Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. marts 2013

Bare så fuld af løgn er jeg

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 15:58

Halvt i mål
For jeg havde jo lovet ikke at flashe min “Hovedvej A11”, før den evt. var færdig. Det er den så ikke endnu, men jeg er nået til et stadie, hvor jeg kan se, at der nok er gode muligheder for, at den bliver færdig. Jeg er nemlig færdig med at strikke på den første halvdel! Jeg kan se, at kanten har en tendens i retning af at ville flane, men den slags kan man godt komme til livs ved monteringen. Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan klare med lunkent vand og rå vold, når det gælder ting, der er strikket i tyndt uldgarn.

Så nu er planen:

  1. Strik den anden halvdel. Husk, den skal være spejlvendt!Halv tilbage Den er jo mere end stærkt på vej. For at udnytte mit garn ordentligt uden at løbe tør, har jeg strikket på den sideløbende. Der mangler godt 50 pinde, før den er klar. Da der er en million milliard masker på dette stadie, er det 2-3 dages koncentreret arbejde, men skidt pyt!
  2. Hæft en million milliard løse ender!
  3. Undersøg det hele for halve masker. Dem har jeg desværre lavet en del af og opdaget det for sent til at kunne rette det ved at gå tilbage. Så de skal sikres ved lidt “kunstbroderi”
  4. Sy de to halvdele sammen
  5. Vask den i lunkent sæbevand
  6. Læg den til tørre, så den ikke får noget valg mht. facon og flanende kant! (Det er her, den rå vold kommer ind i billedet)
  7. Find nogle passende knapper og sy dem i

Mon ikke det kan klares på en uges tid? Sikkert, hvis der ikke er mere spændende ting at beskæftige sig med.

Om præcis en uge skal jeg igen i gastroskopi. Det glæder jeg mig ikke til. Hverken selve undersøgelsen, som føles som et kvælningsforsøg, eller resultaterne. Forhåbentlig finder de ikke noget farligt dernede, men det kan man aldrig vide.

Måske

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 1:13

Skulle folk holde op med at efterspørge jeans med “interessante” slidmønstre? Tro mig, det er de færreste, der ser godt ud med stærkt fremhævet rumpe eller lår. Jeg har egentlig altid ment, at folk burde slide deres jeans selv, men når jeg nu hører, at fattige mennesker i den 3. verden dør af stenlunge efter at have sandblæst jeans i 5 til 8 år, ja så er jeg sikker i min sag: Vi bør ikke efterspørge kunstigt slidte jeans. Det er da også en mærkelig tendens, at man skal prale af sin velstand ved at købe produkter, der fra “ny” af er ved at falde fra hinanden.