg er stærk modstander af diverse børnekanaler. Børn skal naturligvis have lov til at se programmer, der er specielt henvendt til dem, men de skal gerne udsættes for en blanding af mange forskellige slags kultur, synes jeg. F.eks. kunne det være, at nogle børn ville elske at høre opera eller se ballet, og ikke kun hæslige maskinelt fremstillede tegnefilm eller mennesker i mærkelige udklædninger, som f.eks. hr. Skæg. Jeg finder det mere end en anelse dystert, at børn skal lære at holde af en figur som hr. Skæg. Nå, nok om den ting!

I det hele taget er det måske for meget at forlange kvalitet af tossekassen, men når man ser, at det faktisk er muligt, så er det ærgerligt, at det ikke sker noget oftere!