Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. marts 2013

Efterligning, den største kompliment

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 14:32

Bliver den mon en UFO?
Man havde set noget interessant på internettet. Der kan åbenbart købes en såkaldt “kit” bestående af garn og opskrift. Denne koster, fandt jeg ud af, lige i underkanten af 1000kr, og min finansminister, det er også mig, sagde: Bestemt, overhelehovedtaget slet, slet ikke!

Jeg har ladet mig fortælle, at opskriften starter med, at man slår en forfærdelig masse masker op. Efterhånden som arbejdet skrider frem, tager man ind og ender med at strikke noget, der bliver til et ærme. Jeg har en hel del garn, som jeg synes ville egne sig til sådan en ting, men jeg har ikke hoved til at regne ud, hvor mange masker, jeg i givet fald skulle starte med. Derfor besluttede jeg at gøre modsat, nemlig starte med halvtreds masker og et ærme. Derefter tager jeg ud, indtil jeg har en forfærdelig masse masker.

Det er flintrende ligegyldigt, hvor mange masker, jeg ender med, for jeg har en markør i midten og en for hver udtagning. Så kan jeg nemlig nøjes med at tælle striber. Men jeg må godt nok sige, at det er nogle stride pinde, jeg er på nu. Selv på 2 x 80cm rundpinde står maskerne i kø, og af den grund alene risikerer projektet at ende som en UFO. Hvis det bliver tilfældet, vil dette være det sidste, I har set til det.

Det at strikke uden opskrift er ikke uvant for mig, og i dette tilfælde har jeg endda haft et billede at se på, så det … Så kunne jeg vel have fundet på mit eget design, ville nogle måske mene. Ja, men jeg gider ikke hønsestrik pt.